Black Light White Light: Horizons ★★★★☆☆

0
564
views

Med en opdateret lyd skriver Black Light White Light sig med Horizon ind i den efterhånden etablerede bølge af neo-psych/prog. Horizon er dygtigt lavet og stemningerne er, mange effekter til trods, godt ramt. Dog mangler den sidste melodiske genkendelsesfaktor for at gøre albummet uforglemmeligt.

Der er ikke sparet på effekterne, når Black Light White Light folder sig ud; både vokal og trommer har fået godt med distortion og også mere naturlige instrumenter som bas og trommer får lidt ’sovs’. Og hvor det hos mange andre bands hurtigt bliver lidt enerverende, når der er så meget effekt på det hele, så formår Black Light White Light at gøre det til deres sound.

Der er i flere omgange noget naivistisk 60’er-vibe over det hele og andet nummer ‘Teenage Dream’ kunne næsten være med i en absurd scene i en Austin Powers-film; det er old school beat med distanceret vokal, et veldefineret backbeat og ditto tamburin mens temaet i teorien kunne være spillet på citar – dog her på synth.

Små hints til 60’ernes og 70’ernes psych/prog ligges også ind i guitarbevægelser og der fornemmes en blanding af en mere nutidig Kasabian-agtig lyd kombineret med ældre, frie dyder. Ikke dårligt.

Pladen mangler som nævnt ovenfor melodiske hooks, der er nemme at vende tilbage til. Men stemninger er der godt fat i og et nummer som ‘California Love’ har hints af nogle strand-drenge men opererer stadig i det lidt psychede.Det virker til, at der rent faktisk er tænkt over sagerne her. Point!

Og samtidig er det svært netop på bagkant af de lidt uigenkendelige melodier ikke at tænke at numrene flyder lidt sammen; bliver lidt svære at skille ad og godt stemningssættende arbejde til trods bliver lidt ensformige.

Så meget større bliver glæden også over nummeret ‘Tu Connais L’Amour’, som både stikker ud ved at have et skarpere 80’er-synthet drive – og en æterisk kvindevokal på fransk.

Det er fristende at påstå, at det er det bedste nummer – hvilket nok heller ikke er fair. Men skarpt står det og friskt indspark er det i hvert fald. Det følges så op af pladens titelnummer, der opererer i ballade-land og kunne have været en b-side på en Kasabian-udgivelse. Det fungerer ganske fint og de mange effekter går igen op i en fin højere enhed.

Inden der lukkes ned med ‘Solstice’, får vi ‘Never Going Back, der både i tekst og feeling er tilbage i Flower-Power land. ‘Solstice’ bliver nærmest en fortsættelse af dette, men bliver i den sidste ende en fadende gentagelse af temaet – og de mange effekter, de flower-power-agtige stemninger fader ud sammen med de mere psychede og Kasabian-agtige numre.

Jeg er ikke sikker på, at Black Light White Light har fundet en formel for musik, vi som sådan står og mangler. Dog skriver bandet sig ind i psych-bølgen, som synes at blive ved at kaste bands af sig. Og da de både spiller fint og skaber fine stemninger, må jeg medgive at de gør det godt!

Havde der været mere melodisk hook over nogen af numrene og flere letgenkendelige sange, ville pladen have været virkelig god. Som den fremstår – med et melodisk højdepunkt i ‘Tu Connais L’Amour’ – bliver det til fire stjerner.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.