Hvis du er vild med Jonah Blacksmith og det hjørne af dansk americana, vil du sikkert også have hørt om Baby Did A Bad Thing. Hvis ikke, kan du se frem til at kende bandet.
Der er nemlig store overlap i lyd og tilgang til musikken og dette fremgår i hvert fald på visse numre ret tydeligt på Hope.
Åbneren Forever Is Starting Right Now er måske det allertydeligste eksempel på dette, og med stor dygtighed i vokalarbejdet, klap og en sprød banjo er vi godt nede i denne særlige soul-agtige måske mest syd-inspirerede americana.
Det fungerer godt og lyder så godt, at især mellemspillene står stærkt i deres på én gang ro og fremdrift.
Temaet for pladen er håb og det er selvfølgelig godt nok med håb i en tid, hvor politikere helt åbenlyst går til torvs og mener at ikke alle mennesker skal ses som sådan, truslen om krig er større end i mands minde – og Danmark har mistet meget af sin humor.
Men! Der er en anden side af mønten, og der er på pladen en reel risiko for at det hele bliver lidt for ’rigtigt’ og pænt. I øvrigt lidt sjovt, når nummeret bandet er opkaldt efter er et ret beskidt bluesnummer. Nå. Detaljer…
Man får dog også noget andet end deep south inspireret americana: Flere gange er der Springsteen-inspiration, eventuelt over War On Drugs…
Taking a Guess er et godt eksempel på en ret vandret sag, der bare tøffer derudaf og igen står vokalen stærkt, fortællende og man fornemmer at groovet kan fortsætte… Længe.
Gaske fint. Ganske pænt.
Der er også ballademateriale, der fylder godt på pladen og igen må stemmerne siges at være stærke og på den måde lidt overhale nogle desværre lidt ordinære tekster indenom på kvalitet.
Leaf byder endda på en mundharpe, der i sin insisteren bliver næste Dylansk.
Second Nature byder på nogle naivistiske blomster (!) som hiverr r ned af hylderne når det kommer til tekst-klicheer.
Det er nok egentlig OK. Vi er jo nok i det mere poppede/soulede hjørne af den norrøne americana og det er selvfølgelig ikke Baby Did A Bad Things skyld, at min smag i langt højere grad er til Codys poetiske tilgang. Smag og behag.
Tager man Hope for hvad det er, får man en særdeles vellydende plade, der varierer med forskellige undergenrer og har en international kvalitet.
Især vokalarbejdet står stærkt, men det er genelt en velproduceret plade.
Der er bare så meget på spil og selv om jeg godt forstår behovet for at ridse håbet op for en nyfødt i åbneren, så bliver det hele lidt for velmenende for min smag. Lidt beskidthed, lidt kant – eller tør jeg måske endda håbe på lidt humor? – ville være klædeligt.
Her får man dog den pæne version, hvor man stryges med håret, får en meget lethørt og behagelig plade, der vilgå godt til mnage sociale situationer, hvor den behageligt vil ligge som baggrund – og til tider lige stikke hovedet frem med stærkt vokalarbejde.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
