Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Bias: Biased **** (4/6)

Bias: Biased **** (4/6)

2982
0

Biased er tungt rockende aarhusianske Bias’ debutalbum, efter de gennem noget tid har spøgt i undergrunden og spillet koncerter sammen med blandt andre Whores & Thieves og Go Go Berlin. Nu er det blevet Bias’ tur til at indtage den forreste plads i bussen med en fin debut. 

Bias består af Rasmus Hamann på guitar, Kasper Najbjerg på trommer, Ulrik Sølgaard-Nielsen på bas, og Anne Jensen på vokal. Stilen er tung, men melodisk, alternativ rock. På de bedste numre er det virkelig godt. Der er dog også numre, hvor Bias lyder som noget, man har hørt nogle gange før – men på en solid, velspillet og velproduceret måde. Biased er et ambitiøst album, både i produktion, musikalsk, og i forhold til albummet artwork, som der tydeligvis også er lagt tanker i og som er udarbejdet i form af et billede til hver sang af kunstneren Nis Gersbøll.

‘Crooked Zeppelin’ har et rigtig godt riff og sammen med et glimrende trommearbejde og Anne Jensens vokal giver det et slagkraftigt og stærkt, tungt rocknummer, der sætter Biased godt i gang. På ‘Jaywalker’ står Jensens vokal virkelig skarpt og får rum i lydbilledet til at udfolde sig, uden at nummeret i øvrigt taber tyngde. Der er også god dynamik i skiftene mellem mere afdæmpede og tungere, riffende stykker, der intensiveres mod slutningen.

Tredje blad i den stærke trekløver, der åbner Biased er ‘Odyssey’, der åbner afdæmpet og dragende med en fin brug af cello, men bygger op mod en truende horisont, inden tordenen slippes løs. Hér kommer Anne Jensens vokal i høj grad til sin ret, både sitrende og stærk, og stærkt akkompagneret af den tungt riffende guitar.

‘You Said’ er en mere regulær rocksang, selv om der også her eksperimenteres lidt med formlen, så vi ikke kun får a og b-stykker, og her mindes jeg om Skunk Anansie fra deres storhedstid. Det er ikke generelt for albummet, men lige på dette nummer springer Skin og co. frem i hukommelsen, mens den efterfølgende ‘Selfdestruct’ byder på skæve takter og en skelen mod 90’ernes Seattle-scene i en ganske veleksekveret opdatering, med et skævt og modigt omkvæd, der føjer lidt nyt til formlen.

En markant baslinie indleder ‘Before It’s Over’, der emmer af ildevarslende stemning og man venter på eksplosionen, som må komme – og det gør den også, efter en tålmodig opbygning, omend med en beundringsværdig disciplin, så kræfterne først for alvor slippes løs i et kort stykke efter tempoet og intensiteten er steget.

‘We Can’, der følger efter, åbner i det afdæmpede, blåtonede hjørne, men der bygges igen op mod storm, og den kommer også som et ventet pay-off, hvor et Tool’sk riff får lov at flænge igennem. Også den melankolske ‘No Land In Sight’ er i den stærke ende af spektret, og giver sig god tid til at udfolde en stemning af forladthed og forlist kærlighed, inden frustrationerne piskes afsted i et medrivende stykke, inden Anne Jensen og co. igen afslutter nummeret i smult vande: “This is not the perfect start/This is not the end/This is not the perfect start/With no land in sight”.

‘When The Sun Burns’ har sin styrke i et smældende riff, mens nummeret i øvrigt ikke for alvor sætter sig fast hos mig, selv om det er velspillet. Det samme er tilfældet med den lidt tilbageholdende ‘Tell Me (What Am I)’, der afslutter albummet, der mangler lidt intensitet og nerve og næsten er for forsigtigt og pænt eksekveret, i mine ører, hvilket gør at den glider lidt let forbi, mens man mindes de tidligere klimakser.

Den flotte produktion, der gennemsyrer albummet, bliver på en måde næsten for pæn, og de stormfulde følelser for kontrollerede – så selv om Bias faktisk rammer mig ret så godt med deres stil, bliver jeg ikke for alvor revet helt og aldeles med, i hvert fald ikke helt så ofte, som jeg gerne ville, og som jeg er sikker på at de har potentialet til at gøre. Den samme formel bliver også anvendt en tand for ofte, med langsom opbygning til forløsning, og så tilbage til det afdæmpede – ydermere ville et par numre mere på niveau med ‘Odyssey’, ‘Crooked Zeppelin’ og ‘No Land In Sight’  uden tvivl have landet Bias på mere end 4 stjerner, men jeg mangler flere numre, der river tæppet væk under mig.

Ikke desto mindre har Bias rigtig meget at byde på og ovenstående forbehold skal forstås ud fra en fornemmelse af at der  er endnu mere i Bias – Biased er et rigtig fint album, der viser et band, der har en klar linie i deres musik og kan de ulmende kræfter blive yderligere forløst, er der potentiale til et hovedværk i tung dansk rock i aarhusianerne. 4 store stjerner herfra til debuten.

Anmeldt af Judas

Bias spiller release-koncert på HeadQuarters i Aarhus torsdag d.23/5.

Tjek Bias ud på deres hjemmeside.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Live: The Psyke Project, Beta 2300, lørdag d. 18/5 – 2013 **** (4/6)
Next articleAwesome Mr Powerwolf – Busy Wasting Time – 22/5 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.