Aztek: Perfect Imbalance ★★★☆☆☆

0
260
views

Med 13 numre, der kunne have været afslutningstracks på gedigne rockplader viser aalborgensiske Aztek både dygtighed og ambitioner. I længden bliver det dog en noget tung oplevelse og pladen kommer til at virke underligt lang.

Aztek fra Aalborg har med Perfect Imbalance lagt afstand til debutens hardrock og spiller nu en ambitiøs, mere sfærisk form for rock, hvor der ikke er så meget kant. Man skal ikke lytte meget, før man erfarer at det er et ambitiøst band: Åbningsvignetten, ‘Falling Behind’, er en storladen klaverdrevet-sag og der er både en ro og en gennemlysende ambition i hele projektet.

Der synges virkelig fint og Benjamin Vestergaards vokal i front ligger virkelig fint og sender små hints til Jeff Buckley, når den presses i toppen. Selv om Buckley nok havde et register mere at trække på.

Det er rolig rock som måske kan minde om nyere Baal, lidt om Porcupine Tree og generelt synes håndværket at være i orden. Der udvides med strygere på de mere patetiske numre og det hele er virkelig pænt – lige ind til en guitar endelig får lov at brøle lidt igennem på ‘Pink’, tiende nummer på pladen.

Det er en lidt lang plade – 13 numre – hvilket især bliver understreget af at der ikke rigtigt er melodiske hooks eller andet, der bider sig fast i lytterens bevidsthed. Men ambitiøse, roligt vuggende ‘Poetic Justice/Placebo’ skaber med sin ro, skrigende strygere og roligt vuggende bas dog en fin stemning, inden nummeret slutter lidt mere intenst.

Og næstsidste track, ‘Where Did We Go Wrong’, lægger også fint ud, men snubler lidt i refrænet.

Det hele er pænt og står lydmæssigt stærkt – vi får endda også lidt samfundsrevsen i skarp kommentar på, hvordan man prostituerer sig for kommentarer på sociale medier: Nummeret ‘Cold’ har et breakdown og samler op med ”Why are you asking me to comment below / when you expose yourself through nude photos”. Ja, det er da et billede på anno 2018…

Men der mangler altså stadig noget. Jeg kan ikke få skovlen helt under, hvad det er, men pladen bliver meget lang og lidt drøj at komme igennem.Det kan skyldes, at numrene generelt er lidt langsomme og ikke voldsomt dynamisk svingende. Men alle parametre synes at være i orden for en god plade – og så fungerer det ikke optimalt alligevel.

(Næsten) titelnummeret, ‘Morals/Perfect Imbalance’ bliver på den vis næsten ikonisk for pladen, da nummeret langsomt bygger sig op, aldrig rigtig kommer i gang og selv om det med sfæriske midler skaber lydbilleder, stille forsvinder efter det er tonet ud.

Mens vi i mellemtiden har været igennem en klage over moraliseren og hvordan nogen vil indgyde angst for gud i os.

Et bud på hvad der kan være i vejen kan være, at de store kompositioner og kompositoriske valg gør, at snart samtlige 13 numre kunne have været en storladen afslutter på en gedigen rockplade.

Men 13 afslutningsnumre på én plade bliver for mange og for al evne, dygtighed i spil og kompositioner, så ender vi med et lidt for tungt værk.
Jeg har virkelig lyttet denne plade igennem mange gange og ender stadig med at synes, den er for tung og for lang. Så derfor ender vi på tre stjerner.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.