Aphyxion: Earth Entangled **** (4/6)

0
1500
views

Direkte op af den sønderjyske undergrund omkring Ribe (min gamle hood, næsten) kommer Aphyxion blæsende, som et dødsmetallisk gasudslip med fuld tryk på. Udslippet mister lidt styrke i løbet af Earth Entangled, men det samlede indryk er stadig ganske imponerende.

Aphyxion er et relativt ungt band, forstået på den måde, at flere af medlemmerne eksempelvis ikke kunne komme på Copenhell sidste år fordi de kæmpede med eksamen. Tilgengæld var de der i år, endda som en del af programmet på Pandæmonium Scenen, en koncert jeg desværre ikke selv oplevede, tilgengæld fangede jeg dem i samme område, dog i lidt andre rammer, til Uhørt Festival i begyndelsen af august.

Det indtryk de efterlod der, er lidt det samme jeg har når jeg lytter deres debutalbum igennem. I i langt størstedelen af tiden, er det en medrivende og hårdtslående omgang moderne dødsmetal, med diverse små afstikkere, det unge orkester knalder i solar plexus på en, men stedvis bliver man en lille smule immun overfor virkemidlerne – og sangene kommer måske til at fremstå lidt ensformige i deres lyd. En del af det kunne også skyldes den ellers kradsbørstige produktion fra allestedsnærverende Jacob Hansen, det lyder som altid både tilpas ondsindet og imødekommende på samme tid, men over et helt album flyder lyden og numrene en anelse sammen for mig.

Fordelen er så, at Earth Entangled fremstår som en enormt homogen plade med et klart defineret udtryk, sådan her skal og vil Aphyxion lyde, ingen slinger i valsen. Der er ikke noget forkert i det, det vil nok bare være op til de enkelte ører hvordan man bedømmer fordelene og ulemperne af den pakke Aphyxion leverer.

Generelt er sangskrivningen god og energien herligt ungdommelig og rasende – Aphyxion lyder kort sagt som et band, der er sultne og klar på at vise hvor metalskabet skal stå i 2014. Deres bedste numre, “Transgress”, “In Decline”, “Awoken”, “No More Days of Prime” og “The New Breed” ligger jævnt fordelt ud over pladens 10 numre, med et lille dyk midt på pladen, som er der hvor jeg er mindst blæst bagover. Her huserer numre som den fræsende “Despicable” og den mere “anthem” prægede “Born Abomination”, begge på hver deres fine numre, men efter en heftig start på pladen, er det som om ens ører er lidt lammet og de ikke helt rammer så hårdt som der ellers er potentiale til.

Udlæget på Earth Entangled er tilgengæld også lidt af en parade af fuldtræffere med åbningsangrebet “Transgress”, et af de der tempo og variationsmæssige “perfekte” åbningsnumre, hvor ordene “rise and shine” spyttes lige i fjæset på en. Knald på og sammenbidte attituder i verset og plads til mere melodi og catchyness i omkvædet – i tilpasse doser. “In Decline” følger op med et mere sejt vuggende groove indledningsvis, inden Aphyxion træder på gaspedalen og høvler endnu et fængende nummer af sted. Der veksles på vellykket vis mellem disse elementer nummeret igennem, hvor der også bliver plads til en solo, liret men ikke over-liret. Bandet spiller i det hele taget med både bid og overskud, som man kunne forvente det af et ungt band, men stadig med tyngde og et udtryk der signalerer rutine. Det lyder ganske enkelt frisk og sammenspillet.

Et andet eksempel på dette er førstesinglen, “The New Breed”, der stikker snotten frem som næstsidste skæring. Ligesom “Transgress”, og andre, rammer den flot balancen mellem det frådende og bistre og passager, hvor det bliver mere melodisk og fængende. Nu skrev jeg, at numrene momentvis flød lidt sammen for mig, det skal ikke tolkes som, at der mangler variation. Den er der egentlig tilpas mængder af på albummet, hvor et glimrende nummer som “No More Days of Prime” eksempelvis demonstrerer bandets gefühl for at smække et midttempo nummer sammen, der hiver, flår og tromler på herlig vis, inden omkvædet igen drejer tonen ind på et mere catchy spor. Måske er det denne vekslen mellem ondt og mere medgørligt, der over 10 numre bliver en anelse forudsigelig? Let melo-død overdosis? Eller også er det bare klangen af forsanger Michael Vahl’s ellers fremragende metal brøle/growler vokal, der over et helt album bliver en anelse monoton i mine ører?

Som spørgsmålstegnene indikerer, så er jeg efter mange gennemlytninger stadig lidt i tvivl selv. I bund og grund synes jeg, at Aphyxion står med et fremragende debutalbum i Earth Entangled, men et eller andet gør, at jeg gemmer den femte stjerne og ender på 4 store for albummet som helhed. Der er er 5-stjernede øjeblikke fordelt ud over hele pladen, men det samlede billede mangler lige det allersidste gewisse etwas for at vi ender på en topkarakter.

Men lidt mindre kan da også gøre det for en debut fra et ungt band på vej frem- og opad, ikke sandt? Det spørgsmål var ledende, få fat i Earth Entangled og få hørt Aphyxion omgående. Så kan du sige du var med på vognen inden de blev store, for de her seje sønderjyder har det der skal til for at det kunne lykkes.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Aphyxion på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.