Fenja kigger på vores indre dyr på Menneskedyr, hvor hun spejler naturen med hvad der foregår i vores sind. På en bund af elektronisk pop opstår der noget ganske forunderligt organisk klingende.
NÅ. Hvordan skal den lige skæres? Jeg har tidligere omtalt og rost Fenja en del for hendes singler, selvom jeg missede hendes debutalbum Flugtdyr fra 2021. Så jeg føler på en måde, at jeg kunne være løbet tør for ord og ros. På den anden side ville det nok være naivt (eller selvfedt?) at tro, at alle har læst med i de tidligere skriverier.
Så med akut fare for at gentage mig selv…
Jeg kan godt lide Fenja, hendes vokal og lyrik. Rigtig godt. Det kommer naturligvis med den indbyggede fare, at jeg har “hørt mig blind” på Fenja, og lidt mistet min kritiske sans.
Det jeg prøver at sige er, at jeg som udgangspunkt allerede ved, at jeg nok godt kan lide denne plade. Inden jeg har hørt den. Det sagt, så kan det være en anderledes oplevelse at høre ellers velkendte sange i en album sammenhæng.
Menneskedyr fungerer både som en samling stærke singler og et sammenhængende album. Fenja undersøger og belyser menneskets kontrastfyldte indre natur, som hun kalder det. “Mennesker er så smukke og grimme. Så kærlige og ondskabsfulde”, som er nogle af de ord hun selv sætter på de kontraster, der optager hende.
Kombineret med en forbindelse med naturen, som hun efter eget udsagn har følt siden barndommen, giver det en plade, der fremstår levende. En levende organisme, der udspringer fra og spirer i et fundament, der egentlig er bygget op af noget “kunstigt”. Elektronisk funderet popmusik, der både kan være meget atmosfærisk, men også direkte dansabel.
Der er de allerede kendte (såfremt man kender Fenja) singler “Brændemærket”, “Vi Jagter”, “Brænder For Noget”, “Alt det du får mig til at se”, “Tag Din Drøm” (*) og “Mærket Af Liv”, som på forskellig vis har givet os en rundtur i Fenjas musikalske have. Det er (hvis man trækker en kortere intro fra) over halvdelen af det 9 numre lange album.
Fælles for de 6 sange er også, at de synes at kredse om et andet centralt tema hos Fenja end naturen og os menneskedyrs indre natur. Ja, kærligheden fylder og er til stede i mange udformninger, men jeg tillader mig at zoome en lille smule ud. Fra mit fugleperspektiv synes Fenja også at kredse meget om det at efterlade en form for indtryk på et andet menneske. Eller sætte sit aftryk. At mærke noget eller efterlade noget hos andre, der kan mærkes.
“Brændemærket” handler om at blive brændemærket af et forlist forhold, men insisterer på at det ikke skal holde en fra at gøre det igen. “Brænder For Noget”, handler om… ja, kig på titlen og læg selv en tolkning ind i sangen… “Vi Jagter” om den svære overgang fra barn til voksen, hvor man da i høj grad mærkes for livet.
Og det bringer os til “Mærket Af Liv”, der stadig er en af de smukkeste danske sange i nyere tid. Jeg var og er vild med singleversionen, nummeret er ganske anderledes på Menneskedyr. Ikke nok med at arrangement og instrumentering samt tempoet er justeret en kende. Det er også blevet en form for duet, hvor Anne Dorte Michelsen synger et vers, inden de to vokaler danner fælles front mod slut.
Og sangen er så stærk, at selv Anne Dorthe ikke kan få den til at visne. Nej, jeg er bestemt ikke fan af Anne Dorte Michelsen. Beklager. Det sagt, og trods forbehold og fordomme fungerer det faktisk. Deres stemmer passer overraskende godt sammen, og Anne Dorte lyder mindre traurig end ellers. Hun synger ligefrem godt, det må jeg jo erkende selvom jeg altså normalt ikke bliver rørt på nogen god måde af hendes stemme.
Modsat Fenja, for hendes vokal går (som bekendt?) lige igennem mine ellers svært forseglede forsvarsværker og trænger helt ind. Der er en ubesværet naturlighed, en elegance og noget umanerligt FINT over Fenjas stemme og brugen heraf. Det virker ikke blot naturligt, men instinktivt. Det er sikkert svært, men hun får det til at lyde nemt. Kræver træning, men fremstår som noget, der bare opstår intuitivt.
Små knæk eller milde fraseringer, et lille “hop” på et ord i en sætning, en udtale der får sit eget særpræg. Fenja synger både smukt, men også ejendommeligt uden at det bliver for skævt eller sært til det grundlæggende poppede univers. Det er både rørende og ekstremt dygtigt!
Dermed formår Fenja både at forføre øregangene med passager af ren poesi og samtidig at kunne få noget ellers ganske ordinært, som “alt jeg ville var at elske dig” på “Alt Jeg Ville” til at glide ned. Nummeret er en kort og nedtoner men meget følt lille sag, der indleder pladen efter den tidligere nævnte intro. Lytteren føres raffineret og stilfuld ind i Menneskedyr.
Fenja kan i det hele taget noget med ord og billeder, som lyder lækkert. “Et genskær i en vandpyt, hvor vi så os selv for første gang”, lyder det eksempelvis i “Tag Din Drøm”. Det er mundret og ret ligetil og alligevel poetisk. Sproget vokser ligesom, bliver noget større end bare de ord, der synges. “Tag Din Drøm” fik forresten en (*) i ovenstående, den hed nemlig “At Drømme, at leve” da den udkom som single i 2025.
På “På vinden stopper ikke for noget” og “Alt det du får mig til at se” får du lidt af det hele, som den rene Fenja rummer. Skåret ind til benet og blottet for enhver form for pynt. Fenja, som hun lyder, når hun folder stemmen ud i omgivelser, der emmer af noget mere folk/singer songwriter klingende. En enkelt og diskret akustisk guitar og vokal. Det er sårbart, men stadig fyldt med kraft og styrke. Nøgent men ikke klædt af til skindet og langt fra Kejserens Nye Klæder.
Fenja har i dén grad tøj på på Menneskedyr, der følger fornemt op på den fremragende debut Flugtdyr (ja, jeg har fået lyttet!). Det er en relativt kort og “lille” udgivelse, hvis man betragter det overfladisk. Heldigvis spirer, lever og ånder det nede i Fenjas uforurende og næringsrige jordbund, så der åbenbarer sig en musikalsk frodig plade.
Af Ken Damgaard Thomsen
