Fanø Free Folk Festival ’17: Reportage & anmeldelser, lørdag d. 22/7

0
835
views

Græssende hjorte, håndmixere i musikken og vilde, smadrede og skønne koncerter var blandt andet hvad FFFF bød på lørdag.

Det blev lørdag og bortset fra morgenmad, der kan købes for 30 DKK (inkl. ad lib kaffe!), så sker der ikke noget om formiddagen. Eller det vil sige: kl 11.30 var der arrangeret en guidet tur rundt i naturen – tidligere år har det også inkluderet musik i klitterne. Jeg valgte at springe dette over, da jeg med min fantastiske teknologi i lommen regnede med, at jeg sagtens kunne finde hen til Exners Kunsthandel, hvor koncerterne startede kl. 13.

Ha! Google har af én eller anden årsag af og til den holdning, at man hellere skal vises hen til ejerens adresse, når man søger på en virksomhed. Så der stod jeg og lignede et spørgsmålstegn, indtil det gik op for mig, at man jo bare kan spørge folk. Thanks, Google!!

På vejen mødte sådan et syn mig – græssende hjorte. Ja, der er cuteness overalt på Fanø!

Ja, der står altså et par hjorte og græsser mellem husene… CUTE!

Det betød at jeg først ankom et par numre inde i Nick Jonah Davis’ set. At dømme ud fra hvad jeg nåede at høre, var det mest soundscapes fremført på enten guitar eller lap steel.
Ikke voldsomt ophidsende, men i virkeligheden nok meget fint med noget behageligt, svævende til at komme i gang efter gårsdagens billige øl.

Da jeg kom for sent og ærlig talt er lidt udfordret på, hvad jeg skulle skrive, vælger jeg ikke at uddele stjerner her.

Vandreår – Exners Kunsthandel ****

Viste sig at være et ganske sympatisk bekendtskab. Mine spådomme fra foromtalen holdt ikke helt stik, bortset fra at der er tale om noget meget poetisk musik med eksistentialisme, eksistensens besværligheder og om at miste – kort fortalt nogle små sange om store emner.

Koncerten blev ’beriget’ af en plæneklipper uden for, men selv om det i starten virkede lidt forstyrrende, så endte det med at blive en fin ambience til den musikken. Sådan kan tilfældigheder komplimentere hinanden… Udstyret med en 12-strenget, yderst velklingende guitar, blev der spillet fine underliggende melodier – inspireret af americana, vil jeg gætte på.

Victor Ovesen synger endvidere de sarte tekster uden den store teknik, men med fin og indfølt brug af sin ambitus. Det når ikke rigtigt at blive rørende, men det står stærkt hele vejen igennem. Også da han hiver et mundharpestativ frem og krydrer med dette.

Imellem sangene forklarer han på engelsk lidt om, hvad de danske tekster handler om – og vi får også et par grin indimellem, hvilket er vel timet i forhold til teksterne, der fremstår ganske alvorlige.

Strukturen på de fleste sange er, at der spilles intro, synges vers/konklusioner og lukkes ned med et solospil. Det fungerer helt enkelt bare meget fint og det fyldte galleri, vi er trukket ind i, virker til at have en god oplevelse.

Der sluttes af med to sange, skrevet af andre, heriblandt hans skrive-makker Jens J. Jakobsen, som havde skrevet en fin sang med højskole-sangs-kvaliteter, samt et digt af Gustaf Munch-Petersen som blev afslutningen på det hele.

Hvor Nick Jonah Davis’ musik må siges at være stenet, var Vandreårs mere intens men stadig passende og behagelig sådan først på dagen…

Helen Tookey / Sharron Kraus / Nick Jonah Davis performs If You Put Your Hand Out – Sønderho Forsamlingshus

Tilbage i forsamlingshuset var det tid til en instrumenteret digtoplæsning: Helen Tookey oplæste en kollage af digte, kaldet If You Put Your Hand Out.

Under dette blev der lagt vignet-agtig og luftig musik-underlægning af Kraus og Davis.
Også dette fungerede ganske fint og lap steel, mountain dulcimer og blokfløjte – sidstnævnte spillet af og krydret med lidt ah-kor og loops af Kraus.

