Stadion Crust! Anti Ritual har skåret grindcoren ud af deres lyd og går D-beat hardcore på deres nye EP. Betegnelsen Stadion Crust er en in joke i bandet, men det giver faktisk fin mening når man lytter til de antifascistiske Anti Ritual udskejelser på 80 Years.
Titlen er en naturlig reference til at det i år er “80 år siden fascismen blev besejret”, som der står i pressematerialet. Eller gjorde den?
Altså Anden Verdenskrig sluttede jo som bekendt, men fascismen overlevede, også i Europa. Som kræftceller bliver denne sygdom i den menneskelige civilisation ved med at vende tilbage verden rundt, år efter år efter årti efter århundreder. Man skulle næsten tro at det var noget indgroet i den menneskelige natur…
NÅ. Det var et sidespor fra start. Eller jeg tror sådan set Anti Ritual er enige, for de er kommet for at bekæmpe skidtet. Med musikalsk strålebehandling og kemo i form af 4 bidske numre. Og de spilder ikke tiden.
Det eneste tidspunkt, hvor farten sænkes, er kortvarigt i indledningen til fjerde nummer, “Days of War, Nights of Love”. Her trækkes der lige luft til slutspurten efter de 3 foregående numre, hvor kvartetten har høvlet derudad. Ok, mod slut i selvsamme nummer bremser de også op, og får standset bandbussen, inden den drøner ud over en kløft.
Ellers er det med guns blazing, savl, spyt og fråde i mundvigen af Anti Ritual blæser til angreb mod fascistisk utøj og ukrudt med åbnings- og titelsangen “80 Years”. Det er D-beat crusty, yummy yummy, det knaser dejligt, men som indledningen antyder, så er lyden også overraskende STOR. Man kan tilsyneladende godt spille med store armbevægelser i en kælder?
Det er dog samtidig stadigvæk tydeligvis undergrund. Og både arrigt og sammenbidt, så bare rolig, der går ikke smilende gademusikant i kulørt tivoli i den, som var der dømt Ed Sheeran på Amager. Lyden er gusten, æstetikken grim og kantet, men Anti Ritual formår altså samtidig at pumpe noget… tja… storhed og bombastisk ind i det på en eller anden led?
Noget virkede bekendt, da jeg lyttede til den glimrende åbner første gang. Et eller andet ved guitaren og dens lyd. Så slog det mig, at det i glimt minder mig om lyden og stilen på Pleasers nummer “Ride”. I det hele taget dukker Pleaser op som en åndsfælle i lyden flere gange, men det er måske bare mig.
Anti Ritual er mere stramme i deres stil og klang, men der er noget anarkistisk vildskab til fælles. Under 2 minutter behøver Anti Ritual på deres 80 års markering, hvor jeg også hen imod slutningen når at få associationer til tidlig Iron Maiden?! Stadion Crust indeed!
“Deportation ASMR For Gil Scott-Heron” (vild nok titel) følger op og lægger ud med STYG og OLM atmosfære. Sangen løbes i gang, så den urovækkende stemning bibeholdes, men melodien langsomt får overtaget. Og så følger et nummer, hvor Anti Ritual igen viser andre sider af deres lyd. De formår at fastholde det intense tryk og følelsen af at man piskes frem, selvom sangen egentlig stopper op. Og får lov til at ulme, inden låget ryger af trykkogeren igen mod slut.
Det momentum fortsætter over i “Emperor of the New Truth”, der er ren rabalder og ravage fra start til slut. En herligt ramponeret rambuk, der smadrer fremad mod en stakkels port, der kommer til at ende som pindebrænde knap 2 minutter ude i horisonten. Om muligt lyder vokal og band endnu mere mellemfornøjede og mavesure her end hidtil.
Dermed er vi tilbage ved ovennævnte afslutningsnummer og begyndelsen til enden på 80 Years. En udgivelse, der nok ikke kommer til at helbrede kloden for fascisme men, som repræsenterer noget af det, undergrunden forhåbentlig bliver ved med. Råbe op, bide fra sig og gå i offensiven. Også selvom det virker som en håbløs kamp.
Anti Ritual har begået en EP med højt bundniveau, der er ingen svage numre at finde her. De viser nye sider af dem selv, lykkes med det og fremstår formstærke over 10 år efter deres første udgivelse.
Så kan man vel næsten ikke forlange mere af en EP og et kvarters spilletid?!
Af Ken Damgaard Thomsen
