Home Live Februar 2022 - Live De Efterladte, Radar 3/2 2022 – Live

De Efterladte, Radar 3/2 2022 – Live

274
0

De Efterladte besøgte Radar torsdag aften og havde inden koncerten beskrevet en rusten øver. Endnu en øver havde nok ikke været nogen skade til, mens materialet og vokalleveringen var ganske værdigt.

For første gang i umindelige tider var jeg ude. For første gang i umindelige tider med blokken: Radar bød ind, De Efterladte spillede op.

En vis genkendelighed men også en vis bæven bar mig ind på Radar, hvor jeg hurtigt kunne konstatere, at jeg ikke var den eneste, der havde interesse for De Efterladte – men også, at jeg nok ikke med mine 41 år trak alderen decideret opad. Det var rigtigt voksne mennesker, der var mødt op på Radar, men rigtigt voksne mennesker kan også være opsatte og stemningen i klubben var god, summende og interesseret.

Lyd+Litteratur åbnede med en oplæsning ved Louise Juhl Dalsgaard, der på et kvarter oplæste et fint værk, der handlede om at tænke (for meget?), hvilket bragte både smil, latter og anerkendende nik hos tilhørerne – jeg er ikke den store litterat, så jeg konkluderer bare, at det var rigtig fint og satte en fin ramme for koncerten.

21.30 gik de så på, De Efterladte.

Helt nedtonet blev der startet og Peter H. Olesens vokal var central fra første strofe.
Bag ham sad tre mand; Boi Holm på bas/synths, Michael Lund på slide/guitar og Jakob Høyer på trommer. På papiret en stærk kvartet, men det tog ret beset bandet ret lang tid at finde hinanden.

‘Den Ro Jeg Søgte Fandt Jeg Og Så Forsvandt Den Igen’ som falder som andet nummer bliver derfor ironisk præget af netop mangel på ro.

Vi skal faktisk på den anden side af titelnummeret fra seneste plade, Skrevet i Sand, som faldt som nummer tre, før det begynder at indikeres at bandet spiller sammen. Ærgerligt, for Olesens vokal gør fin figur og teksterne og materialet er i orden. Men det klikker bare ikke rigtigt.

Det er ellers ikke fordi for megen energi fra bandet går på poses og powerstands; de tre herrer sidder ganske fint på scenen og prøver at passe hvert deres – men jo desværre ikke helheden.

Fjerde nummer, ‘Mennesker Ved Havet’, truer med at være mere af det samme, da en guitar skratter fælt, men så: Pludselig klikker det hele, roen, som musikken og leveringen lever af, findes – og nummeret afsluttes virkelig fint.

En kold ballade sikrer stabiliteten og så bliver det tid til et Olesen og Olesen-nummer, ‘Hvor Alting Hører Op’, der giver anledning til en udlægning af karrieren fra Olesen på scenen. Meget sarkastisk, men dog med selvironi og hjerte.

Nummeret leveres med den ro, der skal til og det fornemmes at nu er bandet ved at nærme sig sync.

Ottende nummer bliver første recitations-nummer; et nummer, der omhandler løfter til det nye år. Det havde været modigt og klædeligt at åbne med netop dét, for den småsfæriske underlægning og Olesens insisterende, til tider syngende – andre reciterende – vokal fungerer helt fremragende her.
”Du er træt af livet, men frygter døden” messes der og selv om det efter nummeret bliver påpeget hvor banalt dét er fra scenen, så tror jeg egentlig selv den mest hardcore millennial kan spejle en del af den dualitet…

Reciteret bliver der også senere med en homage til Århus – sarkastisk repeterende at ’du fandt ikke dig selv’ og nu har De Efterladte alligevel fået fat i stemningen og spillet: Fejl opstår, men indgår i helheden. Der er flow. Men også en konstant usikkerhed og aldrig helt overskud.

Inden de ordinære numre er ovre, når vi at besøge en håndfuld sange – herunder en fint leveret ‘Jeg Var Aldrig Sikker I Min Sag’ og en pumpet version af ‘Falder Baglæns Ind I Søvnen’ som endda får lidt crunch på guitaren til sidst. Inden encores får vi ‘En Støjende Tanke i En Stillekupé’, som inviterer lidt usikkerhed i spillet ind igen.

Det manifesterer sig desværre for alvor i første ekstranummer, ‘Sol I Mol’, som bliver jappet og ikke rigtigt rammer med de fire slag i gulvet og sit repetitive ”det er bedre at være levende end død”.

Der sluttes på smuk ballade-vis og dermed efterlader De Efterladte publikum til at gå ud i februar-mørket med en god oplevelse i ørerne.

Radar er et dejligt sted, De Efterladte er et band med stærke tekster, en stærk sanger på leveringen – men samtidig kan jeg ikke helt slippe den fornemmelse jeg havde, da jeg så Rhonda Harris for nogle år siden samme sted: Stærk sanger, stærkt materiale – men med noget usammenhængende band.

Jeg håber, der strammes op – håndholdt kommer til at betyde kommunikation over scenen og at de kommende koncerter bliver lidt bedre. For selv om De Efterladte gør sig godt – så var der altså også lidt malurt i bægeret til min første koncert i mands minde.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleSpol Tilbage: Dengang Spids Nøgenhat kom med fred
Next articleKajsa Vala: When Are We Out Of The Woods (Album / anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.