Digoplæsning med musikalsk underlag fungerer også ganske fint på FFFF

Jeg er ikke den store poesi-kender, men jeg er ret sikker på at en decideret digtoplæsning havde været lidt ensformig – og det samme ville nok gøre sig gældende for musikken, hvis den stod alene.

Sammen var det dog en fin kombination, men min opmærksomhed var ikke til helt at fange digtene, og det vil være unfair at kaste stjerne efter oplevelsen. Det var dog en fin oplevelse.

Brigid Mae Power – Sønderho Forsamlingshus ***

Fulgte op med en meget low-key koncert, som kom lidt skævt fra start.
Genren er ret simpel; Brigid Mae Power er bygget op om den karakteristiske kvindevokal, som ikke blot leverer teksten, men også bruges som en form for soloinstrument. Akkompagnementet er ret sparsommeligt med en guitar/et klaver og enten trommer eller violin.

Trommeslageren / violinisten gjorde absolut sit til at løfte koncerten; der blev i den grad spillet på trommerne, snarere end slået – og violinen blev også ført med sikker hånd.

Det introverte udtryk tog lidt tid om at komme ud over scenekanten, hvilket stækkede Brigid Mae Powers optræden…

Det første nummer var et LANGT ét af slagsen og selv om BMP kækt takkede for klappene efter at have hørt ’an eight minute song i two chords’, så var der altså noget galt i udtrykket.

Den specielle stemme var ofte lidt skinger og hendes sultne indtag af vand efter nummeret indikerede, at noget ikke var helt som det burde. Problemet i dette er så, at BMP bruger meget enkel harmonisering, og da der kun var trommer og guitaren, var det vel meningen at stemmen skulle fylde ud. Det gjorde den bare ikke rigtigt på de to første sange, selv om der blev gjort flittigt brug af åh-passager og køren op og ned i skalaer. Der var bare noget, der var off. Det forsatte under andet nummer, hvor trommerne blev byttet ud med violin. Det lød ikke dårligt, men det var bare heller ikke rigtig godt.

Om det skyldes, at hun var usikker efter at have været nødt til at låne en guitar, er ikke til at vide. Det blev dog noget bedre, da der blev spillet to numre på klaver; det var som om, de tilføjede overtoner hjalp stemmen på vej.

Resten af settet fungerede fint og selv da hun kom tilbage på guitaren, var der mærkbare forbedringer at høre. Især da trommeslageren lagde b-vokaler på et par numre. Det hjalp gevaldigt med lidt (bund)støtte.

Alt i alt en OK koncert, men altså en lidt ærgerlig oplevelse fra start og selv om det bedres som koncerten gik, så blev det tabte aldrig rigtig indhentet. BMP får lov at tage revanchen på Fajansen (ha!) i morgen, så der er stadig håb…

Stanley Brinks – Sønderho Forsamlingshus ****

Det er nu ikke fordi, det behøver at være så avanceret. Stanley Brinks stiller op til tre t’er: Tør, Tele og ’telling. En kort beskrivelse af hans sange vil være americana med masser af toungue-in-cheek humor (ingen lårklasken her) og alkoholreferencer.

Det er vel en klassisk genre at beskrive ’følelser hos dem på samfundets bund’ og Brinks’ normcore-tøj understreger dette: Med basecap, arbejdsbukser og en plain t-shirt ligner han ikke den store folk/trad-musiker, han er. Eller måske er det netop det, han gør.

Det er lidt som Bonnie Prince Billy, der har en særlig traktor-æstetik – her bare mere om at blive forladt eller bøvle med sit liv. Men at have alkohol til.

En mand og en guitar (her med korpige). Stanley Brinks viser hvordan dén skal skæres.

Der er ingen snobberi så allerede fjerde sang bød på en stiliseret jodlen i stedet for ét af versene, og fem numre inde i settet beslutter Brinks sig for, at mikrofoner altså ikke er nødvendige. Til gengæld får han instrueret et sing-along. Her opfører han så et nummer på tin whistle (skifter mellem sang og melodivers) som for første gang udløser lidt latter.

Vi får en sang, hvor han hiver en ukulele frem i et meget naivistisk udtryk, før telen findes frem igen til de tre sidste sange. Den allersidste spilles sammen med Freschard, der tager sig af koret og omkvædet og leder an i sing-along på to stykker.

