Baal: Time Is Old ★★★☆☆☆

0
759
views

Den første tone, Bjørn Fjæstad nogensinde sang på en udgivelse med Baal, var en sekser eller en syver på akkorden. Det må mildest talt siges at være modigt, skævt, opsigtsvækkende og udfordrende.
Disse fire ord beskriver på ingen måde Baals syvende album. Tvært imod.

Alright, vi skriver heller ikke 1996 længere og på de 23 år skal der selvfølgelig være sket noget. Man kan vel – trods alt – ikke klantre et band for at finde en sound og arbejde ud fra den.

Og bandet er tydeligvis blevet dygtigere til at spille på den tid. Lyden er blevet urystelig sikker og der synes at være to ’spor’ på pladen – lidt som to, parallelle riller på en LP, hvor nålen på pladen hopper mellem det ene og det andet:
– det første spor er en pæn, poleret gammelmandsrock, der mest synes at have som formål ikke at stikke ud i hverken harmonisering eller lyd. Ja, lad os da kalde det musical-sporet. Vi skal jo nødig få folk op af stolen!

Det andet spor er hopper nålen kun sjældent i, men det er et spor, hvor der bliver plads til at små, musikalske idéer får lidt plads. For bandet har – det desværre ret kedelige udtryk til trods – stadig idéer og detaljer, når man havner i mellemspil og tema/modtema-stykker eller i en outtro skal tilføje noget.

Som i ‘She’s So Good To Me’, hvor outtroen byder på en fræk enkelt klaver-tone på to-slaget, som lige nøjagtigt stikker nok ud til at fange opmærksomheden – men som heller ikke vælter nummeret.

Pladen starter egentlig fint nok ud. Åbneren, ‘My Burden’, har et guitar-groove, der kan minde om Bowie’s ‘New Killer Star’ og byder i øvrigt på pladens bedste tekst, hvor der indikeres lidt utryghed/usikkerhed i vers som ”Is there a teacher in this house / ’cause I need a lesson”. Det følges desværre ikke helt op af musikken, der udtrykker en sikkerhed der bare ikke rigtigt passer med resten. Men vi er da i gang og det er derudaf!

‘Freakshow’ følger op med klassisk Baal – lidt skævt tonal guitar-riff og en rolig strofe giver kontraster. Men lyden er uinspireret pæn og da det storladne refræn sætter ind, bliver det hele lidt for musical-pænt. Kom nu!!! Giv den nu noget suppe…! Måske må man vente til live for at opleve den kant, nummeret råber på?

Inden ‘She’s So Good To Me’, som i sit groove minder om Veronica Maggios ‘Jag Kommer’, får vi ‘The Sorry Song’, første ballade. Roligt vuggende derudaf bliver det desværre lidt kedeligt og milevidt fra nerven i en anden Baal-sang om udskyldning: ‘Apologiesfra Funtex. Og det er desværre nok en konklusion på Time Is Old: Mange af de temaer, de 12 sange omhandler, har bandet allerede behandlet bedre i deres bagkatalog.

Men så igen: i samtlige af de fire åbningssange er der små, frække detaljer og idéer, som desværre bliver holdt nede af en lidt for pæn og poleret lyd. Fjæstad bliver også sikkert og risikofrit i et dybere register og selv om jeg er stor fortaler for ikke at slide sine sangtekniske effekter op, så savner vi lidt den desperation, Fjæstad netop er mester i at fremkalde i de højere registre.
I gamle dage blev det brugt til at understrege en tekstmæssig pointe. Her bruges det ikke rigtigt.

Legesygen og understregningerne bliver dermed begrænset til i balladen ‘Slowly’ at lade trommerne komme ind, efter Fjæstad roligt har sunget ”…maybe some day / you will hear the drums”.

Gode sangtitler med et hint af samfundskritik som ‘Church of Greed’ fortaber sig lidt i en let forceret uptempo-dynamik og da omkvædet i alla brêve falder er det umuligt ikke at tænke, at det netop er mere målrettet musical- end rockpublikummet. Ærgerligt!

Fire numre er ballader – og resten når aldrig rigtigt at blive rockede – hvilket måske er den største anke mod Baal anno 2019. For nok så dygtige de er til ballader og det dermed i et vist omfang spiller til sin fordel, så er Time Is Old også en afsked med rocken. Når rocken kigger forbi, er den pakket ind i poleret lyd og alle kanter slebet af. ‘When You’re Dead, Boy’ rummer dog en smule galskab, indignation og lidt mærkbar følelse og er dermed måske det nummer, bandet bedst kan være bekendt. Og så igen: Det er ikke bedre end ‘The Lunatic’ fra Karaoke eller ‘Violent And Different’ fra Sensorama. Overhovedet.

Sidste skud i bøssen bliver så ‘I Gotta Give It All Up’, inden der lukkes ned med en ballade, og det er egentlig et hæderligt nummer, man sagtens kunne have forestillet sig indgå på en anden Baal-plade. Ja, det vil nok være dét, jeg ville glæde mig mest at se live fra pladen, da det rummer potentiale til at skabe en lidt rocket fest. Potentiale, der desværre på studieindspilningen drukner i komprimeret guitar-lyd, en tarvelig lilletromme-lyd og for lidt desperation.

Fordi det hele bliver så poleret, og fordi Baal har så stærkt et bagkatalog hvor man som en munter lille druk-leg hurtigt kunne finde bedre numre i bagkataloget om de samme temaer for snart sagt alle 12 numre, så melder spørgsmålet om pladens relevans sig.

Læg dertil at der ikke er meget rock tilbage i udtrykket, der er en konstant fornemmelse af at der bliver holdt igen hvor der før blev givet los – og velmenende samfundskritiske tekster dermed bliver en fad oplevelse.

Om et år har jeg glemt Time Is Old. Det er ikke en mindeværdig plade og jeg håber inderligt, at det ikke bliver Baals svanesang. Det vil være uværdigt, at et band, der før så tydeligt stak ud, fader ud på denne måde…

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.