Home Upcoming & Rockin' April 2020 - U&R BÜNNI: Transit ★★★☆☆☆

BÜNNI: Transit ★★★☆☆☆

502
0

BÜNNI er klar med et nyt album, knap et halvt år efter sit seneste. Minimalistisk lo-fi pop med en psykedelisk kant, og hvis det er noget for dig, så får BÜNNI faktisk ganske meget ud af “lidt” – selvom det hist og her bliver lige lovlig småt.

Bünyamin Eroglu, manden bag og indeni BÜNNI er en travl og produktiv herre. Ud over at udsende plader under dette alter ego er han også hovedmanden bag det mere psykedelisk anlagte band, eller er det et soloprojekt af en art, jeg er ikke helt sikker, Eerie Glue, som også har udsendt en række udgivelser de seneste år.

BÜNNI formår at få ret meget ud af, hvad der kan virke som lidt. Enkle, klare melodier, tekster der synges så man kan høre det, musik og lyrik der både rummer skønhed og kærlighed, men også en indgroet smerte og tvivl. Det er alt sammen også noget man finder på Transit, der rummer sange om “overgange” og “forandring” på flere planer. Helt sort hvidt fra livet til døden, som på afslutteren “Suicide?”, der handler om en “vens” mulige selvmord, eller i hvert fald tanker herom, pakket ind i en rolig og blød, sommerlig tone, det er næsten helt nænsomt i forhold til hvor dramatisk tematikken er.

“Summertime suicide, life can be hard, but it’s way too easy just to die”, lyder det gentagende gange i nummeret. Det er jo til at tage og føle på, et meget konkret budskab og et der er svært at argumentere imod. Det er på den ene side meget rart og en af BÜNNIs forcer: det er ikke unødigt kompliceret eller pakket ind. Dermed virker det også meget ærligt, relaterbart, let tilgængeligt og som om det kommer til og fra hjertet. Men man kunne også vende det om og påstå, at det måske tenderer det banale og lidt for direkte og on the nose. Det er en gennemgående ting for Transit, og hvordan man i sidste ende har det med det, kommer nok an på ens temperament og personlig smag.

Jeg kan til dels godt leve med, at et ellers fint åbningsnummer som “Boy”, der svæver og kredser luftigt rundt i et nostalgisk, let gulligt skær mens der slippes visdomsord som “sometimes you got no on eto play with, sometimes you just gotta make it on your own” ud. Eller hvad med “life can be fun, but remember to walk before you run”. Mjah… virkelig? Nuvel, det rimer da… Eller hvad med “I’m heading in the wrong direction, I don’t know were to go” i den længselsfulde og vemodige kærlighedssang “Transatlantic Miscommunication”? Jeg vil ikke sige, at jeg ikke bryder mig om det, for den ofte iørefaldende og fine musikalske indpakning afleder en del af ens opmærksomhed, men isolerer man teksterne, eller lytter for grundigt så bliver det måske lige en tand for simpelt eller firkantet til mig af og til.

“She’s so very pretty, I don’t know if she could fit me // Into her heart”, lyder det helt uden skyggen af fortrydelse og skam på den lille 2 ½ minutters kandiserede sukkersag “Outta Luck”. Det er dælme ikke indviklet poesi vi er ude i her, men BÜNNIS helt rene og ikke-ironiske klang og levering gør, at han faktisk kan slippe afsted med at synge den slags lige her. Det kunne nemt, meget nemt, være blevet tåkrummende pinligt og så sødsuppe klingende, at man fik akut kvalme, men den helt blåøjede levering lige her, gør at jeg lige kan rumme det. Det er i den slags øjeblikke, at det virkelig spiller for ham. Det er altså ikke en nem øvelse eller helt lige til at lave noget, der i bund og grund lyder så enkelt. I hvert fald ikke uden, at det falder til jorden – og BÜNNI holder balancen mere end han mister den på Transit.

På et nummer som “Dying 2 C U” (lidt irriterende titel, dér) tror jeg på ham, når han lidt lidelsesfuldt synger “I’ve been dying to see you // I’ve been dying to be with you”. Igen er det jo helt banalt, altså, det kan jo nærmest ikke siges mere direkte og ligetil, derfor afhænger meget også af leveringen og stemmen. Og her rammer BÜNNI den igen rent, så man mærker ensomheden og længslen. Det er skrøbeligt, det er nøgent og det virker helt oprigtigt – det kan man altså komme et godt stykke med. Også et nummer som den lidt mere musikalsk eksperimenterende og legesyge “Please Yourself” rummer nogle af de samme kvaliteter, men virker som om blikket er rettet lidt mere indad: “Nobody listens when I sing my song”, lyder det blandt andet mens nummeret bevæger sig fra et tåget drømmelandskab igennem noget Beatles’sk over til noget mere sløvt pulserende og mekanisk. Som en rejse fra noget udefinerbart over det organiske til noget mere syntetisk.

Det sidste har man allerede stiftet bekendtskab med tidligt på pladen, hvor man som andet nummer finder det absolutte højdepunkt i min bog. Hvis den latterligt fængende og medrivende popperle “Taste For Life” ikke allerede er en single, så skal den være det omgående! Det her er “hittet” på Transit og det moment hvor det bare går op i den der højere enhed. Den kan næsten overdøve og tilgive en tristesse som den rørstrømske “Letter From My Friend” på pladens anden halvdel – hvis man skruer højt nok op. “Help me save me from myself”, lyder det nedslående på sidstnævnte, Igen betvivler jeg ikke oprigtigheden i budskabet og det terapeutiske i at skrive sådan en sang, men mand, kan man ikke få samme virkning ud af “Taste of Life”?

“My Heart is broken in two, since I can’t be with you // Guess I’m stuck here with myself”, lyder det gudhjælpemig så i den efterfølgende “Reminiscence” og det forsætter med “I’ve got nothing to hide // It’s because you that I cry”… Så er vi tilbage til den der balance fra tidligere. Leveringen er der sådan set men her tipper læsset sgu alligevel for mig, det bliver simpelthen for udpenslet og kommer til at lyde som dagbogstuderi. Nå ja, og så minder nummeret i stemning og melodi en hel del om Beatles’ “Norwegian Wood”, men den er da også meget god!

BÜNNI lyder på Transit som om han på mange måder er sin egen værste fjende og en der åbent bokser med sine inderste følelser og ikke er bange for, at lade det hele hænge og blive krænget ud. Det kræver mod. Jeg håber også, at det har en gavnlig virkning for og på ham, så det fører til noget heling igennem musikken. Jeg vil ikke sige, at det kommer for tæt på. Kunst må gerne være ærligt, personligt og alt det der. Men det tenderer navlepilleri, hvis ikke ligefrem selvmedlidenhed, hist og her, hvor man kommer tæt på, på en måde hvor jeg tænker, at det ikke rigtig er interessant for mig som lytter – da kunne han måske med held arbejde med andre perspektiver og vinkler i teksterne?

Til gengæld er den musikalske del af Transit både ganske opfindsom, dejligt varieret over pladens 10 numre og ind imellem rammer BÜNNI en eller anden guldåre, hvor det hele bare stråler om kap med den sol jeg håber indfinder sig lidt mere i hans musik fremover. Indtil da lander vi på 3 lidt flyvske og ujævne stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.