Forever Still: Scars EP ***** (5/6)

0
1798
views

Forever Still leverer en overbevisende og stilren omgang alternativ emo-hard-rock på deres seneste EP, Scars.

Der er så absolut ingen slinger i valsen på den 3 sange lange EP, som er første del af bandets kommende debut album, et konceptalbum omhandlende en undertrykt person der kæmper sig igennem depression, angst, håbløshed og selvfølgelig kommer stærkere ud på den anden side. Jamen dog, serious shit. Nå, tilbage til EP’en, som er båret af forsangerinde Maja’s sublime vokal, og resten af bandets sikre præstation. Man bliver som lytter sendt på en varieret tur gennem Forever Still’s univers, der byder på tung-hard-rock, emo-ballade og alternativ-popish-rock.

Det skal siges at jeg ikke er verdens største fan af denne genre af rocken, men Forever Still leverer indholdet på denne EP så stilsikkert og med så meget overskud, at selv jeg må bøje mig i støvet. Når man så ydermere læser i deres pressemeddelelse at bandet selv har stået for indspilning, miks, ja hele baduljen, gør det ikke det hele mindre imponerende. Og holdt op mod mere kendte bands i samme boldgade, eksempelvis Evanescence og Paramore, kan Forever Still, som upcoming band, sagtens være med, det er faktisk lige til radioen.

Alle tre sange på EP’en har hver deres kvaliteter, det er som skrevet tidligere, tre meget varierede sange og viser fint hvad bandet rummer, eksempelvis på første sang man som lytter bliver introduveret for, nemlig titelnummeret “Scars”. Her er der fuld skrald på fra start, det tunge skyts bliver skudt af, og vokalen bliver sat i scene. Den går fra skønsang til semi-growl, i en sang der hele tiden er energisk og dynamisk, med fine opbygninger, breaks og catchy omkvæd, hvilket resulterer i EP’ens stærkeste sang.

Bandet træder på bremsen og sætter maskinen i emo-ballade-mode på “Once Upon A Nightmare”. Her har bandet valgt at skrue op for elektronikken, og i min verden bliver det lidt melodi grand prix-agtigt, men det er jo genren, og sangen er fint skruet sammen, og skal nok falde i fans af genrens smag.

Vi slutter af med “Miss Madness”, hvor tempoet stadig er en kende i bund, og man kan vel godt kalde det en power-pop-rock-ballade. Det klart mest klassisk rockede nummer på EP’en, og bandet formår at holde sangen “nede”, så hverken instrumenter eller vokal stikker af, det er perfekt afbalanceret. Igen, igen skinner bandets evne til at skrue catchy sange igennem, ikke at det er decideret nyskabende, det de kreerer, men de har så absolut et fint øre for gode melodier.

Så konklusion er, fan af genren eller ej, at Forever Still er rigtig dygtige til at skrue medrivende sange sammen og levere dem så de sidder lige i skabet. Jeg kvitterer med 5 velfortjente upcoming stjerner, men fan af genren bliver jeg nok aldrig.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Lyt til EP’en HER

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.