Med Lars H.U.G.-agtige stemmeknæk og en punket energi bag de danske tekster, synes Dårlige Råd at ramme ned i et næsten glemt håndværk.
Over fire sange og en intstrumental intro får man smæk for skillingen, høj-oktanenergi og både solide hints til ophavet såvel som nutidige perspektiver:
Som når Vild Du Danse på én gang sender tankerne til det klassiske Århus-band, TV-2 – men også med punket energi er en rapport fra optrækket til et slagsmål – ja, så er det en fin balance hvor der er masser af humor, alvor og energi pakket sammen over 2 minutter og 11 sekunder.
Når jeg skriver punket, skal man netop ikke tænke råb og skrig – snarere hæsblæsende tempo, langen ud i teksterne og en latent sarkastisk humor i det hele.
Vokalen og den af fortiden inspirerede lyd gør, at bandet fremstår langt mere modent, end deres alder indikerer…
Er det dog lidt latrinært på 200 km, hvor refrænet går Ingen Mad, Kun lort!? Ja, selvfølgelig, men det er faktisk også ganske sjovt og en leg med ord, som passer rigtig fint til de hektiske twangede guitarer, den drivende bas og trommerne der har travlt.
Det bliver i øvrigt endnu vildere på afslutteren, Fanden Tage Mig, der bygger op til et næsten råbende refræn. Selv om jeg ikke rigtigt tror, der er nogen der siger netop titlen længere, så fungerer den altså også godt i 2025 som en form for shout-along. Igen et meget fint billede på, hvordan Dårlige Råd står på skuldrene af nogle traditioner og måske endda et sprogbrug. Men får det hevet meget fint ind i vores samtid.
Jeg har gemt titelnummeret af samme årsag. Det er klart der, teksterne er mest eksplicite i deres kritik af… Nogen. I dette tilfælde især giftig maskulinitet får et skud fra borgen, hvor illusionen om at mænd skal kontrollere kvinder bliver godt og grundigt skudt ned.
Ja, måske er det endda unavngivne influencers der refereres til, når der nævnes dårlige råd?
Det er i hvert fald et fint, energisk punket nummer, der opsummerer hvordan Dårlige Råd (altså bandet) formår at gøre en godt afprøvet æstetik relevant i dag.
Meget ligger i at de spiller ret godt i al den hast, samt at vokalen aldrig – selv ikke i Fanden Tage Mig – bliver sådan rigtig presset.
Hvis Lars H.U.Gs (mørke)vokal mødte De Må Være Belgiere, ville vi ikke være ret langt fra udtrykket her. Det alene gør EPen værd at lytte til og jeg tænker, dette tempo må være en stor oplevelse live!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Dårlige Råd (ja, altså nummeret) her:
