Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Embryo: Embryo (EP) ★★★★☆☆

Embryo: Embryo (EP) ★★★★☆☆

3960
0

Randrusianske Embryo spiller hævi, og det gør de både tungt, melodisk og overbevisende på denne selvbetitlede EP. Der kunne dog godt skæres lidt fedt fra, så EP’en var mere skarptskåren. 

De fem herrer i Embryo har tidligere gjort sig i thrash- og dødsmetal, men i Embryo er de fundet sammen om at spille heavy metal i klassisk aftapning. Det gør de ganske godt, for det første fordi de kan lave gode riffs, for det andet fordi sangene fungerer. Det er mestendels tungt, det swinger, og der er vokalstykker man har lyst til at synge med på, ligesom jeg også hurtigt fandt luftguitaren frem og riffede løs da Embryo røg på anlægget.

Tre numre er der fundet plads til på EP’en, et enkelt (‘Man of the Hour’) i relativt hurtigt tempo, mens de to øvrige begge er tunge i røven, i bedste forstand. Det starter med et dundrende og medrivende riff på ‘Unholy Thing’, som hurtigt får følgeskab af den tunge rytmesektion og herefter går det slag i slag. Især omkvædet, hvor Marcus Munk’s vokal kommer fint til udtryk, og det glimrende instrumentalstykke, hvor der bliver fyret guitarsoli af, fungerer rigtig godt. Tungt og effektivt, men måske kunne man godt have trimmet en smule af længden.

EP’ens midterste nummer, ‘Man of the Hour’, sætter fart i kludene, men selv om variationen er velkommen, holder det ikke samme niveau som de to øvrige, mere klassisk skårede heavy metal sange. Her er det en mere rocket rytme, der tramper afsted, og selv om det bestemt har sine øjeblikke undervejs, især da tempoet tages en tak ned, og der riffes tungt mod slutningen, så er ‘Man of the Hour’ i mine ører EP’ens mindst gode nummer.

Heldigvis vender Embryo tilbage til det tunge heavy-land på ‘All Will End In Sorrow’. Det er sgu også en ganske fed titel til et afsluttende nummer, og heldigvis lever sangen op til titlen. Embryo holder klædeligt tempoet i ave og lader det aldrig stikke af. Samtidig er det også et meget melodisk stærkt nummer, hvor især omkvædet smyger sig ind i hukommelsen, hvilket bandet formentlig også godt er klar over. De har i hvert fald nosserne til at afslutte med en vokalharmoni, og det fungerer faktisk temmelig godt. Igen trækker det måske lige en tand for langt ud, men alt i alt er det også et velskåret nummer, der viser at Embryo har en stor spændvidde.

Bandet har selv stået for indspilning, mix og mastering, og med det i mente er lyden ganske glimrende. Måske vil en producer kunne hjælpe med at skære numrene til fremadrettet, for Embryo har uden tvivl grundredskaberne i orden og er leveringsdygtige i både melodier og riffs, der er langt over det middelmådige. EP’en i det hele taget er bestemt også en god oplevelse. Der kunne godt ligge et glimrende og gennemført heavy metal album med både tyngde og melodi gemt i Embryo. Indtil da får luftguitaren et par ture mere, mens EP’en sniger sig op på 4 store stjerner, med ‘Unholy Thing’ og ‘All Will End In Sorrow’ som trækheste.

Du kan finde Embryo på facebook. Embryo spiller til Emergenza på Atlas i Aarhus d.5. marts og har kvalificeret sig til Battle of the Bands finalen på Fermaten i Herning d.17. april.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

Previous articleBlack Swamp Water: Hellride (EP) ★★★★☆☆
Next articleThe Francis Desire – The Kid – 16/2 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.