Oven på en hverdag med hundehvalp, skolestart og godt med opgaver på arbejde, var en tur på Voxhall ganske velkommen.
Jeg bøvlede lidt med akkrediteringen og kom derfor lidt sent ind til Dawn Landes. Oven i det blev jeg endda nærmest overfaldet af en hjemløs type og hans oppasser, der bestemt mente at det da var mig, der måtte flytte sig og at den hjemløse da bestemt ikke kunne klandres for at prikke mig hårdt i maven gentagne gange.
Øv, nå. Der skete jo ikke noget, mine billeder blev endnu mere rystede end ellers og så gik jeg naturligvis et andet sted hen.
Hvilket ikke var sådan lige at gøre på et godt fyldt Voxhall – der havde stået ’få billetter’ i nogen tid på hjemmesiden.
Dawn Landes
…var til gengæld et rigtig fint bekendtskab. Tydeligt (og udtalt) fan af Dolly Parton stod hun alene på scenen med en guitar – ja, endda under et enkelt nummer uden den også, men til gengæld med en pedal til en elektronisk stortromme (eller sparkede hun bare til en mikrofon?).
Som du jo nok har regnet ud, så var det især hendes stemme, der var en oplevelse og med godt med twang sang hun dybtfølte sange – flere end én gang med næste aggressive feministiske undertoner, men med denne smuttende vokal der rummer så megen charme. Den afsluttende sang var skrevet i forrige århundrede, hun sang fra en feministisk sangbog – alt sammen virkelig overbevisende, charmerende og vi var alle godt varmet op.
”Fuck men” sagde hun med et smil og måtte siden kompensere og fortælle at hun da både havde mand og søn, som hun da rigtig dejlige – af og til 🙂 – og jeg kunne ikke lade være med at tænke at formuleringen ”Fuck men!” på flere måder var lidt uheldig. Meningen stod dog klart og trak på samme hammel som Bonnie ”Prince” Billy: Nogle modsætninger mellem det smukke, pæne og noget kantet eller endda humoristisk.
Fin opvarmning!
Bonnie ”Prince” Billy.
Kl 21.00 gik bandet så på. Keys, blæs (fløjte/sax) (Baryton?) guitarist/klarinetist/cornetist/sanger og trommeslager bag Oldham med sin guitar – og bag ham Dawn Landes på vokal og guitar og percussion.
Et stærkt spillende hold, der i beundringsværdig grad mestrede at håndholde (og -spille) samtlige numre. Her er der ingen backtracks, her er der tænkt over dynamik i allerhøjeste grad og udtrykket bliver ofte underligt pænt uden på noget tidspunkt at blive kvalmt.
Vi får 18 numre og til min overraskelse er Oldham ikke helt så fortællende mellem numrene – men numrene fortæller heldigvis også i sig selv og den karismatiske kontakt med publikum var fint etableret uden alt for lange narrativer.
Igen må det siges, at vokalen står centralt. Flere gange træder Oldham væk fra mikrofonen, synger stadig noget og hans vokal kommer alligevel ud over scenekanten.
Dette bliver især tydeligt på det ottende nummer, Lord I Hope This Day Is Good, som synges af deres merch-guy, hvor Oldham står bagerst på scenen og uden mikrofon lægger stærke b-vokaler.
Et fint lille ’stunt’ med en anden sanger, der også har twang, men det sætter også bare Oldhams vokal i relief at selv om det var en fin leadvokal, så var den bare ikke på samme måde fortællende og stærk som Oldhams.
Der åbnes med Joy and Jubilee med en lang fløjtesolo (så er vi ligesom i gang!), Is My Living in Vain? og via Werner’s Last Blues to Blockbuster i en nærmet Tom Waits-skraldet levering , Boise, Idaho og et femte nummer, når vi frem til ét af aftenens højdepunkter: Behold! Be Held! der med sin meta-kommentering på musik fungerer virkelig fint og med sit poppede refræn både giver en poppet lethed og en dybde, der går rent ind.
Det momentum, der her etableres holdes oppe og via førnævnte gæstesanger og et par andre meget fint fremførte sange startes Like It Or Not af guitaristen og der etableres en nærmest rubato-agtig rytmik omkring nummeret – en feeling, der gentages som bandet kommer på og det hele ligger i en tilsyneladende ustabil feeling, der dog altid går op.
Ohio River Boat Song følger op før Oldham må undskylde og beder tage os med ind i tidsmaskinen: et nummer skulle have fulgt efter Like it Or Not, men var blevet streget på setlisten. Så de synger sidste linje i Like It Or Not og fortsætter i dette nummer efterfølgende.
Skæg, lille detalje, der understreger at sådan en koncert for al sin håndholdthed i udtrykket trods alt er ret planlagt.
Vi får endda også et cover, Strange Affair, før – selvfølgelig fristes man til at sige – I See A Darkness falder.
Én ting er at det er et virkelig godt nummer. Noget andet er, at bandet og Oldham må have spillet det et utal af gange. Det kunne man bare ikke mærke. Med sine karakteristiske flagrende hænder og hatten af bliver den leveret lige nøjagtigt så rørende som man kunne håbe, endda med en smagfuld saxofonsolo. Imponerende, stærkt og vedkommende.
Afslutningsnummeret bliver Strange Form Of Life, hvor der bliver hevet en cornet frem og spillet ret fremragende på denne:
– Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at når jeg senere i dag skal spille trombone/trompet, så kommer det næppe til at lyde så godt som denne multi-instrumentalist. Bah. Jeg er hverken professionel eller har tid at øve mig hver dag på tour. But still…
Ud med bandet og ind igen til den humoristiske Tonight With The Dogs I’m Sleeping så Voxhalls øl blev sendt ned med en kommentar.
Og så slutter det hele med Crazy Blue Bells som måske ikke får sat det allerskarpeste punktum for en ellers god aften – men nu har der også været spillet 90 minutter…
Bonnie ”Prince” Billy er en god booking og Voxhall et godt spillested. Jeg synes dog, det var svært at finde plads med så mange mennesker til at ’komme i zonen’ men noget musik, der er så håndholdt. Det er ikke for at gøre koncerten til en ”dårlig” oplevelse, men mere en refleksion over at musikken især står stærkt når man lader sig forføre af det håndholdte og den stærke vokal. Det kræver for mig lidt fokus og engagement, som er svært at opnå når der er så mange mennesker.
Dejligt, at det trods alt ikke var varmere udenfor for der var varmt på Voxhall.
Men også varmt indeni, for når Bonnie ”Prince” Billy rammer, så bliver det alt andet end ligegyldigt.
Som jeg nævnte i min foromtale så kan man godt reflektere over, om vores ’verdens mindste storby’ med al vores danskhed har brug for country og americana? Det virker næsten til at komme fra en anden planet. Men som med Howe Gelb, så er svaret at ja!
Jeg anmeldte i år St Paul & Broken Bones og det var ren eskapisme fra en anden verden. Men efter 90 minytter med Bonnie ”Prince” Billy står det klart, at der er flere kalorier i det her, mere varme i mellemgulvet og mere at reflektere over bagefter.
God aften på Voxhall!
