Bleach Blondes: You could take the whole world to bed with you ★★★★★☆

0
968
views

Hvordan ville Psyched up Janis have lydt, hvis de havde indspillet i The Midlands i 70erne? Tjah, måske som Bleach Blondes lyder på You could take the whole world to bed with you.

De rummer noter af grungen i især vokalen, der ikke altid er helt tonalt i skabet, men dog fuld af udtryk. Men hvor grungebands havde en tendens til bare at skrue op og støje, så rummer Bleach Blondes også en luftighed og det særlige cool – nærmest nihilistiske – udtryk, som den mørkere bølge fra The Midlands så tydeligt udtrykte.

Det er pisse godt!

Luftige guitarer drives frem af en pumpende rytmegruppe, der bestemt ikke har travlt og som største coolness ligger den maskinelle bund. Som en tysk dieselmotor – rolig og effektiv. Koblingen mellem den (små)desperate grunge-vokal og den nøgne, nihilistiske og kliniske Midlands-sound er med andre ord virkelig vellykket. Indspilningen er ekstremt produceret og lyder som om det hele er optaget på afstand – lidt som Joy Division havde for vane.

Dog tager Bleach Blondes ikke alle stik hjem. Det savnes der – trods alt – for meget gode melodier á la Nirvana og New Order til.  Men det skal ikke tage noget fra, at You could take the whole world to bed with you (fremover: You could…) er  et stærkt udspil. Det er egentlig ikke fordi man væltes bagover af variation i hverken lyd eller melodier. Men alligevel må jeg tage mig selv i at få lyst til at trykke ‘play’ igen, når pladens ti numre er løbet igennem mit anlæg. Der er noget dragende over det her. Og ja, det er retro så det batter.

Åbneren, ‘Fuzz pedal girls’ er et nærmest perfekt sort-hvidt stillbillede af en performance fra en mørk Manchester-klub, mens tredjenummeret ‘Promise’ viser antræk til et pop-hook i melodien i omkvædet – men heller ikke mere end antræk, da der ikke arbejdes med megen melodi i resten af nummeret. Og det er måske dér, fascinationen ligger; der lægges en overbevisende – let monoton – baseline, og så lukkes der bare en lille smule op for pop-øret her og der. Nok til at holde lytteren interesseret, pirret og nysgerrig. Det er ét af de ældste tricks i bogen; suspense / release, men det gøres mesterligt.

Selv om der er guitarsoloer – eller støj-collager – her og der, så bliver det aldrig rigtigt guitar-drevet på den klassiske vis. Og á propos Sune Wagner så forfaldes der heller ikke til ‘nu trykker jeg bare på alle mine pedaler og høvler løs på min spade’-‘soloer’ (er jeg den eneste, der altid har synes, at det var sådan lidt konfirmand-der-har-fået-en-elguitar-agtigt?). Ok. På afslutnings-/titelnummeret bliver  der åbnet for sluserne – men altid kontrolleret og med den drivende bas tydeligt stående frem i de (lidt mere) larmende guitarer.

Mest melodisk er nok ‘My seven traits’, som både i vers, guitarfigurer og omkvæd arbejder med poppede melodilinjer. Men så er vi staks tilbage i det mere maskinelle med den Kasabian-agtige ‘Debt of love’.
Og på den måde varieres der helt stille og roligt og nærmest subtilt. Forsangerens ambitus er på størrelse med Steen Jørgensens, men på lignende vis fås der rigtig, rigtig meget ud af de få toner her.

Numrene holder sig pænt i radio-venlig længde* med undtagelse af afslutningsnummeret (titelnummer), der sniger sig op over fem minutter. Jeg har dog min tvivl om nogen radiokanaler vil finde alt for meget spilletid til Bleach Blondes sange. Og det er egentlig ærgerligt. For lige så vel som det lyder som et konstrueret forsøg på et ‘blast from the past’ så er der kvalitet i hvert nummer og som nævnt, så er det dragende musik, som får én til liiiiige at tage en gennemlytning mere.

Bleach Blondes kommer dermed med You could… op og kigge i de højere luftlag, og jeg tøver ikke med at uddele fem stjerner!

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg bandet på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.