Templet lokkede med Downtown July lørdag aften. De vandt en ny fan, blandt de mange i forvejen omvendt, der dukkede op til en udsolgt koncert i Lyngby.
Engang havde jeg en, synes jeg selv, ærværdig ambition om at besøge de mere regionalt placerede spillesteder i Storkøbenhavn og opland så ofte som muligt. Bare for at komme lidt ud af byen, give dem lidt velfortjent opmærksomhed og det faktum at de ofte har virkelig stærke programmer.
Er en koncert med et større eller mellemstort dansk navn udsolgt i indre by, så kan man med held ofte zoome lidt ud på kortet. Og finde en tilsvarende koncert med samme kunstnere uden, at skulle længere væk end eksempelvis Forbrændingen i Albertslund, Richters i Gladsaxe/Søborg eller Templet i Lyngby.
Ambitionen strandede vist lidt i at jeg fik tiltagende sværere ved at lette røven og bevæge den ud af Herlev – især i weekender. Det ene med det andet, man er jo ikke længere en vårhare osv, undskyldninger kan jeg finde mange af.
Men at det er 11 år (!!!) siden jeg var i Templet senest kommer noget bag på mig. 11?!? Her oplevede jeg en metalaften med Redwood Hill, Rising, Electric Hellride og Spitanger. Solidt line up, og hey, Redwood Hill lever da stadig og det gør Templet altså også uden min ringe opbakning.
Nu blev jeg så endelig lokket ud af mit selvvalgte eksil i Herlev og tilbage i de intime rammer i Templet. Med plads til omkring 160 gæster er det ikke et kæmpe tempel, men rammerne i Lyngby er intime, hyggelige og rustikke.
Hvad kan så lokke 160 mennesker og trække fuldt hus i Kongens Lyngby en mørk, småkølig og fugtig lørdag i marts? Et band, som af mange er spået et større gennembrud her i 2026, efter de vandt DRs Karrierekanonen i 2025 og udsendte et rigtig godt, selvbevidst- og sikkert debutalbum i slutningen af februar.
Downtown July har kort sagt vind i sejlene og det der lidt udefinerbare “momentum”, hvor man både kan se på konkrete resultater og læner sig lidt op af en mavefornemmelse. Der er noget i luften, har nok været det siden deres fine debut-EP i 2022 og en række singler de følgende år.
Der er bygget langsomt og tålmodigt op, og nu er fundamentet tilsyneladende stærkt nok til at kunne bære en 12 datoer lang turne i Danmark og en sviptur over grænsen fra slut-februar og de kommende 2 måneder.
Ikke helt skidt klaret af en gruppe venner fra Silkeborg, der lover en østjysk kærlighedsinvasion på deres hjemmeside. Bevæbnet med sange om den der kærlighed, at være ung og nærme sig det der med at være voksen og andre ret velkendte temaer.
Det heller ikke fordi at de overrasker voldsomt, hvad den musikalske indpakning af på overfladen velkendte temaer angår. Et kærlighedsbarn mellem TV2 og Patina, har nogen kaldt dem. OK, det kan vi da godt sige. Men der er også indie pop/rock, lidt funky tendenser, endda en smule jazzy stemning på deres tidligste sange fra 2020.
På deres debutalbum Kravler Før Vi Går er både de mest gymnasie-funky tendenser og jazzede klange siet fra, og udtrykket tæmmet og trimmet. De rammer en tone og klang, der kunne kaldes “oppe i tiden”. Om det så er bandet der rammer tiden, tiden der rammer bandet, vice versa, er altid svært at afgøre. Det afgørende er at tiden synes at være Downtown Julys lige nu – eller snart?
Dømt ud fra fremmødet til et band, som vil stadig må betegnes som værende upcoming, ser det bestemt lovende ud.
