Døgnkiosk er tilbage med en omgang skramlet punkrock, der er alt andet en konform og kompromissøgende. Tæt På Kanten er heller ikke unødigt konfliktsøgende, men forsøger i stedet at få folk ud af midtersporet og de fastlåste rammer.
Der er noget råddent i Danmark, hvis man skal konkludere noget ud fra Døgnkiosks tekster og budskaber på deres seneste album, Tæt På Kanten. Det er ikke en decideret hentydning til at landet er tæt på kanten. Mere end opfordring til os om at søge ud mod kanterne her i livet og bryde med rammer og mønstre.
Rammer og mønstre, der blandt andet er et resultat af den førte politik og dermed også indbyggernes mentalitet. I skrivende stund lever vi i Lars Løkkes næsten-drømmeland, endnu en regering henover midten er i sigte. Dog med en rød/lilla nuance, han sikkert helst havde undgået. 4 år mere i en form for midterrabat, det er næppe Døgnkiosks drømmescenarie.
Døgnkiosk er punkrock fra Midtjylland. Men ikke af den snorlige slags, hvor de bare rocker derudaf med punket nerve og energi. Det gør de OGSÅ. Men Kiosken har bredere og mere skævt udvalgt end en standardiseret 7-11. Her er plads til snakke-sang, som på den næsten beatrockende “Rødt Lys”. “Lille Fugl” er en sær sag, hvor Døgnkiosk flirter med en slags art-pop/punk. På “Kærlighed og smeltevand” leger de med robotstemmer, så nummeret stedvis lyder som Kraftwerk, der spiller punk.
De to vokaler skaber både dynamik og kontraster, pladen igennem, den ene rolig i sin levering og stemmeføring, den anden skinger og tæt på at krakelerer. Ro og vanvid side om side. Sidstnævnte er punkens stemme, der dog også bærer de mere beat-rockede passager og tendenser. Den førstnævnte er den sindige poet, der sørger for at Døgnkiosks lyd og sange ikke løber helt af sporet.
Følelsen af, truslen om, at musikken og den ene vokal kan ryge i grøften hvert øjeblik er med til at give en følelse af galskab og uforudsigelighed. Hvilket harmonerer godt med det brogede genreudvalg i Døgnkiosken.
Slagger Lund dukker op i tågerne på “Drømme på Skinner”, en fabulerende feberdrøm, hvor tempo og stemning befinder sig ret langt fra punken. Men alligevel ikke langt fra Døgnkiosks særegne lyd og stemning på Tæt På Kanten. Det er en små-syret, krøllet og sært dragende dans på kanten, hvor det gælder om at holde balancen.
Helt passende dukker Slagger Lund op i en kort cameo senere på pladen, på det 24 sekunder korte krøllede indspark “Virkelighed nok til alle” med ordene “I Finland har de 1000 ord for Døgnkiosk… der er virkelighed nok til alle”. Ovenpå en bund af noget underlægningsmusik jeg ville kalde “lounge-techno”.
Denne leg med lyden går igen hele vejen igennem Tæt På Kanten. Jeg vil ikke gå så vidt at kalde palden dansabel, men den har en understrøm af det. Fra åbneren “Egne Ord” (hvor Dylans Blood on the Tracks refereres på ganske raffineret vis) over “Et Liv” og singlen “Lille Fugl”. Det er tre eksempler på numre med en dunkende, næsten maskinel puls, der giver en lyst til at danse grimt.
Sidstnævnte er nærmest art-poppet spillemandsmusik, der kunne minde om netop Slagger Lund eller et undergrundsnavn som Mørtel. Og så fortsætter sangen og noget af stemningen direkte over i den snerrende og aggressive punkbrøler “Rødt Lys”. Hvor der går snakke-beatpoesi i den halvvejs, inden sangen hamrer over for rødt mod slut igen.
Ja, det er sært inde i denne Døgnkiosk. Dog for mig ikke på en måde, der støder væk eller bliver sær bare for at være det. Der lader til at være en mening og retning med og i galskaben. Og en poetisk nerve, som gør de mere samfundskritiske og politiske stikpiller nemmere at sluge. Døgnkiosk bruger ikke jungletrommer, skriger paroler og sætter ild til barrikaderne. De ser normaliteten, konformiteten og det konsensussøgende og forsøger at presse ud mod mere spændende kanter.
“Det gælder om at positionere sig / Det gælder i alle livets sammenhænge / Finde det ståsted hvorfra man kan se det hele / det er ofte i midten // I midten, der kan man se det hele / men der er som regel også røvkedeligt i midten”.
Sådan snakke-synges “Langt Fra Kanten” (er det et slags omvendt titelnummer?) i gang, hvor Døgnkiosk stiller skarpt på netop at holde sig skarp. Ikke sidde fast i den samme rille, befri dit liv (som Spacy siger i Midt om Natten) og alt det der. Pakket ind i en snurrende og pulserende post-punket rastløs lyd, der giver en følelse af at blive presset ufrivilligt hen mod og ud over kanten.
På mange måder får Døgnkiosk mig til at tænke på Kliché. Det er stedvis militant i sin klang og attitude, poppet og poetisk på andre tidspunkter. Der er en sitrende nerve, og manisk energi. En rablende galskab får lov til at kigge frem, men den virker mere som et oprør og opråb mod konformiteten og vanetænkning frem for regulær sindssyge.
Døgnkiosk bevæger sig tæt på kanten af musikalsk sund fornuft, men det er slet ikke tosset. Det er faktisk et lille mirakel, hvor Døgnkiosk får presset rigtig meget ind i 12 numre og 32 minutters spilletid.
Du kan råbe med, du kan danse til det og du bliver udfordret, fordi afsenderne nægter at følge etablerede spilleregler. Og du får tilmed lidt at tænke over. Tæt På Kanten er sgu’ lidt af en kioskbasker.
Af Ken Damgaard Thomsen
