Home Upcoming & Rockin' Juni 2020 - U&R Christine Kammerer: Growing Pains (EP) ★★★☆☆☆

Christine Kammerer: Growing Pains (EP) ★★★☆☆☆

417
0

De følelsesmæssige går højt på Christine Kammerer’s debut-EP. Også for højt for denne lytter, men andre vil måske blive mere opslugt af Kammerer’s ekspressive vokal. 

Det er de store følelser der er på spil hos EP-debuterende Christine Kammerer. Åbneren ‘On Aeloch Hill’ vækker minder om storladne keltisk inspirerede pop-sange, der fandtes på flere storfilms-soundtracks i 90’erne. Der er i det hele taget noget over Kammerer’s rå og følelsesladede vokal og intonation, der på en eller anden måde minder mig om hvordan man både i poppen, men eksempelvis flere grunge-navne og folk-rockende Counting Crows, fyrede op for vokalen på en måde man relativt sjældent hører i dag.

Det er på den ene side forfriskende at Kammerer vælger denne tilgang, men samtidig når jeg også relativt hurtigt et mæthedspunkt, fordi det er som om det hele bliver skubbet helt til grænsen. Ikke kun vokalen, men også for eksempel guitaranslagene på afslutteren ‘I Will Not Bow’.

På ‘Aeloch Hill’ er der som nævnt også en keltisk tone musikalsk, mens der er en mere jazzet feeling over den efterfølgende ‘Play Through the Pain’, hvor klaver, trommer, bas og en saxofon agerer underlægning for Kammerer. Der er også mere klassisk singer-songwriter at finde på EP’en i form af ‘Room For Me’, hvor Kammerer akkompagneres af akustisk guitar og korvokaler. Det gør også EP’en til en relativt alsidig oplevelse, at Kammerer, trods et tydeligt personligt udtryk der især kommer til udtryk via vokalen, ikke lægger sig fast på ét musikalsk udtryk.

Til gengæld er det måske også på ‘Room For Me’ hvor Kammerer’s vokal kammer (no pun intended) lidt for meget over for min smag. “I can’t breathe in this life/I am barely alive” hører blandt linierne her, og på den ene side er det jo fint at linier, der bærer så mange og stærke følelser også følges op af en vokal, hvor man også nærmest konfronteres med følelserne som lytter. Det kan være et helt bevidst valg, og er som sådan også effektfuldt, men spørgsmålet er, ind i mellem, i hvert fald, om det ikke ville stå stærkere med en mere nøjsom dosering?

På ‘Why I Cry’ er der en diskret bas og ellers er det akustisk guitar, der og korvokaler, der bakker Kammerer op, og også her vrider Kammerer’s vokal sig fra det voldsomt intense til mere afdæmpet vellyd, og ender i en relativt velafklaret tone: “I found my voice is my own”.

På ‘I Will Not Bow’, der afslutter, og kan virke som en slags mission statement for Kammerer, hvor hun konstaterer hvordan hun har lært af sine fejl, og hverken vil bøje sig eller knække. Her bliver der også skruet op for følelsesfuldheden, og det er på en måde også det springende punkt i forhold til, hvordan jeg som lytter oplever Christine Kammerer – hendes vokal er så ekspressiv og fylder så meget, at det overdøver den musikalske og sangskrivningsmæssige side af sagen.

Som man nok kan læse sig til, så overgiver jeg mig ikke betingelsesløst til Christine Kammerer, men omvendt er det en modig udgivelse med meget på hjerte. Derfor skal de tre stjerner mere være indikation af, at jeg måske personligt ikke er helt solgt, men at andre måske kan gå hen og blive helt opslugte af Kammerer’s følelsesladede univers.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.