Deafheaven: New Bermuda ★★★☆☆☆

0
725
views

Blackgaze eller hipster black? Deafheaven formåede at få splittet metalmiljøet og medierne da de bragede igennem lydmuren med den roste Sunbather for et par år siden. Nu er de aktuelle med opfølgeren, der nok kommer til at skabe knap så store overskrifter og opmærksomhed i hade-klubben. Mest fordi den er pissekedelig og ligegyldig.

Ja, det var da en ukarakteristisk kort og kontant udmelding fra vores side, men inden jeg lige tager tilløb og dykker lidt ned i New Bermuda, så synes jeg lige jeg ville få konklusionen af vejen. New Bermuda indeholder kun 5 numre, men spilletiden sniger sig op over 46 minutter – efterfølgende føles det ikke som om mange af disse minutter var indsatsen værd.

Det er næsten det værste ved dette tredje album fra Deafheaven, den føles overordnet som en stor og opblæst omgang stort set ingenting, hvor spredte passager kortvarigt får gang i ens puls, men ellers er det en søvndyssende omgang hybridmetal, der som samlet værk ikke rykker det store i mig som lytter.

Det skal lige siges, at jeg ikke hader Deafheaven, jeg syntes faktisk Sunbather var et ret cool bekendtskab de første par lyt, men SÅ kedede jeg mig pludselig så voldsomt, at jeg ikke har hørt albummet siden. Måske en fejl? Hvad var problemet så? Tja, i bund og grund synes jeg deres blanding af shoegaze, post-rock, black metal og andet er ganske interessant som udgangspunkt. Udførelsen er, i hvert fald på Sunbather, også både kompetent og sådan set også medrivende nok, men det er som om der mangler et eller andet i længden. Noget… substans? Noget troværdighed? Noget menneskeligt og levende?

Jeg er normalt ikke den store tilhænger af at kalde kunstnere utroværdige, slet ikke i metal-verdenen hvor man kan komme galt af sted ved at se forkert ud i forhold til normen. Deafheaven har nok cirka gjort alt forkert med deres polerede og let nørdede udseende og så har man tilmed tilladt sig at pille ved formlen til black metal – noget af det allerhelligste indenfor den mere ekstreme metal. Det har jeg sådan set ikke problemer med.

Nej, problemerne opstår ikke fordi de gør det, de opstår fordi, uden at skele til de mere overfladiske ting, så virker det hele underligt hult og på en måde konstrueret. Og det bliver ikke bedre på New Bermuda, selv om bandet denne gang har udvidet den musikalske palet med flere nuancer og genrer. Det gør det næsten værre, faktisk. Som om der ligger en kalkuleret formel bagved, der nøje skal regne ud hvad man kan føje til udtrykket for at nå længere og bredere ud – og ikke fordi det giver kunstnerisk mening.

Det ville, efter at have lyttet de 5 numre på New Bermuda, igennem en del gange, ikke overraske mig, hvis Deafheaven have udviklet et computerprogram, som kan regne ud og fortælle lige nøjagtig hvordan de skal sætte deres byggesten sammen, så de har maksimal effekt på lytteren. I teorien. For er der noget jeg for alvor savner på New Bermuda så er det en fornemmelse af ægte følelser og mennesker af kød og blod bag den perfektionistiske og stramt orkestrerede musik. Det kører på skinner med millimeter præcision. Og man føler intet – selv om musikken i dén grad forsøger at fortælle dig, at at nu peaker nummeret altså, bliv revet med!

Jeg hader musik der insisterer på at fortælle mig hvad jeg skal gøre eller føle!

Der er dog lyspunkter i mørket, og mørkere er Deafheavens lyd da også blevet, men bare roligt, det bliver naturligvis aldrig farligt eller uhyggeligt! Det er det alt for forudsigeligt, poleret, strømlinet og vellydende til, som på “Come Back”, hvor det vitterligt lyder som om de forsøger at lyde så farlige og hårde som muligt, men det giver ikke engang en hudafskrabning. MEN, altså, spredt ud i de 5 numre finder du alligevel stykker, passager og øjeblikke, hvor Deafheavens formel er så skarpt doseret og eksekveret, at man vågner en lille smule op og får en følelse af, at der dog er lidt håb i mørket.

Afslutningen på andet nummer, den dunkelt blackede “Luna”, er ret så effektiv. OK, afslutning og afslutning, der indtræffer et stilskifte cirka 6 minutter inde i det over 10 minutter lange nummer, hvor vi går fra noget hvirvlende skrige-black over i noget roligt, næsten sommerligt, instrumental post-rock. Black-delen kan de stikke op hvor solen ikke skinner, den gør intet for mig (ligesom det håbløst uinteressante sortnede åbningsnummer “Brought to the Water”). Nå, men, efter lidt dasen i sommerbrisen så hugger nummeret til igen og stiger i intensitet, og her fungerer det bombastiske lydbillede egentlig fint for mig.

Den går over i “Baby Blue”, pladens 10 minutter lange midterakse, der lige skal bruge et par minutter på at simre, bølge og bruse sig i gang med en udmærket stille, atmosfærisk start, men ikke noget der slår benene væk under en. Medmindre de begynder at sove fordi det hele er lidt for dvask? Nuvel, når nummeret endelig folder sig ud og sparkes i gang, kan man ikke tage fra Deafheaven, at det suser godt i palmebladene på New Bermuda. Især en passage omkring 4 minutter inde i nummeret, hvor der næsten går heavy thrashet guitar i den, står rigtig stærkt – i det hele taget nok albummets stærkeste stund for mig. Desværre går der “kunst” i den i afslutningen, som er en lang speak, der lyder som trafik/politradio der melder om en lukket bro. Yeah, okay, whatever!

Afslutningen med “Gifts  for the Earth”, albummets korteste nummer med sine 8 minutter og 22 sekunder, bliver på en måde en opsummering af den ambivalens jeg føler overfor Deafheaven. Nummeret er kort fortalt en form for indie-black, med black metallens arrige vokal og den stemning der følger med og så en mere indie-klingende musikalsk bund som den bløde, drømmende kontrast. Et eller andet sted fungerer den underlige blanding egentlig godt, men det er samtidig et af de numre der får mig til at tænke på førnævnte computerprogram. Indtast genrerne du ønsker kombineret, tryk “enter”, vent på at programmet finder formlen der virker.

Det er selvfølgelig et eller andet sted supertarveligt, at jeg tilskriver Deafheaven alle mulige motiver og arbejdsmetoder, som passer ind i min egen opfattelse af deres musik. Jeg kender dem ikke og de kunne sagtens være de mest dybsindige og oprigtige mennesker i musikbranchen, men det er bare ikke det indtryk New Bermuda efterlader hos mig – fair eller ej.

De skal have ros for ikke at gentage succesen og formlen fra Sunbather, de prøver rent faktisk at udvide og variere deres tilsyneladende grænseløse og fordomsfrie udtryk yderligere. Men på en måde ender det for mig med, at få musikken til at fremstå endnu mere kontrolleret og sat på formel…

Jeg synes stadig man skal give New Bermuda et lyt, om ikke andet fordi vi her har med et band at gøre der både tør tænke stort, vildt og gå helt deres egen veje. Jeg sidder blot tilbage med en noget tom fornemmelse og følelse af, at nogen prøver på at diktere og/eller snyde mig.

Vi ender på middelkarakteren 3 – er det fugl, fisk eller en lidt for fiks idé?

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.