Virkelig fin måde at afslutte koncerten på, og om det ’bare’ var fordi at publikum var aktiveret af sing-along (og dermed måske mere tilbøjelige til at klappe højt og længe), eller om det var fordi de var lige så begejstrede som jeg, ved jeg ikke.

Men der var lange klapsalver.

En rigtig fin koncert, hvor der ikke var tale om det mest avancerede musik, men et tiltrængt, frisk pust af lidt humor. Og på en fin, subtil måde – ingen lårklaskende latter her, bare gode sange med et glimt i øjet, fremført stille og roligt af en arbejdstøj-iklædt Brinks.

Mad! Bestod i dag af Chili con/sin carne, serveret med vilde ris blandet med kikærter. Solidt og yderst lækkert, da con’en blandt andet var krydret med stærke pølser. 70 DKK. Bum!

Well done, FFFF.

Under de sidste par acts inden middagen, begynder forsamlingshuset at dufte af mad. Der er noget for alle sanser.

Širom – Sønderho Forsamlingshus *****

Efter maden trak det op til noget særdeles dronisk. Fra Slovenien er Širom rejst til Fanø som en del af deres tour, og det skal vise sig, at være en rigtig god idé!

Men hvor starter man? Jo, først og fremmest, så er der nogle kendte instrumenter: Violin og Bratsch samt (hjemmebyggede) xylofoner betjenes af trioens eneste kvindelige medlem, som også synger lidt her og der – på en måde, så man må overveje, om der er en engel til stede.

De to øvrige medlemmer spiller banjo, trommer (so far, so good) men også kalimba, harpe-lignende instrumenter, sære strengeinstrumenter som mine google skills (se evt ovenfor) ikke er gode nok til at finde ud af, hvad hedder.

Og hvad spiller de så?

Jo, én har typisk en rytme/ostinat-tjans på sit til nummeret valgte instrument. Og trommeslageren/banjospilleren lægger så mere eller mindre improviseret lag ovenpå – ofte med bue på banjoen, hvilket frembringer en skarp men klar lyd. Bratsch og violin lægger ofte også melodi-temaer.

Og så er det ellers fra den fra jazzen kendte skabelon: Hav et tema, spil og improviser væk fra temaet, og find til slut hjem til temaet igen. Det kan lyde meget improviseret, men det virker i den grad til, at man har tænkt over hvad man gør og hvornår.

Širom leverede den mest smadrede koncert på lørdagen – men med en insitet, der fik anmelderen til at glemme hvor han var.

Så når der lægges perler over strengene på violinen med en form for analog distortion, så er det fordi det går fint i spænd med den ukulele, rytmebæreren spiller i dette nummer.
Og vi får også at se, hvordan man kan spille med violinbue på xylofon med en skinger, skrigende effekt til følge.

Det er musik, der er umuligt at beskrive, men en voldsomt stærk oplevelse, når man sidder i det: De særdeles fokuserede musikere gør, at man sidder som på nåle, og selv om noget af det ret beset virker som mere eller mindre struktureret larm, så er det vildt fedt. Bandets fokus gør, at man aldrig rigtigt bliver i tvivl om temaet/kernen – det kræver et særligt talent!

Et højdepunkt er Trilogija, der på et tidspunkt bryder ned i et voldsomt trommestykke. Endelig noget, man må sige er potent på FFFF! De to mandlige medlemmer har baggrund i rock (og endda metal)-musikken, og det fornægter sig ikke i Široms udtryk.

Men egentlig er det hele vejen igennem en så intens oplevelse, at jeg helt glemte at forholde mig til hvad jeg skulle skrive om det – og et langt stykke inde i koncerten pludselig opdagede, at det her da var på én af de højeste hylder.

Dem gad jeg godt at se igen!!

Sutari – Sønderho Forsamlingshus ****

Lidt mere håndgribeligt var – trods alt – polske Sutari, der spillede deres egne adaptations af polske folkeviser om kvinder. Kernen er to violiner, der enten spilles pizzicato eller med bue, men også forskellige skøre indslag dukker op: gruppen har været vandt til at spille koncerter i lejligheder, hvor festen ofte ender i køkkenet. Så der er da lidt køkkengrej med på nogle af numrene.

Derudover er vi lidt prisgivet, os der ikke lige har fået lært polsk. På yderst charmerende vis forklarer de tre piger hvad sangene handler om (af og til på et noget ubehjælpeligt engelsk). Men når musikken spiller, er det måske heller ikke så væsentligt.

