“atom” Chris Dall & Powerband er frække som en slagterhund, men også charmerende på deres debutalbum På Styggeste Vis. Et medrivende musikalsk gadekryds, der lystigt blander alt fra 60er garage over hippierock til punk.
“Slingrende” kalder Chris Dall selv gruppens stil, så det er ikke fordi de forsøger at skjule, at det ikke nødvendigvis er super tight eller strammer voldsomt. Det gør også det 12 numre lange debutalbum til en ujævn oplevelse, men ikke nødvendigvis på nogen negativ måde. Det lever og ånder, man kan kradse og slå sig på det, sammen med en trio, der med dødsforagt kaster sig ud i et dusin rustikke rocknumre.
Dall og gutterne synger og spiller om alt fra “druk, dopamin og deruda’ men også dommedag, dårskab og dæmoner. Det er både dystert, jovialt, pissed off og muntert”. I det hele taget virker det som om at de har helt styr på hvad de er, hvad de kan og hvad de vil. Det er det omvendte at påtaget eller prætentiøst, og langt fra perfekt.
Når det fungerer, så svinger og smitter det på uimodståelig vis, som på albummets højdepunkt, den folkede “Amagerfræser”, som jeg havde blandt mine favoritsingler i 2025. Her sparker det døren ind til en Døgnkiosk med en medrivende trampe-rytme, og forsøger at få slukket tørsten – formodentlig efter lukketid. De lover at gå hjem næste gang i stedet for…
Og hvis der er halsbrand forstår man det. “atom” Chris Dall træller, råber og skråler sig igennem de fleste numre, som gjaldt det livet. Bandet forsøger at holde trit med sveddryppende indsats, mens producer Jens Benz efter bedste evne har prøvet at gøre det til en lyttevenlig oplevelse alligevel.
Lige kønt eller vellykket er det ikke altid. Et nummer, som den brummende og knurrende “Bundrådden ligeglad” kommer eksempelvis ikke helt i mål for mig. Det bliver, trods al charmen ved det, nok lige en tand for monotont for mig med knap tre minutters fræserpunk uden den store variation. MEN. De er jo heldigvis bundråddent ligeglade med, hvad sådan en fesen skrivekarl som undertegnede måtte mene!
I det hele taget er det netop det, som er en af bandets og pladens helt store forcer. Den emmer af stålsat vilje og tyrkertro på, at det hele nok skal gå. Fungerer en sang ikke lige helt, eller sidder den ikke lige i skabet? Fuck det, den skal med, vi får den hævet over målstregen på en eller anden måde.
Dette gåpåmod er drøn charmerende og fængende, og så gør det ikke så meget, at ikke alle sange er decideret mindeværdige i den forstand at de sidder fast, når pladen slutter. I momentet er man fanget og med, eller hepper i hvert tilfælde på Dall og gadedrengene.
Det her er for og til alle os, der kan lide den kantede rock og har den i blodet. “Os der kan lide blod”, som åbneren hedder, lyder som et call to arms. “Det her liv er kun for os”, lyder det gentagende gange i en tempofyldt garagerocker, der hele tiden balancerer på kanten af at skride i svinget og ryge i grøften.
“HEY DU”, “HEY DU SELV!”, “SKAL VI TO MØDES I HELVEDE”, skråles der på gadedrenge manér på den besynderligt betitlede “Josephine laver lyd (Sønderbidt)”. Jeg når aldrig heeeelt at finde ud af, hvad der egentlig foregår, inden det lidt over 2 minutter korte punkede nummer er sprintet forbi, men man bliver revet med.
Flere steder føles “atom” Chris Dall & Powerband og deres musik, som at prøve at komme hjem fra en løbetur med en overbelastningsskade i baglåret. Det hiver, flår, giver sved på panden, mens man humper sig igennem. Således også den halte trio her, der nægter at stoppe eller give op – de skal nok komme i mål med hiv og sving, selvom de ikke vinder mange priser for skønhedsindstrykket.
“Face Melter Blues”? Klart, at der skal smeltes ansigter, nu vi i forvejen har ondt i baglåret. Hvad med bare at flå det hele fra hinanden, nu vi er i gang og forvandle os til “Kanonføde”? Her viser Powerbandet en mere sammenbidt og rå side af deres lyd, mens Dall ligeledes tøjler trangen til at kvæde et kvad af lungers fulde kraft. Det bliver faktisk lidt dunkelt.
Der er dog også en mere følsom og nedtonet side, som skal vises frem. Det sker på semi-balladen “Blussende breve til Nora”, der er pladens ømme øjeblik. Og ømt er det, ikke ligefrem elegant, men igen har den en ærlig og næsten naiv charme over sig. Alene titlen indikerer jo, at Dall er klar over, at det er det tilstræbte, men måske lidt “kiksede”, emotionelle nummer på albummet.
Det nævnte gåpåmod og viljen, der tenderer stædighed som pladen skrider frem, fornemmes også på dens sidste tredjedel. Selvom man som lytter er ved at være mæt og taber pusten en smule, så kæmper trioen ukueligt videre. Klogeligt kaster de sig ud i nogle ret fede instrumentalstykker og passager i numre som “ikke det” og “Æder min kærlighed”. Her gives der bare los og plads til at syre lidt igennem og ud.
Dermed føles pladen og dens opbygning også lidt som at være til en koncert med bandet. Det virker som et fornuftigt valg, hvor man også kan “skjule” nogle af manglerne og svaghederne i sangskrivningen over en hel plade. Fuck det, vi hiver den hjem på råstyrke, humøret, nerve og liveenergi.
Det gør den samlede oplevede meget autentisk, såfremt det ord ikke er en slidt kliche og har mistet meget af sin betydning i 2026. Autentisk, elskeligt og, ja, slingrende.
Af Ken Damgaard Thomsen
På Styggeste Vis udkommer d. 20/2 på streamingtjeneste nær dig
