Cosmonauts + Mai Miyako, Spillestedet Stengade, d. 11/2 – 2017

0
694
views

På en yderst frost-belagt lørdag, var der varme at hente på Spillestedet Stengade, for hér bød aftenen på solskinsfremkaldende drømmepop og kosmisk garagerock-svedende facetter. Sydcaliforniske Cosmonauts gæstede nemlig Stengade, og havde budt det nystartede, danske band, Mai Miyako, op til dans som opvarmning.

Stengade åbnede dørene op kl. 20.00, og Mai Miyako troppede op på scenen omtrent en time efter. I mellemtiden lød Joy Division fra højtalerne, og med en øko-øl i hånden, følte jeg mig egentlig ret godt tilpas.

Mai Miyako stiller nøjsomt op, og et par trofaste venner kommer hujende op til scenen. Herefter myldrer folk frem, og en behagelig klang efterfulgt af et ’hur’ omfavner publikum – man føler sig med det samme godt tilpas. Man kan mærke danskheden og ungdommen, som tryllebinder og fællesgør tilskuerne, og smil bliver lystigt delt.

De starter ud med ’Vanilla High’ og herefter følger førstesinglen ’When We Were Young’, hvor man virkelig kan mærke sommerstemningen, der breder sig. Det føles som at stå på en varm græsplæne til Woodstock i 60-70’erne, hvor græsstråene titter frem mellem tæerne.

Der er en anelse surf og The Drums over lyden, men også et par lidt for skarpe guitarriffs, der giver et tænderskærende ubehag, samt til tider en halv-fløde agtig boyband følelse, som jeg ikke helt tror er meningen med Mai Miyako-projektet.

Et andet nummer fra deres MAXI-single, ’Lady Mine’, tager os med på en øm, melankolsk drømmerejse, der føres videre på ’Summer Girl’, hvor vokalen virkelig kommer til live og komplimenterer samtlige instrumenter på scenen.

Vi får lidt mere ’go’ på ’Show Me Baby’, hvilket får publikum op i gear, men på sidste nummer, ’Winner Takes It All’, er guitarspillet lidt fraværende. Det ville virke bedre hvis det var mere fremtrædende. Det bliver også lidt for ’we are the champions’-agtigt, hvor der med fordel, kunne være skruet bare en anelse ned for storslåetheden.

Jeg føler mig som sådan ikke varmet op, men alligevel føler jeg en vis glæde og ro, jeg ikke ville være foruden.

Cosmonauts ★★★★☆☆

Cosmonauts går LIGE på og hårdt, med dyb bas og gennemtrængende guitar, der udsender en lækker, kumuleret sound. Vokalen er spot on, selvom støjende elementer gennemborer luften.

Vi får kastet ’A-OK!’ i hovedet lige fra starten, som er første nummer fra nyeste album af samme navn, og herefter bliver der gasset op på næste nummer ’What Me Worry’ fra albummet Persona Non Grata fra 2013. Kosmisk røg og skraldet, krattende guitar buldrer igennem lokalet, og selv på de mere dæmpede numre, er noise og vild energi tilføjet.

Stærke opbygninger, adskillige glimrende, lange soli, samt vekslen mellem vokaler hyller os ind i en anden verden, der holder en i et jerngreb og er vanskelig at komme ud af.

Specielt på ’Shortwave Communication’ bliver de skiftende vokaler dyrket frem, hvilket giver en ret heftig effekt, da det er lys og ukontrolleret versus dyb og kontrolleret. Det giver et særligt spil i Cosmonauts’ garage-psych sound, der ikke høres så mange andre steder.

På ’Party At Sunday’ fra A-OK! udspillet, der måske er bandets mest nedtonede nummer, falder publikum ind i en slags hypnose. Langtrukne, drømmende mellemspil, der virker bedøvende og narkotiserende, får alting til at foregå i slow motion. En svedtåre løber sagte ned ad forsangerens kind, og herefter følger en uventet støjeskalering, som munder ud i ’Please Don’t Make Me Blue’ fra If You Wanna Die Then I Wanna Die albummet.

Man fornemmer en let ’whatever’-attitude fra bandet, men jeg kan ikke helt lure om det er en del af showet, eller om de er super skæve. På de sidste numre, der inkluderer blandt andre ’Heavenspeak’, oplever man en blanding af det mere ufuldkomne eksperimenterende og det sikre velspillede. Essensen er bevaret, men overskuddet fra bandet virker en smule mindre end tidligere. En smule, for man fornemmer stadig, at der er noget energi tilstede.

Sidste nummer er ’Motorcycle #1’ – en eminent afslutning, der indkapsler Cosmonauts’ stærkeste sider; den psych-melodiske støjflade der forenes med den skrattende garage-punkede sound. Efterfølgende takker bandet af og efterlader publikum stor-klappende og forventningsfulde, men kommer ikke tilbage igen.

Selvom der er begrænset kommunikation med publikum, ingen ekstranumre, og forsangeren har halvlukkede øjne gennem hele showet, formår Cosmonauts at indtage scenen på Stengade med så kolossalt et overskud og frembrusende energi, at jeg bliver nødt til at belønne dem med 4 stjerner.

Af Stefanie Sloth Hansen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.