Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Forever Still: Save Me (EP) ★★★★☆☆

Forever Still: Save Me (EP) ★★★★☆☆

1612
0

Forever Still viser på deres tredje EP fortsat et meget højt niveau sangskrivningsmæssigt, teknisk og især i forhold til vokalen. Men måske det er ved at være tiden at udfordre udtrykket? 

Save Me er Forever Stills tredje EP, og de to første har henholdsvis Ken og Thomas haft i hænderne og i ørerne her på siden. Det har resulteret i henholdsvis 4 (til Breaking Free) og 5 stjerner (til Scars) i de to anmeldelser, og der er heller ikke på nyeste EP-skud på stammen tvivl om at Forever Still holder et fint musikalsk niveau. De virker (fortsat) klar til radio, og album, og et sådant skulle der også være på vej – det skulle bestå af numre fra ScarsSave Me og en EP, der lander til efteråret.

Stilen er i retning af bands som Evanescence og Lacuna Coil, det vil sige der bliver trukket på poppens melodiøsitet og pæne produktion, men også på metallens og hardrockens tyngde og riffs. Endvidere har bandet i sangerinde Maja Schønning et stærkt kort, som har en stemme, der passer som fod i hose til musikken. Hun mestrer endda undervejs både det pæne og polerede, men også mere brølende skrig, som på EP’ens andet nummer, ‘Breathe In’.

Save Me åbnes dog af ‘Awake the Fire’, som drives fremad af dynamisk trommespil, bastante riffs, og Schønnings varierede og flot klingende vokal, som ikke umiddelbart lader de internationale sammenligninger noget tilbage at ønske. Der er godt med knald på de tre numre, som EP’en rummer, men det bliver aldrig hårdere i filten end at det også godt ville kunne blive spillet på de bredere radiokanaler, uden nogen får kaffen decideret galt i halsen – det skyldes blandt andet en ren og lydefri produktion, som sørger for en klar og skarp lyd.

For eksempel går den pulserende bas godt igennem på ‘Breathe In’, som ellers også bæres af nogle af de samme elementer som åbneren – det bliver dog også en kende grumt (jeg tænker på Korn, når Schønning slipper brølene løs), med EP’ens tungeste riffs og mest voldsomme vokalstykke.

Titelnummeret, ‘Save Me’, som også lukker EP’en, er mere dæmpet, men der er stadig masser af fremdrift i trommearbejdet, og på omkvædet bliver der skruet op for den bastante melodiøsitet og Schønning udfolder undervejs flot sit vokale spektrum. Det er nok lidt en smagssag om man lige er med på de følelsesfulde knæk i stemmen undervejs, men det passer utvivsomt glimrende ind i Forever Stills udtryk, der emmer af ungdommelig weltschmerz.

Save Me’s tre numre cementerer Forever Stills status som et band, der er klar til næste skridt – produktion, sangskrivning og teknisk udførelse er gennemført i orden, og bandet har i Schønning et vokalt trumfkort. Det resulterer i 4 store stjerner for Save Me, hvor det jeg måske kunne savne, når vi nu er ved bandets tredje EP, at Forever Still måske skubbede lidt til og udfordrede deres meget sikre udtryk. Men først skal de selvfølgelig have lov at levere et sammenhængende album.

Besøg Forever Still på facebook. Save Me kan hentes til name-your-price på bandets Bandcamp.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleSpökraket – Tandava – 10/6 – 2015
Next articleGoodbye Lisichka – Strokes Of Luck – 11/6 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.