En af vinderne af DRs Karrierekanonen 2025, Downtown July, er aktuelle med deres debutalbum Kravler Før Vi Går. Et album, der viser et ungt band med lyst til livet og til at smage på det hele og som sagtens kan holde sig oprejst.
De har også taget sig god tid med deres østjyske kærlighedsinvasion, som de selv benævner bandet og deres mission. Er det så at sprede kærlighed eller kræve den fra resten af os? Begge dele, og begge dele burde være opnåelige efter at have lyttet til Kravler Før Vi Går.
Første lyd fra kvintetten kom helt tilbage i 2020, efterfulgt af spredte enkeltstående singler og en EP i 2022. Om det var coronaen, der lagde en dæmper på tingene, at bandet bare kan lide at tage sig tid til at kravle, inden de går eller livet generelt, som har spillet ind, ved jeg ikke.
Jeg har sporadisk lagt mærke til, at der var små livstegn, men ikke rigtig bidt mærke i det og dem for alvor. Der var ellers masser af roser til singlen “Ku’ Vi”, da jeg anmeldte den i Repeatlisten 2025 #2, og kaldte sangen en formfuldendt og komplet single. Inden jeg i efteråret tilfældigt hørte nummeret “Lyst Til”, trængte Downtown July dog ikke helt ind – måske fordi deres dansable og ungdommelige indiepop ikke lige var min smag? “Lyst Til” ramte plet!
“Lyst Til” er så vidt jeg kan se ikke officielt en single, i hvert fald figurerer den ikke længere på Spotify som en sådan. Heller ikke “Ku’ Vi” kan jeg længere se ligge som single, modsat deres tidligere enkeltstående single-udspil. Heldigvis er begge inkluderet på Kravler Før Vi Går, hvor de også er blandt højdepunkterne på det 12 numre lange album fordelt på knap 40 minutter.
Her viser Downtown July at de er vokset og har udviklet sig siden eksempelvis singlen “Larm”, der udkom tilbage i 2023. Det nummer har nogle “børnesygdomme”, som de nu synes at have rystet af sig. En tendens til (i mine ører) lidt for “gymnasie klingende” indie-funky tendenser. Der er stadig spor af det, eksempelvis i “Lyst Til” og dens boblende melodi, men det virker langt mere tøjlet, veldoseret og bruges til at skubbe det fantastiske nummer fremad. Frem for at stå og lire lidt på stedet.
Bandet kan nemlig spille, det kunne de også på “Larm”, da fik den måske bare lidt for meget ungdommelig kådhed. Dengang, som nu, er det dog ikke kun det fine samspil og energien, der hæver Downtown July over gennemsnittet. De har et ikke så hemmeligt våben i frontperson og sanger Leo Høj, der virker født til at synge og performe. Ja, jeg bilder mig ind, at man på indspilningen nærmest kan høre (og se) Høj performe sang og lyrik.
Høj og resten af gruppen (ingen nævnt, ingen glemt!) strutter af spillelyst, liv og lyst til og mod på livet. Med alle de usikkerheder, op- og nedture, der naturligt hører med. Det emmer af en indgroet oprigtighed, noget intuitivt organisk, når Høj synger om et liv med lyst til det hele – og meget mere af det.
Bruge dagene i sengen
Læber med spor af nikotin
Således begynder “Ku’ Vi”, og på to linjer får de etableret en scene og nogle billeder, genkendelige følelser og noget, som fortæller mere end bare ordene. Der er to i sengen, som udforsker og undersøger hinanden – her set gennem den enes perspektiv. Der beskrives både almene følelser og små detaljer, der gør sangen meget visuel og relaterbar.
Sproget og teksterne lever hos Downtown July, hvilket gør at de ofte vokser og bliver, ja, levende. Hvilket på fornem vis matches af den vibrerende musik. Men det er ikke bare begær, lyst til at “bolle mere” eller andre fornøjelser, som dominerer Kravler Før Vi Går. Den dramatiske indie-rockende “Døde Venner” er anderledes alvorstung, hvor første vers eksempelvis lyder:
Med pis på bukserne og jord i hovedet
Vader jeg rundt
I min brugte krop
For at finde noget der ska’ live mig op
Et opfundet sikkerhedsnet hvor alle falder
Igennem når man troede nogen vil gribe
Der er plads til eftertænksomhed på Kravler Før Vi Går, som her på “Døde Venner”, hvor livet og at leve det dog stadig virker som et centralt omdrejningspunkt. Eller i hvert fald en form for rød tråd gennem pladen. Her, hvor døden på en måde bliver en motiverende faktor for at finde “nogen” og føle noget “før vi forsvinder”.
Eksperimenter er der også plads til, som det vellykkede intermezzo “Bygget Forkert”, cirka midt på pladen. Det er en art collage af lyd, eller indtalt selvhjælpsmantra, der lyder som noget man kan sidde og meditere til/over, når man føler sig forkert. Der lægges ud med en kvinde, der instruerer, men langsomt dukker andre stemmer op og tager over. Det går fra zen til usikkerhed, tvivl og ukendte stemmer og menneskers følelse af at være bygget forkert.
Det er vel en skyggeside af at have lyst til livet, ville smage på det eller at se andre gøre det. Der følger naturligt også tvivl med, man fornemmer også en lurende følelse af FOMO – kan man nå det hele? Er mere nok? Hvor meget er mon FOR meget? Er man god nok? Passer man ind eller er man bygget forkert og ikke egnet til alt det her?
Downtown July er ikke bygget forkert, men vi undgår ikke helt et par små bump inden vi når i mål. Lidt sort/hvidt kan man sige, at pladen er front loaded og første halvdel nemmest at komme igennem.
På pladens anden halvdel går det lidt i tomgang for mig rent musikalsk på balladen “Du Gør Mig Smuk”, og numre som “Lad Mig Stå” og “Polaroid” gør heller ikke det store for mig. De er bestemt ikke dårlige, men falder enten ikke i min smag, eller kommer en lille smule til kort i forhold til bandets stærkere materiale.
Til gengæld rundes der flot af med den vidunderlige “For Gamle Ting”, hvor bandets lyd bliver helt luftig og stiger til vejrs. Der er opdrift, en fornemmelse af at svæve vægtløs rundt omgivet af lyse og varme farver, mens vokalen ligger som en let brise, der glider ud mod horisonten. Ud i livet?
“Leo drømmer om at bo på Orange Scene og blive den non-binære version af Kristian Koch”, kan man læse i bandets præsentation af dem selv på deres hjemmeside. Det fik mig af en eller anden grund til at små-grine og tænke “tja, ingen af delene er sikkert umuligt”. Der er meget på Kravler Før Vi Går og omkring Downtown July, der kunne tyde på, at en drøm om Orange ikke behøver ligge langt ude i fremtiden.
Det her BURDE simpelthen være en plade og en række numre, der sikrer et bredere gennembrud. Og hvis ikke Orange, så i hvert fald en anden scene på Roskilde Festival til sommer – og festivaler landet rundt.
Af Ken Damgaard Thomsen