Allerede en halv time inden annonceret koncertstart var den lille sal pænt fyldt og summer af liv. Jeg huskede stedet som større?! Nuvel 11 års slid på hukommelsen og alt det der…
Snakken var oppe på mellem 78 og 83 db i følge lydpulten, lad os få noget musik, bitte!
Vilda og hendes dagbog
ÅH NEJ! Det var min umiddelbar panikreaktion, da ekstremt krølhårede Vilda, flankeret af en guitarist, gik på scenen og fortalte at hun havde taget hendes dagbog med og om vi ville høre noget fra den? “Jeg er pisse nervøs”, fik hun også forklaret. Og sagt NICE for første, men bestemt ikke sidste gang.
Ikke dagbogslyrik, jeg ORKER DET IKKE.
Det var også cirka som forventet/frygtet, hvis man som jeg lod sig overmande af sine fordomme og/eller værste/bedste instinkter. Små halv-færdigt klingende sange, måske med en melodi derinde et sted med tekster om eks-kærsten, Nørrebro og datinglivet.
Temmelig fjernt fra min tilværelse som delvist udbrændt/mentalt og fysisk nedslidt ringvrag/kyniker på næsten 47. Og mand. Føj.
Så fik vi lidt indblik i Vildas følelsesliv og tilværelse, som også inkluderede at hun havde slæbt en date med i Templet. “HEJ JEPPE”, brølede Vilda ud i mørket i retning af den sagesløse date. Not nice for Jeppe, tænker jeg, hun undskyldte da også hurtigt.
OK, det her var tydeligvis ikke til eller for mig. Det erkender jeg gerne. Ikke lige min type date, sorry – vi lever nok begge to lykkeligt videre på hver vores side af hegnet.
DET sagt. Sangene her virkede noget afpillede i den måde, som de blev præsenteret på. Det kan rettes til i indspillede og færdige versioner. Jeg kunne godt se, hvad nogen ville kunne finde tiltalende i den hverdagsagtige tankestrøm og dagbogsstil, som Vilda snakke-sang numrene på.
Nummeret “Syv-syv”, der handlede om at opdele/dele Nørrebro mellem sig (med eksen), i en art syv-syv ordning, så man ikke løber på hinanden, har en fin præmis. Og den afsluttende “The One The Got Away” havde en fin krog og noget syng-med-potentiale i omkvædet.
Og så blev hun ikke hængende længe nok til at det blev belastende med blot 20 minutters tid (næsten) alene i spotlyset. Til gengæld var jeg ved at få lidt ømme tæer, da hun nærmest stod i dansede ovenpå mine fødder i begyndelsen af Downtown July koncerten – men så er vi vel på en måde kvit tænker jeg?
Downtown July
Lad os starte med de virkelig gode nyheder: efter først at have fundet ro ved 3-tiden i nat, var jeg oppe og i gang lidt over 7. Da jeg tjekkede min næsten færdige anmeldelse fra i går var alt tekst forsvundet… 2 timers arbejde fra ulvetimen efter hjemkomst fra koncerten intet sted af finde… well, fuck.
Så nu har jeg forsøgt at genskabe genkaldelsen af de følelser, som koncerten efterlod engang i noget der var “nu’et”- Det gør naturligt at noget går tabt, mister sin spontanitet og energi – måske var det bedst at lade være?
For Downtown July virker meget som en “NU” oplevelse, hvor bandet får musikken til at ånde, leve og vibrere. I dette tilfælde i et lille, propfyldt lokale, der ikke blev større af at folk vuggede, dansede og skrålede med som meget som de fysiske rammer tillod – har Downtown July sået noget, der i dén grad spirer i vækstlaget og fået græsrødderne hævet med ind i Templet?
