Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Blue Demon: Sphere of Rock ‘n’ Roll (EP) ★★★★☆☆

Blue Demon: Sphere of Rock ‘n’ Roll (EP) ★★★★☆☆

2118
0

Selvom vejret måske ikke lige er til det, så på med dine mørkeste solbriller, stræk godt ud og find de strammeste bukser frem. Nu er det tid til at danse, kokse lidt ud og se pissecool ud samtidig, mens de dunkende og støjende toner fra søskendeduoen Blue Demon skrues helt op.

Blue Demon består af Jakob og Maria Viskinde, der har indspillet en 5 numre lang EP i deres hjemmestudie i Solager. Den musikalske konstellation fandt sammen i sommeren 2015, men der er ikke mange børnesygdomme at finde på Sphere of Rock ‘n’ Roll.

Netop den titel beskriver egentlig meget godt bandets både udsvævende og pågående, bas-dunkende musik. Det er ikke helt rock, i hvert fald ikke i den gængse forstand, men mere en flydende collage, eller sfære i dette tilfælde, af toner, stemninger, rytmer og stilarter fra rockens verden, bundet løst sammen til en musikalsk tåge der hurtigt får omsluttet en.

De cirka 17 minutter i den hypnotiske rock-tåge indledes med den ret spacey “Girl On Death Row”, hvor det er er som om det meste af musikken er suget ud af rummet. Alt føles fjernt og utydeligt indledningsvis, den distancerede vokal, der lige så godt kunne være et ekko fra en maskine og den hakkende rytme giver sangen en form for rastløs puls. Så begynder den summende bas at markere sig, mens det mere maskinelle præg også træder tydeligere frem i lydbilledet, der overordnet virker flimrende og… futuristisk? På sådan en 80’er sci-fi film måde, eller som et opdateret soundtrack til et gammel rumskydespil fra arkadehallen. Det er udefinerbart og lidt særpræget, men også sært dragende og noget man på en eller anden måde gerne vil tættere på.

Tættere på kommer det hele allerede i den efterfølgende “Rainbow Raven”, der er ude som single. Det valg forstår man, hvis den ikke allerede har kunnet høres på P6 Beat, så er der noget galt med verden (og værten?). Her er både rytme og melodi meget mere fremtrædende og driver nummeret frem på fængende vis, mens klangen er ovre i støj-pop møder indie-rock territorium. Det er stadig svært helt at afkode hvad Maria Viskinde præcist synger, ud over et catchy “oh oh oh”, vokalen er druknet i nogle effekter og leveres med en tilstræbt “så sløset-døsig at det bliver cool” attitude. Der er ikke så meget at sige, ud over at det fungerer efter hensigten. Fedt nummer!

Lige så glimrende er den efterfølgende “89”, hvor maskin-trommer får mere plads i det svævende lydbillede, mens den drømmende vokal får lov til at agere drivkraften i melodien. Selvom duoen benytter sig af et væld af effekter til, at udviske de rene musikalske linjer og sløre det store billede, så føles det aldrig koldt eller fjendtligt. Der strømmer en varme et sted derinde, hvilket nok også er grunden til, at man føler sig tiltrukket, i stedet for frastødt, af Blue Demon’s toner.

“Thompson For President” skruer op for weirdness faktoren igen, beatet bliver pågående og dansevenligt, ja, det begynder faktisk at blive trance-dunkende, mens et væld af effekter, elektroniske krusninger og afledningsmanøvre gør sit for at forvirre en. Faktisk får den flakkende musik nærmest samme effekt som heftigt blinkende stroboskoplys. Et lidt kuriøst indslag, men trods stilskiftet ligger det fint i tråd med det øvrige materiales hypnotiske virkning. “Hollywood” runder af, her er tempoet sat betydeligt ned og vi befinder os igen indhyldet i en mere stenet atmosfære. Der er måske lidt Highasakite over stemningen og klangen. Dejligt nummer, der lige får pulsen ned inden Blue Demon svæver væk og ud…

Når tågen letter og man vågner op at sit lille trip og rejsen ind i Blue Demon’s univers, så har man lyst til at tage turen igen. Sphere of Rock ‘n’ Roll virker, trods den flagrende og til tider udviskede lyd, hvor masser af elementer smelter sammen, danser med og rundt om hinanden eller går i forskellige retninger på samme tid, som et lille værk – og ikke “blot” en samling sange.

Der gives ikke ved dørene, men samtidig smækkes de heller ikke i, så man føler sig udenfor. Du er velkommen til festen, men Blue Demon spiller efter deres egne regler. Og det gør de til 4 store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Marie Møller

Besøg Blue Demon på facebook

Previous articleClean Boys & Vagn Remme: Vi er her ikke & Pornomonologos (10″) ★★★★★☆
Next articleBæst + Slægt + Rising, Radar, 15/10 – 2016 ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.