Falderebet ransager et levet livs ruiner på deres fjerde album, Ransager Ruiner. Rock fra voksne til voksne, hvor det maskinelle møder det organiske. Det er der kommet en bundsolid, klassisk rockskive ud af, hvor der ikke er mange ridser i lakken. Ud over de tilstræbte.
På deres fjerde langspiller har Falderebet lært nye tricks, men ikke glemt de gamle. Der er skiftet lidt ud i kvartettens besætning, hvor forsanger og sangskriver Bo Bech Arvin og hans stærke tekster stadig er det centrale omdrejningspunkt. Arvin kan noget med ord og sproget, som her pakkes ind i en musikalsk indpakning, der giver Falderebet en kølig storbylyd.
Hvor nogle sangskrivere kan efterlade billeder af isolerede sommerhuse, udsigtens til forstaden gennem parcelhusvinduerne eller det ensomme soveværelse, er Arvin ude i storbyen. En storby, der ved aften- og nattetid lyses op af gadelamper, neonskilte, blinkende forlygter og dæmpede genskær fra vandpytter. En kulisse, hvor man kan cruise alene rundt i gader og gyder og tænke på de tæsk livet har uddelt, og man har tildelt sig selv, får lov til at dukke op fra glemslen.
Tonen i lyd og lyrik er eftertænksom, reflekterende, selvudleverende og hudløs ærlig. Men ikke uden humor og selvironi, det bliver aldrig klynkende eller opstyltet. Arvin har ikke verdens største vokal, men han kender sine begrænsninger. Og formår at spille på dem, så han får brugt dem til sin fordel. Det gør, at han i numre som den pågående og hugge-rockende “Jeg er Ligeglad” lyder, som om han spytter sætninger ud i en blanding af selvsikkerhed og noget der kunne lyde som selvlede.
“Jeg er ligeglad med ny musik, for jeg kan bedst li det jeg kender // jeg er ligeglad med fællesskabet, for jeg har masser af venner // Jeg er ligeglad med pressefrihed, jeg læser kun overskrifter // Jeg er ligeglad med stemmeret, de lytter alligevel aldrig efter”.
Falderebet og Arvin er lidt lyden af en mand, hvis indstillinger og holdninger mange kan genkende. Det er ikke en sat og mæt midtlivskrise, det er lyden ham, der stadig forsøger at følge med og være med, men som kæmper med det, han ser og erkender om sig selv. Det er ved at være for sent, som i den mere afdæmpede og tænksomme “For Sent”, der er lyden af en mand på “vores” alder, der ikke burde gå ud og drikke shots længere…
“Vi” er ham “alle”, på et eller andet tidspunkt og i en eller anden form. DEN tone og følelse rammer og italesætter Falderebet på virkelig fornem vis. Der peges fingre, men ikke mod “de andre”, det er ofte et “jeg” eller et “vi”, som i den harske midnatsrocker “Vi Er Idioter”. Hvor alle står for skud, men konklusionen i omkvædet er “vi er idioter”.
Teksterne (og musikken) er i lange stræk henholdsvis mundrette og forståelig, samt “til at nynne med på”. Det er kort sagt ikke unødigt kompliceret eller pyntesygt. Begge dele fremstår nede på jorden, eller ude på gaderne, hvis man skal blive hængende lidt i storbymetaforen.
Det er lyden af folk, og til folk, der enten er vokset op med, har dyrket eller har opdaget bands og kunstnere, der var oppe i tiden i 80erne og 90erne. Falderebet er sin egen størrelse, men man fornemmer en arv og indflydelse fra nær og fjern. R.E.M., lidt støjrock, post-punk, Depeche Mode, The The, Love Shop, Sort Sol, nyere The Sandmen, en snert Allan Olsen, you name it.
På Ransager Ruiner tages vi både ud i de grå aftener og tomme, vide boulevarder, som på det atmosfæriske titel- og åbningsnummer. Eftertænksomme stunder ved skrivebordet, hvor man funderer over “Breve Der Aldrig Blev Sendt”. Mere opfarende udbrud, “på gader og stræder, hvor de skinhellige forsamler sig” på den udstillende “De Skinhelliges tid”. Men vi ender i det rolige og reflekterende hjørne på albummets afsluttende og mest nedtonede nummer, “Mig og Minibaren”.
Hvad gør man, når det hele bliver for meget, bukserne strammer, slipset kvæler og skoene trykker? Man har fået nok af at ransage de der ruiner, spekulere over breve der ikke blev sendt og har lyst til både af gammelmandsdanse og råbe det ud? Man kunne smide de 10 numre på Ransager Ruiner på og se om det ikke kunne være en ventil.
Falderebet og Arvin fremstår ikke som en reaktionær “old man yells at cloud”, men er et mere reflekteret udfald og opråb. Og et, der er lige så meget rettet mod afsenderen selv, som resten af byen og omverdenen. Samtidig er det bare godt håndværk med plads til knaster og splinter, så det kan kradse tilpas.
Af Ken Damgaard Thomsen
