Black Seagull: Distant Lullabies ★★★☆☆☆

0
815
views

Nomadebandet Black Seagull, med rødder i København, er klar med deres andet udspil Distant Lullabies. Et udspil der er både velspillet og velproduceret, men som bliver lidt langtrukkent og mangler mindeværdige sange.

Bandet betegner sig selv som et nomadeband, da de ikke som størstedelen af andre bands indspiller i et studie. Næ, bandet tøffer afsted i deres stationcar og indspiller hvor de har lyst ved hjælp af deres mobile studie. Dette album er indspillet  og blevet til på forskellige lokationer som Berlin, kontorer, lejligheder og øvelokaler. Og det er måske ikke en helt skidt ide, da lyden på pladen er meget tro mod bandets stil, der er en god blanding af folkrock, country og americana.

10 sange er hvad man som lytter bliver præsenteret for på albummet, der tekstmæssigt blandt andet omhandler emner som tid og alder, savnet af en manglende kulturkritik og de dilemmaer der opstår, når mennesker udlever eller efterlever forskellige værdier. Ja, det er tunge og voksne emner der tages op, og det er da også et album der kræver noget af lytteren, herunder et voksent sind.

“Crystalize” åbner stille og roligt Distant Lullabies. Bandet nævner selv Neil Young i pressemeddelelsen, og ja, det lugter da lidt af onkel Neil i riffet, men det er også det hele. En stille og rolig, nærmest underspillet sang, der har et luftigt og atmosfærisk vers, men desværre et omkvæd der ikke lever op til versets niveau, hvilket gør at sangen ikke på noget tidspunkt for alvor letter.

At det ikke for alvor letter, på trods af tilløb, kan man sige om en del af sangene på albummet, men lullabies (vuggeviser) er jo også af natur, nogle sagte kreationer, men her bliver det desværre bare lidt langtrukket og på nippet til det kedelige. Musikken er fejlfrit fremført, der er ikke en finger at sætte der, men det bliver bare kun lige ved og næsten.

Ja, faktisk skal man lige præcis halvdelen af albummet igennem, før at der sker ting og sager. På skæring 6, bliver den stille og rolige tilgang til sangskrivningen pludselig peppet lidt op, der bliver tilført lidt mørke og ikke mindst, uforudsigelighed, og det klæder så sandelig bandet.

“Ready To Go” byder nemlig på et distortet og catchy riff, som skaber et mere mørkt og farligt univers, som modigt bliver blandet med trompeter, vokalen understøttes fornemt at kor og sangen flyder og bygges fornemt op. Det hele toppes med gæstevokal af Karla Juhl Christensen.

Dette lidt mere dystre og mørke univers førers videre på “Listen… They’re Playing Our Song”, som er taget helt ned i tempo, drevet af vokal og akustisk guitar. Også her er der krydret fornemt med distorted guitar og bliver sluttet af på bedste americana manér med en omgang velplaceret trompet og la-la-la kor.

Efter et smut tilbage til det stille og forudsigelige, og faktisk pænt 90’er agtige på “Fire Roses”, sendes mågerne tilbage i trækvinden på “Hey Hey”, som er albummets stærkeste sang. Her er der igen mere gang i sagerne, og der åbnes med en Jon Bon Jovi’sk guitar, godt med percussion og omkvædet som primært består af“hey-hey-hey” kor, sender én direkte ud på prærien, det er sgu godt det her. Forsanger Bo Morthen leverer samtidig en vokal der er en anelse mere nasal, og det blender sublimt i lyden. Skal der laves en ny Young Guns, bør Black Seagull være på soundtracket med denne skæring.

Distant Lullabies sluttes af med lige netop en vuggevise. “If You Want It” er albummets korteste sang, 1 minut og 18 sekunder, og fungerer mest af alt som en outro. En outtro forsanger Bo og hans guitar, tager sig af, og som lukker albummet helt fint, for det skal da være en vuggevise der lukker og slukker.

Alt i alt er Distant Lullabies et veludført album, bandet kan deres kram, men der er simpelthen for mange sange der ikke gør væsen af sig. Ja, stille sange kan sagtens være medrivende, men det kræver en gedigen melodi, et super godt omkvæd eller bare et eller andet overraskende, og det mangler der desværre her. Til gengæld fungerer det rigtig godt, når bandet flyver den sorte måge mod uvejret, og der tilsættes noget larm, mørke og uforudsigelighed, det skaber et univers hvor det virker til, at bandet befinder sig rigtig god i.

Lullabies er som udgangspunkt ment til at lulle folk i søvn, og det er tæt på at Distant Lullabies gjorde netop det, på trods af at det nok ikke helt var hensigten. Dog bliver man vækket igen på sidste halvdel af albummet, der klart står stærkest, og redder 3 store stjerner i land.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.