Home Seneste Februar 2016 - Nyheder Anbefalede koncerter i Aarhus, uge 9

Anbefalede koncerter i Aarhus, uge 9

2760
0
I'll Be Damned forbandede SCC. Foto: Hasan

Så kom vi ind i marts og foråret står (måske) for døren. Musikalsk er der, som vanligt, lidt af hvert i posen i Aarhus. 

Onsdag d.2/3 – Lørdag d.5/3

Vi starter med upcoming ad libitum, når Radar byder indenfor til de indledende runder af Emergenza festivalen, hvor talentfulde bands dyster mod hinanden. Hele 4 aftener, onsdag, torsdag, fredag og lørdag, byder på i alt 31 bands indenfor forskellige genrer. Det er begrænset med kendskab hos undertegnede til de fleste bands, men kan da plukke lidt hårdpunkende rock med Seizing Blackwater og frisk americana blues-rock med The Furnivalls torsdag, mens fredagen blandt andet byder på blues-rockende Lukin, som såmænd spillede til GFR’s første koncertarrangement i 2012 (og gjorde det godt), og endda også skibonitterne Psycho Brahe, som jeg i januar anmeldte en forfriskende rablende EP fra – anmeldelsen finder du HER.

Radar, program findes på Radars hjemmeside, 110 kr pr. dag/80 kr hvis du køber billet af et af bandsene




Torsdag d.3/3

Torsdag byder ud over Emergenza på to gode, og meget forskellige, tilbud. Vi lægger ud i Stakladen på Universitetet, hvor Hudna og DDDO spiller under overskriften WorldBeat. DDDO er fra Nørrebro, forkortelsen står for Debre Damo Dining Orchestra, og de skulle skamblande ethio-jazz, doom, kraut og psych-rock. Det lyder som lidt af en kombination. Aarhusianske Hudna blander også gladeligt musikalske indflydelser fra flere forskellige traditioner – her er det især tyrkisk folkemusik og blues/rock, der mødes, men også meget mere. Jeg oplevede bandet for et halvt års tid siden, og det var en fornøjelse – læs anmeldelsen HER. Er du til world-inspireret rock (eller rock-inspireret world music), så er det her du skal lægge dine spareskillinger i denne uge.

Stakladen, kl. 20, 50/70 kr (medlemmer/ikke-medlemmer)

Fornøjeligt bliver det med garanti også på Atlas, og også sådan lidt lummert af al den kærlighed, der er samlet under ét tag, når I’ll Be Damned får lov at folde sig ud på hjemmebane. De aarhusianske rock-bulderbasser begyndte i sidste uge en Danmarks-tour, efter de sidste år udgav et længeventet debutalbum. Det anmeldte jeg sørme, og der faldt 5 stjerner af, efter mange lyt og overvejelser (og en utroligt ordrig anmeldelse).

Jeg skrev blandt andet: “(…)det er satme fee, som bandet selv sagde i det tidligere nævnte interview. Det havde de ret i. Det er et velproduceret album med masser af gode riffs og en bunke fængende tungt rockende sange”. Hele ord-vomitusen kan findes HER. Og skulle du ikke have haft fornøjelsen endnu, så tjek dette interview med Stig og Kristian fra bandet fra sidste års Spot Festival. Eller historien om bandet og deres forhold til Escobar, fortalt af Escobar-ejer Andreas Papadakis, lige HER.

Hårdtrockende Act of Instinct varmer behørigt op. Trænger du til medrivende hårdrock sådan en torsdag, så må du på Atlas og hamre (og på Escobar bagefter, selvfølgelig). Jeg synes jeg kan mærke en begyndende feber…

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 100 kr. 




Fredag d.4/3

Fredag runder vi Tape, der har et par spændende navne på programmet. Sidste år anmeldte jeg en lovende EP fra støjpoppede Kogekunst, som viste at de godt kan gå hen og blive rigtig spændende – måske de har udviklet udtrykket endnu mere siden? Anmeldelsen finder du HER.  Aftenens andet navn er virkelig spændende, fordi det faktisk består af medlemmer fra to af de seneste års mest interessante upcoming bands i det støjende og eksperimenterende hjørne af rocken,  nemlig aarhusianske Narcosatanicos og nordjyske Get Your Gun – sammen hedder de Døde Blomster, og lover støj, improvisation og sjælfulde saxofonpassager – det lyder temmelig spændende.

Tape, døre kl. 20, 50 kr. (kun mobilepay og kontanter i døren)

Metalveteranerne Soulfly lægger ligeledes fredag vejen forbi Train. Brasilianerne plejer at være gode for at ruske igennem live, så er det lige dig, så har du sikkert allerede sikret dig en billet. Ellers er chancen der endnu for at fange Max Cavalera og kumpaner til en omgang groove-thrash. King Parrot og Incite varmer op.

Train, døre kl. 20, start kl. 21, 160 kr + gebyr




Lørdag d.5/3

Kunne du ikke tage til koncert de andre dage? Så fat mod, lørdag er der også et godt bud. Vi skal en tur i Skolegade, på Fatter Eskil, som byder på blues rockerne Freddy and the Phantoms, som jeg ikke kender det store til, ud over at de har høstet pæne anmeldelser for deres albums vidt omkring. Som opvarmning medbringer de et band, vi har haft i spalterne nogle gange, nemlig lokale Black Dog Howl, som med deres mørkemandsblues har gjort fint indtryk, både live som opvarming for Mugison og på EP.

Fatter Eskil, kl. 22, 70 kr. + gebyr

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Hasan Jensen/Homage Photography

 

Previous articleMartin Høybye: For Alt I Verden/For The World (musikroman) ★★★☆☆☆/★★★★☆☆
Next articleAct Of Instinct – Miley – 3/3 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.