Dance With Dirt: Marathon ★★★★★☆

0
1281
views

Dance With Dirt har foretaget en kursændring på deres album nummer 2. Farten, de højernergiske rock-toner og pågående attituder er pakket væk og erstattet af mere ro, atmosfære og en poppet sensibilitet. Det er en fremragende idé!

Jeg er ovenud lykkelig over, at jeg ikke var så kæphøj da jeg anmeldte gruppens første album, at jeg lovede at æde nogle beklædningsgenstande, hvis jeg nogensinde kom til at ændre holdning til Dance With Dirt. Det ville være blevet en sur og træls omgang tørfodder at gnaske sig igennem, for med Marathon har den Aarhus-baserede gruppe taget røven på mig.

Radiovenlig, atmosfærisk pop-rock a la bands som Stereophonics og Kings of Leon burde simpelthen ikke begejstre mig, ikke i 2016, ikke på noget tidspunkt – men Dance With Dirt slipper sgu af sted med manøvren. Endda uden, at man fristes til at skrige “sell outs”, “fesne karle” eller “buh, den har vi hørt” i løbet af de 11 numre der udgør Marathon.

Hvor debuten føltes som at være til en højlydt, in your face og über-energisk fest med bandet, hvor jeg ikke rigtig følte mig godt tilpas, så føler jeg mig i virkelig godt selskab her. Det skal på ingen måde lyde som et tilbagetog, eller en undskyldning for det sure opstød sidst, det står jeg ved – men jeg er heller ikke så forstokket, at jeg ikke vil indrømme at det her er en helt anden form for fest.

Først og fremmest klæder den mindre rockede klang og tilgang bandet umådeligt godt, det virker simpelthen som om det har givet mere overskud, at skrue ned for blusset. Sangene får plads, tid og masser ånderum til at folde sig ud. Pladen ender måske med at blive et nummer eller to for lang, ikke på grund at sangkvaliteten, det føles bare…. ja… lidt langt, ikke? På den anden side har jeg ingen forslag til, hvilke numre der burde skæres væk, så….

I første omgang ville jeg have nomineret den 8 minutter lange, udsvævende og lidt stillestående “California Wave”, men nu sætter jeg større og større pris på, at dase lidt i skyggen til det lange nummer. Så er der “Snow Machine”, der tidligere har været ude på nettet og som måske er et af de ældste numre i denne samling? Den er jeg ikke så solgt på, det, indrømmet, smittende og catchy “uh åh oh” omkvæd, er lidt en bagatel, og også liiiiige en smule enerverende i sin klang, tone, et eller andet.

Resten af Marathon er til gengæld ren og skær smooth sailing og en overraskende lyttevenlig omgang, hvor hvert nummer har sin egen klart definerede identitet, og en nær optimal sammensat trackliste – det flyder ganske enkelte skide godt det her.

Bandets mere rolige fremfærd, mindre dramatiske og opfarende armbevægelser har åbnet op for nye kvaliteter i sangskrivningen. Et nummer som det 5 minutter lange åbningsnummer, “The Pleasures of Being Poor”, er en glimrende illustration herpå. Det er stemningsmæssig et af de mindst farvestrålende numre på albummet, her er tonen mere sammenbidt og afventende, grænsende til det ulmende eller ildevarslende. I stedet for de fremadstormende hug fra første album, arbejdes der her meget mere med atmosfære og større, cirklende flader.

Dance With Dirt har dog overhovedet ikke glemt at skrive mere direkte, eller iørefaldende numre. 2 oplagte kommende singler som “Heartcase” og “Coming Home” demonstrerer, at der banker velfungerende pophjerter i de 4 gutter, men når det udføres så fermt og elementært fængende som her, så er det hverken et fy-ord eller noget at skamme sig over. Især “Coming Home” har et uforskammet medrivende omkvæd, der burde kunne gøre sig på flere radiokanaler. Der kommer man nok også til at kunne høre den spirende, forårsfriske førstesingle “Let Your Fingers Do The Y”, bandets bud på en fredssang, og eneste nummer som ikke omhandler forsanger Magnus Jacobsens indre og personlige tanker – eller, det har jeg i hvert fald hørt ude i byen.

Der behøver jeg ikke bevæge mig ud for at høre og konkludere, at han er en anden grund til, at Dance With Dirt står til kram i stedet for kindheste i denne omgang. Også han har skruet betydeligt ned for blusset og dramaet i stemmen, og vundet enormt på det. Der er absolut ingen tvivl om, at han også sang glimrende på debutten, men det blev ganske enkelt alt for følelsesladet, over the top, højdramatisk, sjæleudkrængende og påtrængende for mig. På Marathon har jeg lyst til at løbe 42.192 km med hans vokal i ørerne, selvkontrollen og doseringen får den glød i stemmen der hele tiden har været tilstede meget tydeligere frem – effekten udebliver ikke.

For første gang FØLER jeg Dance With Dirt i musikken, nu hvor vokalen og musikken giver mig den fornødne plads. Det sker så også lidt på bekostning af guitarist Kristoffer Veirum, der enten er et ekstremt tålmodigt og selvkontrolleret menneske (med en flosset underlæbe af at bide i den, når der holdes igen), eller har kunnet se fidusen i det her – for hans rolle som super-shredder fra første album er også tilpasset det nye, mere kontrollerede udtryk. Det samme gør sig gældende for bassist Jonathan Lyby og Mikkel Frej Eriksen bag trommerne, der giver lydbilledet en dejlig fylde og et velsmurt maskinrum – selv når trommerne bliver lidt flashy i små, korte udbrud, så virker det stadig behersket.

Det hele kulminerer for mig i nummeret “Drunk Lovers”, der rummer sådan lidt af alle de kvaliteter som Dance With Dirt får demonstreret i løbet af Marathon – uden at miste overblikket eller at det ender i rod. Og sikke da et omkvæd! Fuldtræffer, de herrer.

Det er ikke fordi Dance With Dirt genopfinder den dybe tallerken med Marathon, og vi er også i den lidt letbenede ende rent musikalsk, men det behøver jo ikke være rock-raket videnskab det hele for at være godt. Og bare fordi det “kun” er pop-rock, så behøver det jo ikke blive letkøbt, banalt eller overfladisk – det er den kunst Dance With Dirt mestre på fornem og elegant vis her. Tilmed genopfinder de dem selv på imponerende vis, endda uden at det virker påtaget eller forceret, og det der øses op på tallerkenen er både indbydende og mættende.

Nu jeg med nød og næppe undgik at æde eksempelvis min slidte hat, så letter jeg i stedet på den og siger “godt gået, I tog røven på mig” og sender 5 små, men velfortjente stjerner i deres retning.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Dance With Dirt på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.