Decorate.Decorate, er tilbage efter år 15 års pladepause, og verden er jo heldigvis blevet et bedre sted siden, så ingen grund til tungsind. OK, er men har DERES mørke rock stadig relevans i slutningen af 2025?
Kort svar: ja. Lidt længere…
Decorate.Decorate. huserede i første omgang, og markerede sig med to plader og som et stærkt liveband, fra midt-nullerne og en lille håndfuld år frem.
Deres seneste album kom i 2009, da snakkede alle om finanskrise og Facebook var en relativt ny ting. Inden da havde bandet ud over at udsende roste plader, blandt andet nået at spille på Roskilde Festival. Og så blev der pludselig stille.
Indtil 2022, hvor bandet pludselig fik kløe i fingrene igen og spillede en one-off genforeningskoncert foran et fyldt Loppen. Det gav tilsyneladende mere kløe og smag på mere. Så midt under en anden krise, corona pandemien, fandt gruppen sammen igen og begyndte at arbejde på nye sang.
Det er altså en gruppe, hvis to epoker på en måde er hvis ikke præget, så omgivet af tidsånd præget af verdensomspændende kriser. Eller, det er i hvert fald mit måske lidt søgte forsøg på at skabe noget kontekst til bandets fortrinsvis dunkle og ildevarslende univers. Der er jo sådan set ikke noget behov for at hænge det op på loftet konkret, dommedag og undergang går aldrig helt af mode.
Swerve of Atoms er gennemvædet af disse mørke tråde af noget ulmende ubehag og faretruende. Det er ikke et band, som er blevet lalleglade eller super optimistiske med årene. Man kunne dog sagtens frygte, at en så lang pause ville hægte dem af rent musikalsk. Eller få dem til at lyde som et produkt af deres første tid. Her kommer konteksten ind, der hænger stadig mørke skyer over verden. Eller igen. I en eller anden form.
Så er det muligt at pladen lægger ud med “A Sun”, men det er ikke ligefrem en der spreder lys og varme! Det er et stort nummer. KÆMPE. I sin lyd og dramaet. Jeg har allerede rost den, da den udkom som en tidlig single tilbage i måned. Den modner som god vin, men er “desværre” måske også albummets meget tidlige højdepunkt.
Nu er det jo ingen skam at lægge ud med det stærkeste nummer, eller unormalt. Jeg har mange plader af den slags i samlingen. Men der er unægteligt en risiko for, at den kulsorte dommedagsklingende hymne overskygger resten af Swerve of Atoms. Hvilket ville være en skam, for der er meget godt at finde blandt de resterende 9 numre.
Det er eksempelvis værd at hænge i samtlige knap 43 minutter, så man ikke snyder sig selv for den afsluttende “Utterly Changed Into Fire”. Her bliver det igen ganske storladent og højstemt, især i omkvædet, hvor sangen og forsanger Asbjørn Auring Grimm. “går op” efter et vers, der mere har præg af noget sang-foredrag.
Inden vi når så langt, så er der også effektive momenter, som den mere tempofyldte “Something To Hide”. Den er også valgt som singleforløber, og er nok pladens bedste bud på et radiohit. I numre som dette, og den efterfølgende “Surface Tension”, skinner inspirationen og arven fra post-punken og et 00er-band som Interpol tydeligst igennem. Både i atmosfære og lyd, hvilket bestemt ikke gør noget – men det er med til at parkere Decorate.Decorate. lidt i en bås eller tidslomme.
De fine øjeblikke bremses kun delvist af et par numre, der ikke helt fanger mig i samme grad. “Brussels” og “Before The War” er der bare lidt og gør ikke så meget indtryk. Det er ikke dårlige numre, og der er ingen grund til at trykke skip. De glider bare lidt i baggrunden, inden albummet kommer ud af midt-tempodøsen igen med ovennævnte “Something To Hide” og “Surface Tension”.
De går bedre næste gang bandet sætter farten ned med den stemningsfulde “Clean”. Nok det nærmest vi kommer en ægte ballade på Swerve of Atoms. Men den følges op af “Berlin, 1946”, det eneste nummer jeg decideret ikke bryder mig om på albummet. Det er både den hakkende rytme og melodi, der skaber en skvulpende følelse, jeg ikke bryder mig om. Og vokalen, der i mine ører her, kaster sig ud i et eksperiment, som ikke helt lykkes. Det hele virker bare lidt skævt og “off”, men pluspoint for at prøve noget andet!
Apropos, så gav deres to første plader et hurtigt lyt efter jeg havde skrevet ovenstående. Og Decorate.Decorate. lyder i det store hele, som de gjorde for +15 år siden. Om det er godt eller skidt må være op til den enkelte, men de plader er stadig fine genhør og Swerve of Atoms ligger i en helt naturlig forlængelse af dem. De formår simpelthen at samle stumperne op og fortsætte som om intet var sket.
Det alene er jo egentlig ganske imponerende, man kunne måske frygte at der var gået “midaldrende mænd” hyggerock i den. I stedet fremstår Decorate.Decorate. stadig ganske vitale og vedkommende, da pausen også har gjort, at de har undgået den nok ellers uundgåelige følelse af at de er fanget i fortiden.
På en måde er det lykkes dem, at springe over den periode, hvor deres sortnede 00er rock var umoderne og genopstået, når det årtis lyd har fået en revival rundt omkring. Og sorte skyer igen er trukket ind over vores zeitgeist pga. pandemier det ene, konflikter og krige det andet. Uden at der konkret synges om disse emner virker tonen hos Decorate.Decorate. som et passende soundtrack.
Af Ken Damgaard Thomsen
