Mørk musik til mørke tider, Crocell er tilbage og gammel kærlighed ruster ikke, heller ikke Crocell. Knap 20 år inde i karrieren og på deres nu syvende album lyder bandet, som en rust- og knirkefri institution inden for dansk metal. En der fortjener endnu mere udbredelse end tilfældet er.
Det er bestemt ikke alle forundt eller alle bands, der evner den kunst, som Crocell tilsyneladende ganske ubesværet slipper af sted med. Tilmed er Swarm of Insects næsten et hundrede procent DIY projekt for Aarhus og omegns bandet, der med input fra Lasse Ballade har stået for det meste selv.
Lidt af en kraftpræstation i sig selv, men det stopper ikke her. For ikke blot er fundamentet af sortlakeret dødsmetal bundsolidt (i bedste forstand), bandet har formået at kombinere de bedste elementer fra deres seneste udgivelser. Og destilleret det ned til en kompakt og knusende metalkværn bestående af 8 numre på 40 minutter.
På deres forrige udgivelse, den halv time korte Of Frost, of Flame, of Flesh fra 2024, skar de alt fedt fra. Skruede ned for den mere episke og lange sangskrivning fra tidligere plader som Relics, Prophet’s Breath og Come Forth Plague. Og leverede kortere, hurtigere og mere trimmede sange.
Swarm of Insticts er på en måde en kombination og videreudvikling af det Crocell har tillært sig de seneste 19 års tid. Numrene er trimmede, ja, men der er stadig tid og plads til at skrue lidt op for de episke tendenser igen. Crocell demonstrerer, at man både kan gøre det relativt kort, men stadig stort, voldsomt og episk i lyd og skala.
Et glimrende eksempel herpå er selve titelnummeret og tredje single, “Swarm of Insects”, der både lyder som en arrige sværm af insekter med sit tempo, men også i omfang. Det stikker og kradser, når Crocell penetrerer huden med sylespidse riffs, tunge trommer og Asbjørn Steffensens mægtige skærebrænder vokal. Men det bygger også effektivt op, sværmen omslutter en, vokser i størrelse, indtil nummeret når sit naturlige kolossale klimaks.
Der er noget heltemetal gemt i Crocell og deres sangskrivning. “Shredded Banners”, en anden af de særdeles appetitlige appetitvækkere udsendt forud for pladen, er klassisk ud over stepperne, blod på tøjet, afhuggede lemmer for ære og sejr banner-dødsmetal. Flossede bannere. Måske som et resultat af tyranner rundt omkring?
Crocell raser mod magthaver og netop tyranner og andet uvæsen af lignende karakter på Swarm of Insects. På et hæsblæsende nummer, som “Traitor’s Blood”, bider de fra sig, så blodet sprøjter igen. Få bands herhjemme kan få det til at lyde så smukt og majestætisk, at flå forrædere mod folket og menneskeheden et nyt røvhul. For Crocell lyder, spiller og skriver FEDT. Det er iskoldt og knusende. Men kræs for øregangene. Hvis man kan leve med at miste de små fimrehår.
Et højdepunkt, som opsummerer det hele, er “Sculptor of Nations”. Her smelter Crocell både ansigter med deres fræsende black og hamrer klipper tilrette med storladne hug, når det hele kulminerer i sangens anden halvdel. Det er på en måde et nummer, der både lyder som en skabelsen og den endelige uundgåelige undergang af en nation. Fuckin’ epic!
Crocell er og lyder kolossale. De burde være kolossale i udbredelse, men må “nøjes” med anerkendelse. Den er til gengæld også fuldt fortjent. At et band kan lyde så sultne på deres syvende album er imponerende, især fordi de ikke går på kompromis.
Det er så en af fordelene ved at være overset. Man kan få lov til at være i fred og blive herre i eget hus. Hvilket Crocell formår at udnytte til fulde.
Af Ken Damgaard Thomsen
