Chainfist: Scarred **** (4/6)

0
1610
views

Danske Chainfist har været lidt på shoppingtur i metalhistorien, hvor især 80’ernes “Big 4” thrashbands virker som tydelige inspirationskilder. Tilsæt en solid dosis metallisk hardrock, og så har du en ganske potent blanding, der virker som vitaminer på krop og sjæl.

Selv om inspirationskilderne af og til stikker snotten frem i løbet af de 11 numre, så bliver det heldigvis aldrig direkte distraherende. Det opleves mere som et kærkomment gensyn med gamle venner, der lige har fået en opstrammer. De 11 numre er også Scarreds akilleshæl, for Chainfist har ikke helt gode numre nok til at holde kadencen fra start til slut. Heldigvis er de bedste numre jævnt fordelt over hele albummet, så det går aldrig i stå – der er bare nogle små pusterum hist og her, hvor jeg som lytter mister interessen lidt og lader tankerne vandre.

Når Chainfist er bedst, så rykker det her altså pænt hårdt og godt igennem, især hvis man holder af de samme bands, som bandet synes at bruge som musikalske pejlemærker. Det skal siges, selv om Chainfist kigger bagud efter inspiration, så fremstår deres lyd, produceret af Michael Hansen i Phon Studio, og mixet og masteret af Jacob Hansen, hverken bedaget eller 80’er tynd. Faktisk formår bandet, at give metal-mixturen en ret frisk og spændstig klang, og ikke mindst “international”. På intet tidspunkt sidder jeg og tænker, “hov, det lød sgu lidt dansk det der” – I ved sikket hvad jeg mener.

Bandets numre er catchy som Metallica omkring The Black Album, melodiske som Pretty Maids og med en lille bitte snas Rob/White Zombie hist og her, hvis jeg skulle markere den ramme, bandet opererer indenfor, lidt løst. Sidstnævnte kommer jeg især til at tænke på, på “1000 Ways To Bleed”, der indledes med noget der lyder som samplet speak fra en gammel film, samtidig med at man aner noget “woman in distress” råb et sted i mikset i indledningen. Der er også noget i Jackie Petersen’s vokal, når han synger “let’s meet the family // my twisted family”, der sender mine associationer i retning af Mr. Zombie. Musikalsk er det dog langt mere melodisk thrashet, frem for Zombie groovy, hvor især et blæret mellemstykke omkring 2 ½ minut inde i nummeret får bukseben og eventuelle hår i ørerne til at blafre. Rigtig fed afslutning på et i forvejen fedt nummer.

Zombien kigger frem i min referenceramme på et nummer som “10.000”, hvor Petersen synger “10.000 days on a road to destruction // 10.000 miles far from salvation”, over en let groovende trampe-rytme. Sært dansevenligt er det egentlig også. ligesom nogle af numrene på svenske Mustasch’s nyeste album Thank You For The Demon. Den der hakkende tramperytme går igen i verset til “Seven Minutes of Pain”, hvor bandet tilgengæld bekender komplet melodisk kulør i det lettere storladne omkvæd. En blanding af virkemidler, som fungerer rigtig godt.

I det hele taget, er det ganske effektivt og varieret det Chainfist disker op med på Scarred, uden det kommer til at virke rodet. De nævnte Zombie associationer jeg får, er blot dele af numrene, der er hele tiden et eller andet andet i spil, som gør at Chainfist fremstår som et band med deres egen klang. Om end en med spredte elementer, der giver det hele et skær af noget velkendt.

Tempomæssigt er der også lidt for enhver smag, fra den semi-hurtige “Scars of Time”, der åbener albummet i tempofyldt anthem-stil, hvor man fornemmer der er højt til loftet og masser af plads at boltre sig på. Til et nummer som “Another Day In Hell”, hvor vi befinder os i klassisk metal semi-ballade territorium. Et glimrende nummer, hvor især det luftige og harmoniske, men stadig kraftfulde, omkvæd er med til at løfte det op i de højere luftlag af albummet. Det er også her jeg kommer til at tænke lidt i retning af Pretty Maids, inden endnu et labert mellemstykke hamrer nummeret i en noget tungere og tonsende retning. Momentvis, for et hurtigt hiv i håndbremsen, drejer Chainfist tilbage på det melodiske spor, denne gang med en motor der rumler endnu mere. Kort og godt et afvekslende nummer, der er forbandet godt og effektivt skruet sammen.

Som nævnt, så mister jeg interessen en lille smule hist og her over de 11 numre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg bliver lidt mættet når jeg lytter albummet igennem fra ende til anden. For hiver jeg numre, hvor jeg taber interessen lidt, som eksempelvis “Poison Moon” og “Know Your Hate”, ud enkeltvis, så er det ikke dårlige numre. Måske drukner de bare lidt i mængden, når bandet spiller med musklerne på numre som den medrivende parole metal-rocker “Black Rebel Noise” og Scarred’s højdepunkt for undertegnede, “Mass Frustration”, albummets næstsidste nummer.

Her er det som om alle de her nævnte elementer og inspirationskilder mødes og går op i den der “højere enhed”, hvor man allerede under første lyt tænker, “yep, pletskud”. Her bliver sangskrivningen også ganske ambitiøs, uden at det kammer over, både den storladne melodiske opbygning og teksten der omhandler “dirty politicians” og generel politikerlede og en opfordring til at vågne op og se verden som den er. Stærk skæring at “gemme” mod enden af albummet!

Helt overordnet, er det rigtig meget jeg synes godt om på Scarred. De små udfald jeg har hist og her giver lidt overfladiske ridser i lakken, men helhedsindtrykket Chainfist efterlader med dette, deres anden plade, er positivt og opløftende. Er du til de nævnte inspirationskilder, der er sikkert flere eller andre for andre lyttere, så er Scarred et anbefalelsesværdigt tilskud tungmetaller til din efterårskost. Det giver 4 store stjerner herfra og smag på mere fra den front.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Chainfist på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.