Dansksproget, kommenterende musik med mandlig vokal i singer-songwriter-genren har fået et boost de sidste par år. Forrest går folk som Claus Hempler, men man kan også argumentere for at Folkeklubben – og i øvrigt en skov af mindre festival-begangne navne – også trækker på denne hammel.
Det gør Claus Denchers Intet Halvt også i høj grad. Det er næsten croonende, det er klassisk, blueset og ganske udmærket.
Faren ligger måske i at det får et lidt generisk præg, men igen er levering Gud og det slipper Dencher rigtig fint fra. Der er hints af stemmeknæk her og der, når det bliver lidt sart, men den fortællende tilgang præger udtrykket mere end teknik. Det virker snarere yderst velbalanceret.
Det er vel næppe nogen overraskelse, at der bruges kvindelig b-vokal også spredes ud og pladen – endda med et decideret kvindekor på Kom Nu Op Og Stå.
Ja, Den Her Dag sender et nik i retning af Leonard Cohens In My Secret Life i tonalitet/rundgang. Er det intentionelt eller mig, der bare lægger tingene sammen?Det fungerer i hvert fald også på dét plan.
Skal der være en anke mod pladen og udtrykket, er det at det bliver lige vel nok pænt. Det er heller ikke knivskarpt i teksterne og den kant, der nævnes i pressematerialet har jeg ærlig talt svært ved at finde.
Men! Det er stadig godt selskab, det er stadig noget, man vil kunne være bekendt at sætte på i mange situationer – og som baggrundsmusik til mange typer gæster.
Og, ja. Der er da også lidt at hente i teksterne… Metaforer om at være vredet som en klud i åbneren. Lukket Land er måske en rolig blues, men meget ærlig og trækker på netop de ting, den slags kan…
Der er også masser af små, smagfulde detaljer; et orgel her, en Farfisa der. Oven på de ellers meget pæne og ofte med overskud spillede klassiske instrumenter; guitar, trommer.
Jeg tror ikke, Claus Dencher slår sin navnebror med efternavnet Hempler af tronen som Danmarks store crooner. Men mindre kan egentlig også gøre det og leveringen alene er værd at høre pladen for.
Man skal ikke nødvendigvis forvente at blive rørt i sin grundvold af Intet Halvt. Men den lidt desperate titel gemmer nærmest en anti-desperat ro, et overskud og en insisteren i leveringen.
Alt i alt er man i venligt selskab under de otte sange om end de nok ikke når at krybe helt under huden på lytteren.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