Eneste lille minus var at første nummer stod uskarp grundet lyden, så jeg havde svært ved at afkode, hvad der blev spillet og ikke mindst sunget. Derefter fik Downtown July sparket porten til Templet ind og holdt en fest på deres egen særegne OG publikums præmisser
Fra “Ekko”, over de enkeltstående singler “Du Jo Glad” og “Min Baltazar”, og en del materiale fra den aktuelle debutplade, til “Rundt” lukkede over en time senere, havde midt/østjyderne og publikum en fest. Der var nemlig noget ikke helt uvæsentlig i luften. En fornemmelse af fællesskab og symbiose mellem band og de fremmødte.
Stort set alt svingede denne lørdag aften, inklusive bandet og publikums løse lemmer til toner, der ellers kan fremstå en smule (tilstræbt) stramt og hakkende i studieversionerne. Det 5 personer store orkester, live udvidet med yderligere 2 så der i alt var 7 mennesker presset ind på Templets begrænsede scenegulv, løftede disse studieversioner til nye højder.
Efter den lidt afventende og knugende start blev der løsnet op allerede i andet nummer, “Ekko”. Og dernæst så band og publikum sig ikke tilbage de næste 5 kvarter! Ja, Downtown July spillede 1 time og 15 minutter, noget jeg for et (respektfuldt ment) band af denne størrelse normalt ville karakterisere som selvmordsforsøg.
Bandet havde sangene. De havde evnerne. Publikums gunst. Og jeg kedede mig ikke et øjeblik, eller syntes seancen trak unødigt ud. Jeg har været til utallige (jeg har ikke talt) koncerter med upcoming bands, og jeg har været til mange, hvor 40 minutter (eller mindre) virker som lang tid. 5 kvarter er uhørt.
Det taler selvfølgelig både for kvaliteten af materialet, der som nævnt var endnu bedre live – et nummer som “Polaroid”, som jeg åbenbart komplet undervurderede på Kravler Før Vi Går, voksede til noget stort og kulminerede i et a capella/kor klimaks. Det taler for kvaliteten af bandet som live performere, at løfte materialet og kunne holde det flyvende i over en time.
“Du Jo Glad” (fra 2021) synes jeg er en noget flad oplevelse i den indspillede version, live fløj den og blev modtaget af publikum som en gammel ven. Bandet fremstod også sammentømret, som en gruppe gamle venner, der med overblik følger og kender hinanden indgående.
De udstrålede en naturlig selvtillid og ro, som man ikke kun kan øve sig til. Frontperson Leo Høj, der synger og optræder fantastisk, er nem at fremhæve, men løb langtfra med al opmærksomhed og ære. Alle fik plads, lov til at skinne og fremstod nødvendige for helheden. Et ægte band, hvor man ikke bare kan udskifte et led uden at det ville kunne mærkes.
Der blev også demonstreret mådehold og sans for timing og dosering i den forbindelse. Det kan nemt stikke af, når man er dygtig, så det ender i lir. Eller alle skal have FOR meget plads, her VAR der plads og Downtown July slap flot fra, at trække sange ud med nogle soli og lignende uden at der gik rundhyl og overkompensation i den.
Bandet har glimrende timing og sans for opbygning af et sæt, så det har den rette spændingskurve. Det kan ikke bare være peak på peak, man er nødt til at bygge op, tage den ned og så op igen. Eller lege med numrene, hvilket Downtown July gang på gang viste at de ikke var bange for. Således blev den på pladen roligt vuggende “Fravær” præsenteret i en alternativ version, der var mere luftig og atmosfærisk. Indtil den svulmede op i lyd og blev massiv.
Et af bandets nyere hits, “Ku’ Vi” blev indledt med et effektivt tromme-intermezzo, inden det elegant gled over i nummeret. Uden at gøre nogen til personlig kæledægge så har bandet et giftigt ekstra våben i den trommeslager. Kan man på samme tid se så glad og overskudsagtig ud, mens man spiller uden at det bliver irriterende og øretæveindbydende?
