Feuerkat: Feuerkat EP ★★★★☆☆

0
825
views

Danske Feuerkat har afbilledet en slæbebåd af en art (tror jeg) på coveret, og kraftfuld er deres stenede tungrock skam over de 5 numre på deres nye EP. Desværre savner man lidt at slæbebåden bliver skiftet ud med en kanonbåd, så der kunne komme lidt bulder og brag ind i den kompetente musik. Lidt en skam, for der er ellers virkelig bygget op til noget stort.

Dermed ikke sagt, at det på nogen måde er dårligt, det Feuerkat leverer på denne EP, det føles bare en kende uforløst og antiklimatisk i forhold til det potentiale for et voldsomt bombardement man fornemmer i den ulmende tungrock. Trioen kalder selv blandingen for “stoner rock og melankolsk folk”, og selvom den betegnelse kan virke lidt underlig, så er det ikke helt skudt forbi.

Feuerkat har i hvert fald deres egen stil og klang, hvor det i hvert fald, om ikke andet, er netop ulmende. Næsten i en grad så musikken opnår nogle meditative kvaliteter, hvilket i sig selv kan være glimrende, for Feuerkat er virkelige ferme til at holde igen og bygge op – der mangler bare lige de momentvise, eller bare et stort, brag, som kan rive en ud af den opbyggede slumre-tilstand.

Man sidder til det sidste og håber på dette udfriende klimaks, hvor Feuerkat bare lader ildkraften tale for sig selv, men selv på EP’ens sidste nummer, “Trouble”, udebliver det. Her går de tværtimod nærmest i modsatte retning, og skruer helt ned for tempoet og blusset, og leverer noget der nærmer sig en afdæmpet tungrock-sjæler. Nummeret er skam udmærket, men det får desværre EP’en til at føles længere end den er og får bremset hele skuden mod slut. På et tidspunkt hvor man virkelig havde brug for at hører alarmen kalde alle mand på dæk og klar til kamp.

Det er jo sikkert med fuldt overlæg og der er sikkert også en pointe i, at man undlader at indfri i hvert fald denne lytters forventninger og det er fair nok. Nu skal det heller ikke opfattes som om Feuerkat står helt i stampe og slet ikke bevæger sig ud af stedet. På EP’ens bedste nummer, “Street Lights”, er der faktisk antydningen af noget af det, jeg gerne havde set lidt mere af og som godt kunne være endnu mere udtalt.

“Street Lights” er lidt paradoksalt også i den langsommere og mere slæbende ende af Feuerkalt’s spektrum, men den rummer et dirrende drama, der gør at man rykker helt ud på kanten af stolen. Der bygges umådeligt langsomt og tilbageholdende op, man hører indledningsvis nærmest kun en sagte guitar og en vokal, der lyder som om den runger ud fra baggrunden et sted. Vokalen er ikke ligefrem i den polerede og skolede afdeling, men når den sættes optimalt i scene, som her, så er den ganske virkningsfuld og bidrager til et stemningsmættet lydbillede. Når Feuerkat endelig åbner ild over 3 minutter inde i nummeret har det også den forventede effekt, det lyder blændende og man tænker “endelig”. Men man vil have mere!

Vi rammer i mine ører aldrig samme niveau på resten af EP’en, og det er da også højt i “Street Lights”, så mindre kan også gøre det – men nu havde man lige fået smag på mere. Åbningsnummeret “Murder” er ellers ildevarslende nok, med en mere hamrende og pågående rytme, der stile og roligt glider over i noget mere bølgende og brusende. Her synes gruppens folk’ede islæt også at nå nærmere overfladen i musikken, ikke så man pludselig står og venter på en banjo, mere i den lidt blåligt melankolske klang der hænger i luften. Bølgerne går bare ikke helt højt nok for mig, så jeg bliver revet fuldstændig med.

Det gør jeg heller ikke på den ellers lidt mere uptempo huggende “Smooth Sailing”, der drives frem af en fin pulserende rytme og igen en let folk’et stenerstemning, inden vokalen drejer lyden i en luftig og svævende retning. Det lyder faktisk ret fedt, men jeg sidder igen tilbage med følelsen af, at det kunne være endnu mere medrivende med nogle små justeringer.

“On top of the hill, a rider had shown // He is one of the four, not on his own”, lyder det indledningsvis på “Horsemen”, og så venter man jo bare i spænding på de resterende 3 og dommedag! Endnu engang føler jeg mig en smule snydt for det helt store brag, men det sagt, så rummer nummeret nogle tiltagende intense og vuggende stunder, hvor man ikke kan lade være med at sidde og vippe lidt med. Men jeg savner i sidste ende, igen, at blive blæst helt ud af stolen eller trykket tilbage i sædet.

Det er nok en smagssag om man synes Feuerkat mangler det sidste afgørende skud i bøssen for, at man overgiver sig betingelsesløst. Et godt stykke af vejen er jeg helt med på hvor vi skal hen sammen med bandet, men jeg ville bare så gerne lige lidt længere ud.

Bandet har en veludviklet sans for opbygning, og som man nok fornemmer er de tålmodigt anlagt, og forhaster sig ikke på nogen måde. Det er sikkert eksekveret og virker meget gennemtænkt og velovervejet, hvor man hellere føler sig frem end kaster sig ud i de store satsninger.

Al ære og respekt for det! Men gade vide hvad der ville ske hvis Feuerkat smed forsigtigheden overbord? Så skulle vi måske længere op på skalaen end de 4 solide stjerner vi ender på her.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Feuerkat på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.