Crimson Heath: Crimson Heath (EP) ★★★☆☆☆

0
109
views

Crimson Heath er et nyt soloprojekt, der kaster sig over den populære dreampop genre, med afstikkere i forskellige mere eller mindre rockede forgreninger. Det er sådan set ganske udmærket og heller ikke meget mere.

Og det var ikke for, at virke grov eller nedladende, men de 3 numre der præsenteres her på denne selvbetitlede EP er simpelthen “helt OK”. Håndværket er i orden, sangene er fine og lyder godt, men der er ikke rigtig noget der får hævet det samlede indtryk op over middel. Og så er det, 3 numre til trods, måske også stadig en kende rodet – der bliver trukket for mange genre ind i blandingen.

Bagmand Mads Bak Møller har selv skrevet og produceret (co-produceret af Sonny Kaiser Nielsen, der også har stået for mix og master) al lyrik og musik under navnet Crimson Heath, som han betegner som et soloprojekt. Vokalerne er indsunget af Niklas Mellgren, mens Anders Justiniano har indspillet trommer

Hvad er der så kommet ud af det? Jo, 3 ret forskellige sange, der alle deler det lidt drømmende udtryk, som genrebetegnelsen dreampop/rock indikerer – i større og mindre grad. Åbneren “Ocean” er de mest poppede og imødekommende nummer på pladen, med lys og varm klang, som inviterer en indenfor, mens nummeret drives frem af små, semi-proggede eksplosioner. Det fungerer faktisk ganske godt og er et nummer, som man sagtens kunne forveksle med noget, der bliver spillet på P6 Beat. På godt og lidt ondt, for det savner lidt sin egen identitet, eller noget der giver det en lidt mere markant tilstedeværelse, så det ikke bare ender som, ja, baggrundsmusik fra radioen. Men det er bestemt ikke et dårligt nummer.

“The Guise” forsætter lidt i samme spor, det er stadig indbydende og radiovenligt, men her er der skåret næsten et minut af spilletiden i forhold til åbenren, så vi holder os lige under 4 i stedet for 5. Det er nok en ret god idé, når man som her stadig er lidt på udviklingsstadiet og måske leder lidt efter sin lyd. Tempoet er samtidig lidt lavere her, stemningen og stilen mere tilbagelænet, i hvert fald indtil pulsen skal en lille smule op i kortere passager, når vi er omkring halvejs gennem sangen. Man aner stadig noget progget sprutten på trommerne hist og her, mens sangen bølger lidt op og ned, uden helt at finde et leje der for alvor river mig med.

Den over 6 minutter lange lukker “Headline” er en noget anderledes krabat, mere aggressiv i sit udtryk og tungere i lyden, større og mere storladen. Her bliver det for alvor rocket og dreampoppen er så godt som forduftet, hvis det ikke havde været for vokalen, der med sine lyse fraseringer peger tilbage til de foregående numre. Det er måske ovre i noget Mew’sk her, hvis man skulle sammenligne med noget, stemmen er ikke lige så lys og gennemtrængende og musikken ikke helt så meget oppe under loftet – men armene strækkes helt klart deropad.

“Headline” fungerer egentlig fint på egen hånd, men skiller sig noget ud i forhold til de 2 andre numre på EP’en, og lider i sidste ende under lidt af de samme “problemer”. Det er “fint”, men ikke så meget mere og det sætter sig ikke rigtig fast i knolden på en.

Crimson Heath kommer ret vidt omkring på 15 minutter, nok også lidt for vidt, uden at sangskrivningen helt kan matche ambitionerne og mængden af idéer endnu. På den anden side, er det også dejligt at høre et nyt projekt, hvor man bare tager chancen og “go for broke”, det kræver alligevel en del mod.

Vi ender på en karakter på det jævne for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.