Folkeviser har netop det meget droniske præg, og dette leveres til tider af violinerne, men lige så ofte af en form for jampe-instrument ca på størrelse med en cello. Andre numre bruges der en stor tamburin med trommestikker til at holde rytmen, især i de numre der løseligt kan kaldes ’danse’.

HJÆLP! Min håndmixer stemmer ikke – hvordan gør man?
Sutari tager lejlighedskoncerten med på scenen

På mange måder kunne man have lavet noget lignende på dansk (Vester Land gjorde noget lignende), men ikke med samme charme som de tre polakker. De skriger og griner og laver lyde i akkompagnement og med deres interne kommunikation og fine, traditionelle kjoler, fremstår de på en helt anden måde underholdende. Vokalharmonierne sidder lige i skabet hver gang og det er en fornøjelse at være vidne til pigernes samspil.

Det er også noget, publikum kan lide, og de bliver som det første band klappet på scenen igen til et encore – en dans med god smæk på.

Dead Rat Orchestra – Sønderho Forsamlingshus *****

Ok. Hvilke instrumenter ser du, når du ser Dead Rat Orchestra?
Her er en (sikkert ikke fuldstændig) liste: violin, mundfløjte, ting der kan svinges rundt i luften og lave hvislelyde, bjælder (bundet på Nathaniel Manns fod), kødøkse, en planke, en kævle, to økser, diverse stykker træ, en bokset højtaler, en iPhone med en autotune og harmonizer-app, maraccas, kalimba oooooog en papæske.

Ok. Pointen er vidst feset ind; der bliver spillet på nogle lidt sære ting i DRO.

Igen: Damn you, mobilkamera.
Dead Rat Orchestra var ud over at være en stærk oplevelse og en bromance; de to medlemmer havde tydeligvis savnet hinanden.

Nu kunne man så tro, at duoen (normalt er de tre), er sådan et projekt, hvor de bare spiller på sære ting. Det er selvfølgelig rigtigt, at der bliver brækket med kategorierne. Men det bliver gjort med talent!

Nathaniel Mann er en fremragende sanger og den intensitet, numrene leveres med er overvældende. Gruppen er i gang med en engelsk tour, hvor de spiller sange fra fortiden, skrevet i forbindelse med henrettelser. Det sætter sit præg på koncerten, da de fleste numre så ikke bliver murder ballads, men execution ballads.

Ud over den stærke stemme, spiller Daniel Merrill fremragende på violin og da bandets party piece, hvor der spilles på huggeblok med to økser, får han også lov at arbejde for sagen!

Det er for øvrigt produktet af et fokus i bandet på arbejdssange, og da DRO ikke er et band, der gør noget halt, er dette blevet mere eller mindre fast inventar, når bandet spiller. Hvilket de for øvrigt ikke gør så ofte, da Merrill er flyttet til Ægypten. De gamle sange gør sig bemærkelsesværdigt godt, når de udsættes for violin og påfund og især en ballade som synges igennem en telefon med en harmonizer og autotune og så sendt ud i en bokset højttaler er decideret rørende. Ja, den sætning er langt mere skør, end det virkede live!

Da bandet får lov at spille et encore, sker det i latterkaskader: For normalt vil bandet bruge noget video med lyde af alle mulige maskiner, men da de har nedbarberet, må de nøjes med en papæske med en pickup på og et par søm. Ikke helt det samme.

Fantastisk live-oplevelse, og selv om det er tydeligt at der tænkes meget i at det skal være sjovt at lave musik og lyd, så har Dead Rat Orchestra også kvalitet nok til at det også ville fungere uden alt det utraditionelle. Men musik fra det 16., 17. og 18. århundrede har med Dead Rat Orchestra fået nyt liv.

Debre Damo Dining Orchestra vil jeg ikke anmelde, da det begyndte at blive sent, men kan berette, at de spiller dansabel, blues/world/jazz-inspireret musik med stærk fremdrift i bas og trommer. Det lød festligt fra teltet, hvor jeg havde slået mig ned for at skrive.

Dag 1 var natsnack’en koldskål til en tier. Dag 2 var der dette udbud

Dermed sluttede endnu en god dag på FFFF. Her har I et billede af de snacks, man kunne købe ud på aftenen.

Af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.