Evra: Lightbearer ★★★★★☆

0
1911
views

Evra er et navn der har ulmet i undergrunden og rykket livescener rundt i knap 2 år, nu kigger de endelig for alvor op til overfladen og slipper Lightbearer løs på verden. Et homogent, gennemarbejdet og trimmet værk på 29 minutter, der formår at kombinere både vildskab og melodiøsitet i en næsten perfekt dosering.

De redskaber Evra benytter på deres 9 numre lange album er egentlig ganske velkendte, i hvert fald hver for sig – men den vellykkede kombination af dem, er det der giver Evra et særpræg og får dem til at virke som et frisk pust. Fundamentet er to-delt, hvor første del består af elementer fra hardcore, især den arrige skrige/råbe vokal, visse dele af sangstrukturen når det går mest kaotisk for sig og den hidsige, indebrændte og alligevel udfarende energi. Anden del er mere tung og melodisk rocket, hvor man fornemmer stoner-rumlen og  perioder hvor musikken rummer et helt metallisk groove.

Finten er, at blandingen af genrer hænger umanerligt godt sammen, så det ikke virker som løst forbundne brudstykker eller et hakkende mash up. Genrerne hvirvler ud og ind af hinanden i løbet af Lightbearer, ofte i samme nummer, uden at det bliver rodet, uoverskueligt eller fragmenteret.

I det hele taget er den helt store styrke hos Evra, at musikken og pladen fremstår meget gennemtænkt og velovervejet. Numrene virker nærmest som ét langt sammenhængende værk, delt op i 9 mindre sekvenser, eller måske et koncentreret live-sæt, fanget på plade. Der er flydende overgange mellem sangene, hvor afslutningen i det foregående bygger op, og danner bro, til, det efterfølgende – vel at mærke uden at det bliver så tydeligt, at du ikke kan høre de enkelte sange isoleret også. Det er fandeme godt skruet sammen.

Jamen det lyder jo alt sammen fremragende, så hvorfor ikke 6 stjerner? Jo, fordi gammelfar her lige mister pusten en smule på anden halvdel af albummet, hvor jeg ender med at miste koncentrationen under næstsidste nummer, “Let Them Fall”. Samtidig så mangler jeg måske lige et enkelt nummer eller to mere (“Washed Away” er fantastisk) der hæver sig over resten og hiver pladen helt op på absolut topkarakter. Men det var måske gået ud over den glimrende sammenhæng og det homogene flow pladen indeholder – man kan sgu nok ikke få det hele…

Når det er sagt, så er sangskrivnings- og bundniveauet overordnet så utroligt højt, at det næsten er misvisende at ordet “bund” inddrages i nogen form for sammenhæng – så man overlever, at det kan være lidt vanskeligt at huske de enkelte numre/titler fra hinanden efter endt lytning. Du kan/bør jo bare høre hele skidtet ud i et!

“Washed Away”, som jeg lige fik namedroppet, er et af de tydeligste højdepunkter, og et isoleret nummer jeg husker efterfølgende. Det stikker simpelthen ud. Både fordi det er en af Evra’s mest ambitiøse stunder, med en del tempo- og stilskift (noget der praktiseres flere steder), men her kombineret med et helt uimodståeligt metallisk groove og så meget kraft at man bare skylles med den stærke strøm. Afslutningen på foregående nummer, “Enola”, hvor der mod slut geares ned og rumles kraftigt igennem har bygget glimrende op til indledningen på “Washed Away”, hvor sluserne åbnes fra start og sangen sparkes i gang med det mægtige omkvæd. Herefter veksles der med sikker hånd mellem mere hardcore-klingende flader og det store, tunge melodiske metalomkvæd. Pissefedt nummer. Og et godt eksempel på det jeg nævnte indledningsvis med, at numrene bygger op til hinanden, hænger sammen og skaber en større helhed.

At der netop er tænkt i et større perspektiv og helhed viser rammen på Lightbearer også, fra indledningen med den instrumentale åbner “I Lysets Skær” til den korte, men potente, lukker “Formørket: The End”. Fra lys til mørke. Sidstnævnte er dansksproget, resten, minus den instrumentale åbner, er på engelsk.

Variation er der masser af i løbet af albummet, hvor du kan moshe eller løbe i rundkreds under den hektiske “The Occultist”, smide lænkerne og vippe med på førnævnte “Enola’s” pulserende metalriff og råber med på “set me free from these chains of conformity”, eller bare få en højoktan lussing lige i fjæset med det egentlige åbningsnummer, “Curse Of the Moon” – så går det løs! Evra spænder vidt og Lightbearer rummer sådan lidt for enhver smag, men det er følelsen af velovervejet dosering og en mening med tingene, der imponerer mest.

Det kræver også momentvis mådehold og tålmodighed, så man ikke bare lader kræfterne få frit spil, eksempelvis demonstreret på fornem vis i “Paranoia”. Efter en atmosfærisk og kontrolleret indledning slippes tøjlerne mere, vi bevæger os videre til noget der trækker godt i nakkemuskulaturen, inden Evra bremser helt ned halvvejs igennem nummeret og begynder at ulme og bygge op. Et langt skrig sætter nummeret fri og slutningen brøles i møde. En slutning der igen går direkte over i næste nummer, titelsangen “Lightbearer”, så “Paranoia” både virker som en kraftudladning i sig selv og noget der bruges til at komme videre på albummet.

Lightbearer er et album gennemstrømmet af en følelse af fremdrift, målrettethed og bevægelse, skubbet frem et velkomponeret og medrivende genre-opkog med den helt rette konsistens. Der er masser af dynamik, men det bliver aldrig anmassende eller dikterende – dertil er Evra’s timing og sans for at variere tempo og lydtryk, samt deres overblik, for veludviklet.

Lightbearer rykker én rundt og river én med på samme tid. Vi er et mulehår fra topkarakter, men ender på 5 af de store.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Evra på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.