Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Bande De Los Apaches: Bande De Los Apaches (EP) ★★★★☆☆

Bande De Los Apaches: Bande De Los Apaches (EP) ★★★★☆☆

2531
0

Klar på noget fræk, instrumental surf-rock, der lyder som om det kommer fra varmere himmelstrøg, men er dansk? OK, Bande De Los Apaches har en 6 numre lang EP ude, den skal du straks høre hvis du er til garage-surf og/eller hænger ud steder som Gutter Island.

Jeg ved ikke meget om bandet bag de nærgående og varmblodede toner, pressemateriale var der ikke noget af og på deres facebook kan man man ikke læse meget andet end, at samtlige 5 medlemmer af bandet spiller guitar. Det gør nu heller ikke noget, de forholdsvis korte numre, alle 3 minutter, eller noget derunder, lange, formår at skabe rigeligt med billeder, uden at det behøver pensles ud fra bandets side. Og  musikken taler også ligesom for sig selv: det er garage-surf.

Masser af mere eller mindre grumset og fuzzy garage-guitar, der jævnligt surfer på bølger med masser af skumsprøjt. Bande De Los Apaches twist til genren, ikke at den som sådan er nyskabende, men dog “udansk”, er at det lyder som om musikken kunne stamme fra det dybeste Syd Californien, eller måske bringer vindene os endda helt til Mexico.

Nå, nu hvor vi  har med instrumental musik at gøre, endda den short, sweet and to the point slags, så er der heller ikke så meget at vende og dreje som ellers.

A-siden, er det en vinyl, jeg ved det ikke, åbnes med fuld fart af “Shootfest”, som blæser afsted så man bliver helt svedig og stakåndet. Netop blæser (eller blæsere) er Bande De Los Apaches helt store trumfkort, der er nemlig noget horn og trut af messing mere eller mindre tilstede i de fleste numre. Her bliver de markante i det tempofyldte lydbillede cirka 1 minut og 20 sekunder inde i nummeret og bidrager til den herligt febrilske stemning.

Herligt udlæg, men det bliver endnu bedre på den efterfølgende “Danger Cologne”, der med spredte “DANGER” råb indeholder EP’ens eneste “tekst”. Nummeret drives frem af en fængende og medrivende melodi, godt tempo og vellydende surf med godt med vind i sejlet, leveret af blæserne. Her bliver guitar bredsiden for alvor garage-fuzzy, så det hele får lov til at snurre godt igennem.

Det er både toner du kan rocke ud til, men også ret dansable og det har også lidt sleazy gangster stemning over sig. Det bliver helt udtalt på A-sidens sidste nummer, “Slam Fire Shotgun”, der lyder som noget der kunne være taget fra soundtracket til Pulp Fiction, eller måske endda Desperado?

B-siden indledes med den billedskabende betitlede “Tits Out For The Boys”, der måske hat lidt små-lummer stripper/af med tøjet stemning over sig, men ellers er det nummer jeg finder mindst interessant på EP’en. Den gør bare ikke det store for mig af en eller anden grund, måske fordi jeg bare ikke er så meget til strip? Nuvel, vi er jo hurtigt videre, denne gang med den kun lige knap 1 ½ minut lange “Dogfight”. Kort er den, til gengæld virker bandet her en anelse mere sammenbidte og pågående. Blæseinstrumenterne fylder mere og puster sangen fremad, mens de hektiske guitarer bakker op.

Det hele munder ud i “Drive By”, der afslutter B-siden og EP’en med manér. Et relativt dramatisk nummer, som når at pakke en hel del “handling” ned på sine 2 minutter og 38 sekunders spilletid. Det bliver næsten helt filmisk, som i at nummeret lyder som noget fra en 70’er spion/politifilm, hvor vi lige skal have en biljagt med hvinende dæk og melodi og tempo, som skaber en stemning af “forfølgelse”.

Det er en fræk lille sag Bande De Los Apaches leverer her, velspillet og stemningsmættet, trods den kompakte spilletid. Er du til garage-surf, hvor man ikke behøver råbe andet end “DANGER” og “WAUW”, så er det med at få tjekket denne EP ud. Vi ender på 4 af de store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Bande De Los Apaches på facebook

Previous articlePremiere: Ny single fra Outer Region
Next articleHvad skoven gemte – interview med Wild Forest

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.