Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Blitzkrig: Vandene Der Deler Os (Album/Anmeldelse)

Blitzkrig: Vandene Der Deler Os (Album/Anmeldelse)

574
0

Blitzkrig er efter “opsamlingsudgivelsen” Sange 19/20, hvor de samlede singler og andre sange fra bagkataloget, klar med deres egentlig albumdebut. Vandene Der Deler Os viser en moden janglepop/post-punket trio, der er lige ved at gå på grund, set over en hel plade.

Fra fjerne, utydelige horisonter kommer “BBB” langsomt bølgende ind mod den vindblæste vesterhavskyst. Havgusen gør oprindelsen af tonernes sagte kalden endnu vanskeligere at afkode, man misser med øjnene, spidser ører.

Den rolige brusen kommer hørbart nærmere, spredte silhuetter af andre, der har trodset den vestvendte kysts vejrligets uforudsigelige opførsel og temperament dukker op af disen. Ensomme, grå pejlemærker i et tilsyneladende uendeligt panoramabilled. Duften af saltvand, tang og frisk, fyrig luft hiver i de fugtige næsebor.

“BBB” slår ind over brændingen, rejser sig, virker et øjeblik kæmpe stor og truende, man holder vejret. De majestætiske toner skyller ind over en, omfavner ens stivnede krop. En lydkrammer, der viser sig at være varm, hjertelig og længselsfuld.

Blitzkrig er klar med deres albumdebut efter et længere tilløb med en udgivelse, hvor de samlede op på materiale Thy-bandet havde gået og samlet, gemt på og drypvis udsendt som singler i 2019 0g 2020. Deraf titlen, Sange 19/20. En samling stærke, 80er janglepop/rock, post-punk rocknumre, der måske nok manglede en overordnet vision og tråd i lydbilledet, men viste en rutineret og moden trio, der havde styr på både inspirationskilder og sangskrivningen.

Sangskrivningen bliver lidt Blitzkrigs hæmsko denne gang for, hvor Vandene Der Deler Os virker mere afrundet, formfuldendt og sammenhængende i sin lyd, så savner den lidt det melodiske overskud fra Sange 19/20. Kort sagt havde den udgivelser bedre sange. Dette album har en mere tydelige rød tråd i materialet og en fornemmelse af, at det er tænkt som et samlet værk.

Det høres i diverse samples, lydklip og nogle passager, hvor lyrik og vokal antager en mere snakke/fortællende tone. Vandene Der Deler Os virker, som en art scrapbog. Eller et gulnet fotoalbum med fraklip fra det fjerne. Et nostalgisk ekko fra bandets opvækst, fortiden i en 80er hjemstavn.

En gammel skorstensfejers stemme fra en forlængst gået tid dukker op, et lyd postkort fra fortiden med en stemme og en dialekt, som tiden ellers ville have glemt. Det er øjeblikke som disse, der er med til at give Blitzkrig og pladen sit nostalgiske, let tilbageskuende skær. En hyldest til det der har været. Minder. De ting der foregår. Der er noget lidt sørgmodigt over band og pladens tone.

Det siver over i numre som de fine “Uvejr” og “Du Ser Det”, hvor det musikalske blik lyder sænket og lidt nedslået. Nuancerne er holdt i de blålige toner, men uden at det bliver ren melankoli og tristesse. Der er antydninger af noget varme, en snert af noget opløftende. En melodisk puls, en løftene rytme.

Her er Vandene Der Deler Os stærkest og finder sine mest smittende, endda dragende stunder. Blitzkrig er, når de er bedst, gode til at male musikalske billeder, små øjeblikke, der bliver levende og gør sangene til andet end fastlåste fotografier fra fortiden. Her bliver deres tekster i stedet for smalfilm, gamle hjemmevideoklip eller pludselige glimt i hukommelsen, hvor fortiden bringes til live i nuet.

“Du Ser Det” er muligvis pladens stærkeste nummer og burde være en kommende single. Den aktuelle single, “Pis og Papir” er jeg af uransagelige årsager tilgengæld ikke rigtige fanget eller imponeret af. Blitzkrig har ellers en solid stime af stærke singler på samvittigheden med numre, som “Blodrød Måne”, “Lyster, nævnte albumåbner “BBB” og Varm Kind”.

Sidstnævnte, en noget atypisk og for en single lidt speciel størrelse. Et nummer, der virker som en, lang kontinuerligt udviklende “linje”, eller “opstigning”, fremfor et nummer med en egentlig vers/omkvæd struktur. Den lukkede Sange 19/20 og dens klon, “Varm Kind II”, der lyder som en nøjagtig kopi/genindspilning har samme funktion her? Det virker lidt som overflødigt fyld, hvis man altså er bekendt med 2019/20 udgivelsen.

I det hele taget kommer Vandene Der Deler Os lidt snublende over målstregen. Den kunstneriske og poetiske titelsang lyder, som et lidt for firkantet og stift forsøg på, at skrive et slags lyddigt. Ordene, der af den tidligere nævnte “Klip Fra Fortiden” slags er sådan set fine nok. Sat til en løs, mere skitsepræget lydcollage, guitarflader og en melodi der toner ind og ud. Det er faretruende tæt på, at det bliver en kende prætentiøst.

Den efterfølgende “Vi R Ingenting” lyder, i mine ører, alt for meget som et band som The Minds of 99. Den rastløse, let-ruskende og hakkende melodi, vokalens kadence og sangens fremdrift læner sig, om ikke andet så i hvert fald op af samme musikalske arv og ophav som Minds, og flodbølgen af beslægtede bands de åbnede for.

Dernæst lukker og lukker den nævnte genudsendelse af “Varm Kind”. Sammen med de to foregående numre, giver de en lidt uheldig fornemmelse af et band, der er lige ved at miste orienteringen, og momentum på albummets anden halvdel.

Musikken fortoner sig ud mod horisonten igen, mens man står og overvejer, hvad man egentlig lærte i godt 30 minutters selskab med Blitzkrig? Bandet trækker tydeligt på fortiden, musikalsk og lyrisk, og undskylder ikke for det. De bruger det også til, at kommenterer på nutiden og er ikke rendyrkede nostalgikere eller bagstræberiske.

Alligevel er det som om, at Vandene Der Deler Os strander en smule og aldrig kommer helt i land. Der trædes lidt vande, pardon the pun, efter et stærkt udlæg med supersinglen “BBB”. Der er spredte skvulp af storhed, ikke mindst pladens midterdel, og den generelle fornemmelse af, at det her en en gennemtænkt plade, hvis indhold betyder noget for bandet trækker op.

Det er når bandet fortaber sig for meget i ekkoer af andre bands, eller deres egne ambitioner kommer til af overdøve melodi og “sangen”, at Blitzkrig får spændt lidt ben for dem selv. Så kommer der tang i maskineriet og hullerne i bandets eller tætmasket net afsløres.

Helt godt band, laver et halv-godt album.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articlePremiere: Ny single/video fra Isogenic
Next articleA Mess: WOMAN (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.