Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Esben Hansen: NYX ★★★★☆☆

Esben Hansen: NYX ★★★★☆☆

1043
0

Fra antikkens Rom og Athen til nutidens kølige Skandinavien, Esben Hansen tager en med ud på en ambitiøs, poetisk rejse, hvor den endelige dom nok i høj grad afhænger af den enkelte lytters appetit på kunst.

Af og til får man en udgivelse mellem hænderne, i dette tilfælde i overført betydning da jeg kun har den i digital form, selvom den findes i en fysisk, hvor man overvejer om det overhovedet giver mening, at bedømme den ud fra en stjerneskala. Jeg har eksempelvis haft et album der samtidig var knyttet til en roman, eller soundscape/samtale udgivelsen Sandslotte, hvor kunsten i sig selv og hvordan man bedømmer den blev diskuteret af to unge piger på en strand.

Udgivelser, hvor det på en måde føltes forkert at sætte stjerner på, der jo i bund og grund er en form for hurtig vejledning, blikfang eller kort opsummering: er det fremragende, godt, mellem eller skidt. Nogle udgivelser har dog en form, hvor det kan virke noget begrænsende eller hvor stjernerne kommer til at virke distraherende og måske i sidste ende misvisende, da jeg egentlig bare synes man skal give det et lyt og se om det falder i ens smag, om det så lige er 3, 4 eller 5 stjerner.

hvad kan jeg sige om mit tomme kongerige?
på gaden er der ingen der lytter til de ord
din sjæl efter andre ting

Esben Hansens NYX projekt er en sådan størrelse. Udgivelsen består både at et 12 numre langt album og en avis, der eksisterer både i fysisk og digital form og er tydeligvis tænkt som en helhedsoplevelse. En hvor der både er noget til øjne og ører og som man opfordres til, at tage ind som en samlet oplevelse. Samtidig er det tydeligt, at det er et projekt der står Hansen meget nært og som der er lagt et stort arbejde, tanker og hjerteblod i. Det er, selvfølgelig (og forhåbentlig) altid tilfældet når folk skaber kunst i hvilken som helst form, men nu hvor vi er vant til “kun” at anmelde musik i lydform virker det her alligevel “større” og mere omfattende.

I sin grundform er det her en musikalsk udgivelse, et album med et dusin atmosfæriske, rolige og meditative sange, der følger en nogenlunde etableret opbygning og sangstruktur. Der er noget sakralt og andægtigt over stilen, klassisk eller muligvis gammeldags, ville nogle måske påstå. Det virker dog fuldkommen logisk og tilsigtet, da sangene udspringer af fortiden, hevet op til nutiden. En “musikalsk flaskepost fra den digitale tidsalders Skandinavien til fortidens middelhavskyster”, som Hansen selv kalder NYX. Albummet udspringer af ophold i Rom og Athen, hvor Hansen også har indsamlet en række reallyde fra byens liv og levned, mens teksterne er danske gendigtninger og frie fortolkninger af materiale fra nogle af “de første og største” digtere som  Sappho, Sulpicia, Anakreon og Pindar. I den medfølgende avis finder man, udover en beskrivelse af projektet, lyrikken, samt en række fotos af mere eller mindre mosbegroede kunstværker fra antikken. Det kan lyde en kende langhåret på skrift, og tro mig, også inden man kaster sig over det som selvbestaltet musikanmelder.

Der er en fare for, at man kommer til at sidde og kigge på disse billeder på samme måde, som når man vandrer igennem et museum fra kunstværk til kunstværk, i hvert fald en lægmand som undertegnede, og tænker “nå ja, den er da meget pæn” og så går man videre. Jeg kan godt lide museer og kunst og alt det der, men statuer, buster og den slags har aldrig sagt mig det store og det er ikke den form for kunst, der får mig til at stoppe op og reflektere dybt over tilværelsen, eller hvor fortiden pludselig begynder at tale til mig gennem en hugget stenfigur. Det tror jeg til gengæld er tilfældet med Hansen. Han virker i kontakt med denne bid af fortiden på en måde, hvor han kan kommunikere med den. Føle den, genopleve den. Og bruge den til at bygge og digte videre på med sin egen stemme.

Om han så vandrer rundt i de tomme gader som i den sagte åbner “Kongerige”, bevæger sig i menneskemylderet på “Lysvaagen”, hvor man hører reallyde fra en befærdet banegård i baggrunden eller er omgivet af fuglefløjt på …. . Turen går til Middelhavet med Hansen som guide, fra Roms travle kundepunkter til Athens tomme gader efter midnat, hvor selv de herreløse hunde er gået i seng. Her er både stilhed og plads og ro til refleksion, hvor der er tid og mulighed til at vende blikket indad. Og samtidig en slags stilhed i stormen, som i “Hvad Sker Der For Himlen?”

jeg ved at jeg på de værste dage
er en kinesisk mur hvad sker der for himlen?
blir det nogensinde forår igen?

Musikalsk er det meget smagfuldt, delikat og “følt”, men man kan også sidde med en fornemmelse af, at det er en udgivelse der er meget opsat på at være KUNST, FOR HELVEDE. Jeg bliver stedvis provokeret af den ro og “smagfuldhed”, der nærmest kan virke overbærende og selvhøjtidelig. På den anden side, er det egentlig dejligt at der stikkes lidt til mig og bare fordi det måske ikke lige helt passer til mit temperament eller humør, er det jo ikke nødvendigvis dårligt. Findes dårlig kunst overhovedet? Ja. Det her falder dog, i hvert fald rent musikalsk, ikke i den kategori. Det falder bare i kategorien “tålmodighedstest”, så jeg ligefrem sukkede højt, da jeg endelig nåede frem til 10. nummer, pudsigt nok kaldet “Suk!”. Jeg bifalder udråbstegnet.

Hvis jeg vender tilbage til billede med at tøffe rundt på et museum, så føles NYX lidt som den der skoletur, hvor man er tvunget til at blive hængende og tage stilling, selvom man tænker “OK, nu har jeg kraftedeme set nok statuer af halvnøgne grækere, hvor er samlingen med krigsvåben?”. Men det er sikkert opbyggeligt, lærerigt og endda nødvendigt, at prøve på at fordybe sig i noget, der muligvis ikke helt falder i ens smag eller som man kan sætte pris på i den grad det egentlig fortjener.

Derfor lander jeg også på en meget vejledende 4’er, mest for musikken, da det trods alt er det vi er her for. Jeg synes godt avisen kunne have været lidt mere gennemført, det er egentlig “bare” et forstørret album cover med sangteksterne, det kunne måske godt have været udført mere kunstnerisk på en eller anden vis? I hvert fald den digitale udgave, den trykte har jeg ikke haft i hænderne. Musikken kan man ikke sætte mange fingre på, reallydene kan virke som en fortænkt gimmick, når man læser om det, men i samspil med Hansens flotte, klare, skrøbelige og følelsesladede vokal og poetiske tekster giver det alligevel summen af noget større.

Og NYX er nok netop summen af nogle enkeltdele, der giver noget større. Hvor stort? Det er nok op til den enkelte lytter, ambitionerne og modet til at tænke stort og abstrakt kan man ikke andet end bifalde.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.