Det føles som om, der er plads til alle i og hos Downtown July. Også i deres afvekslende numre. Er det jazzy-funky indiepop/rock de spiller? Det ene øjeblik kan det virke hyggeligt, eller naivt, næsten blåøjet rent lyrisk. Et øjeblik senere ulmer alvoren.
Der er mange nuancer at finde og dykke ned i her. Som når det i “For Gamle Ting” lyder:
Du lukker i, og holder tæt
Smager på ordene, før du gi’r dem væk
Ta’r en chance, og nu’ den væk
Tørrer dine hænder af, og holder kæft
Du river min ryg til blods, når vi boller
Eller i “Hvorfor Ka’ Det Noget” fra Alt Latter Bliver Til Ekko EPen:
For jeg står og venter, på at du slår
Og hvorfor? Hvorfor ka’ det noget?
For jeg står og håber, på at du slår
Og hvorfor? Hvorfor ka’ det noget?
Enhver idiot ville ha’ gået før mig
Før vi druknede os selv, i sommerregn
Bearbеjdning af minder, vendt på vrangen
Mеd hver en løgn skrevet ned i sang
Vent, hvad? Hvad handler det her ellers uskyldigt klingende lige om? Og hvorfor ka’ det noget?!
Helt forrygende nummer i øvrigt, hvordan det undgik min radar i 2022 kan jeg kun beklage. Det KA’ noget, og det kan det univers, musikalsk såvel som lyrisk, som Downtown July suger en ind i også.
Der er nuancer, modstridende følelser, sårbarhed, forvirring, tvivl, begær, bagateller, komplekse drifter, lyst til livet. Lyst til meget mere og det hele, som det fornemt illustreres på eksempelvis en forrygende “Lyst Til”, der blev kronet med forlænget outro, guitar fræs og en guitarist der bare havde brug for at RÅBE det ud, som guitaren ikke kunne klare.
Downtown July virker netop komplekse og dermed ægte. Det er ikke én-dimensionelt, hverken deres mangefacetterede toner eller tekster. Hvilket gør at skidtet lever og bliver relaterbart. Og man føler sig velkommen – kom som du er. Dans “grimt” og lidt kikset, bare gør det. Syng det ud, hvis det ikke er nok, så råb!
“Vær dig selv”-energi, også selvom det kan føles grænseoverskridende, for meget eller som om man blotter sig. Det er noget af det jeg føler er tilstede i Downtown Julys musik og det rum, som de lukker en ind i – og deler med publikum. Der som nævnt, bare for at understrege det, gavmildt gav tilbage fra den proppede og tiltagende lumre sal.
“Giv mig noget at leve for, giv mig nogen dø for”, gjaldede ud og rundt rundt rundt i Templet da tonerne af “Rundt” blev slutningen på aftenen. Det kunne næsten stå som en art mantra for bandet og deres musik, sammen med “sparrer op til det bli’r forår // Bruger alt på at glemme det var vinter // Lortet går som det går”, fra samme sang.
Håbefuldt, det skal nok gå, eller? Lortet går som det går og det går rundt rundt rundt rundt…
Downtown July, brug og følg den mavefornemmelse og veludviklede intuition i så tydeligt demonstrerede i Templet. Så skal det sgu’ nok gå for jer, så I lander lige nøjagtig der, hvor I skal og hører hjemme.
Og det burde som et stort NB og krølle på det hele have været som en del af First Days/Rising programmet på sommerens Roskilde Festival – det er ommer, Roskilde.
Omvendt er det muligvis en gave i forklædning for at tvinge Downtown July ned i et format og en ramme, hvor de kun har 40 minutter til at folde sig ud virker lige så kriminelt, som at overse dem. Bare book dem til selve festivalen, de har i hvert fald til 5 kvarter og får det til at se nemt ud…
Jeg gik ind som forsigtig optimist, der måske ikke helt synes at musikken lige var min personlige smag. Og kom ud som fan. Fan af bandet. Det ka’ noget.
Af Ken Damgaard Thomsen
