Home Seneste Februar 2018 - Nyheder Anbefalede koncerter i Aarhus, Marts 2018

Anbefalede koncerter i Aarhus, Marts 2018

3151
0

Så blev det forår! I hvert fald i kalenderen, men er det ikke lidt som om marts tit er råkold? Så hvad med at søge indenfor og høre noget god musik? Du vil jo gerne..

Der er godt nok ikke nogen af de helt store internationale navne, der kommer på besøg i Aarhus i denne ombæring, men til gengæld er spillestederne godt fyldt op med både danske og internationale kvalitetsnavne. Vi har samlet en flot buket herunder.

Inden vi giver os i kast med de enkeltstående koncerter, skal det også lige nævnes, at de indledende runder til årets udgave af Fatter Eskil Prisen starter onsdag d.7. marts. De resterende indledende runder finder sted de følgende onsdage i marts, og hver aften får du 4 upcoming navne, der indgår i dysten om 25.000 kr. fra TAK ROCK til indspilninger hos Tapetown Studios – og det er ganske gratis at være med som publikum. Sidste år vandt Kajsa Vala. Tjek datoerne ud på Fatter Eskils hjemmeside HER.

 Torsdag d. 1. marts

Orcas og norske Honningbarna har især Thomas fra redaktionen en forkærlighed for, så ser du en lang starut i læderjakke og kørehandsker, der giver den gas under koncerten, er det nok Thomas der har taget turen til Aarhus for at høre de norske punk-lømler, som har høstet gode anmeldelser hos os uanset om de har spillet på Roskilde Festival eller på PitStop i Kolding, og for den sags skyld på plade. Det er et mildest talt eksplosivt live-band.

Orcas har vi også roser til i arkivet, nemlig da de i 2016 udgav debutalbummet Tunge Sten, som Ken havde optur over: “Du får både noget til dansebenene, men også lidt til og fra den krøllede hjerne, som er tilpas frisk og kækt, uden at blive fladpandet eller fjollet. Orcas føles kort og godt som charmerende, godt og underholdende selskab, der rammer balancen mellem at være et festligt indslag, og have nok at byde på, så det ikke føles overfladisk eller letkøbt” – hele anmeldelsen kan læses HER.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 120 kr. 

Fredag d. 2. marts

På grund af noget mail-kludder fik vi ikke anmeldt Baby In Vain‘s debutalbum sidste år – ærgerligt, for de bidder jeg har hørt i radioen tegner godt. Trioen var voldsomt hypede for nogle år siden, og efter en stille periode (vi anmeldte dem senest i 2014, hvor de spillede på Gutter Island, og før det på Roskildes Pavilion Junior), har de formået at bygge på det eksplosive, grungede udtryk og ikke mindst smidt nogle gode melodier ind i blandingen. De engelske art-rockere Do Nothing spiller også denne aften.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 130 kr. 

Samme aften er der teknisk og catchy metal fra Defecto, der har haft et par gode supporttjanser for Metallica og Rammstein for nylig. Jeg oplevede dem selv da de varmede op for Rammstein i Horsens, og der gjorde de en fin figur. Det gjorde de også på deres albumdebut, Excluded, anmeldt af Ken HER. Med denne aften er også Beneath the Silence og Electric Hellride, som vi har anmeldte flere udgivelser fra, senest Praedam.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 145 kr. 




Lørdag d.3. marts

Så er der familiefest! I hvert fald får Voxhall denne aften besøg af et familieforetagende, når den tidligere Motörhead-guitarist, Phil Campbell & The Bastard Sons kommer på besøg. Ud over Phil Campbell består bandet af hans tre sønner, og så er der også blevet plads til sangeren Neil Starr. De har blandt andet turneret med Saxon siden de dukkede op ved Wacken Festival i 2016 og aftenens koncert kommer blandt andet til at byde på numre fra gruppens debutalbum, men også Campbell’s favoritter fra Motörhead.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 225 kr. 

Fredag d. 9. marts 

Ud over en udsolgt Veto-koncert på Voxhall (mere om ekstra-koncerten senere) er der et par fine muligheder i Smilets By denne fredag. På Atlas er der svedig soul/funk-rock med D/Troit hos naboerne på Atlas. Deres album Soul Sound System fik Ken til at kridte danseskoene sidste år (anmeldelse HER), så hvis du har brug for at bevæge bentøjet, er det her nok månedens bedste bud.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 155 kr.

Vi skal også en tur forbi Tape i Mejlgade. Her er det Schultz and Forever, der fejrer udgivelsen af debutalbummet, Grand Guignol, som også får en anmeldelse med på vejen, dagen før koncerten. Efter et par EP-udgivelser og en del hype er den unge sanger og sangskriver nået så langt med sit udtryk at det kan bære et helt album, et coming-of-age album, om opgør med fortiden og en række andre store temaer.

Tape, døre kl. 20, start kl. 21, forsalg 90 kr., 100 kr. i døren




Onsdag d. 14. marts

Hvis du har hørt P6 Beat på det seneste har det nok ikke kunnet undgå din opmærksomhed, at Veto er tilbage med et nyt album, 16 Colors, som ikke alene fik en hel P6 Beat Session, men numrene derfra er også blevet spillet i samtlige P6 Beat udsendelser – måske med undtagelse af De rigtige 90’ere…

Nå, men Veto er altså tilbage. Jeg så dem en del gange da de brød igennem i Aarhus for efterhånden over 10 år siden, blandt andet dengang Studenterhuset lå i Toldboden, ligesom de leverede en god Arena-koncert på Roskilde for…10 år siden. I Troels Abrahamsen har bandet en stærk vokalist og bandet har været (og er) et af de bedste danske bud på pulserende electro-rock med melodi og nerve. Om de stadig holder vand live, sender vi Troels-Henrik ud for at undersøge…

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 215 kr. 

Fredag d. 16. marts

Så er der ellers 5-stjernet aften på Radar! Alle aftenens tre navne har vi nemlig rost her på siden – eller, faktisk er det Ken, der har været ude med 5 stjerner til udgivelser fra alle tre bands. ONBC (tidligere kendt under det fulde navn, Oliver North Boy Choir) høstede 5 stjerner i november sidste år for albummet Travelmate: “ONBC magter den fine kunst både, at skrive numre med fængende og  smittende melodier, og gøre det på en måde så det ikke virker overfladisk, søgt eller for “billigt”. Der er ganske enkelt et virkelig højt sangskrivningsniveau på Travelmate“. Hele anmeldelsen kan du læse HER.

Også Catch the Breeze har høstet 5 stjerner, tilbage i 2014 for deres selvbetitlede debut-EP, men ligesom med ONBC er det også drevne kræfter der står bag – Ken skrev dengang: “Det skriger ikke af instant hit fra start, men giver man tid og plads, så bider sangene sig fast og udviser stor slidstyrke. Det skyldes ikke mindst trioens utroligt sikre hænder, som tilsyneladende ikke ryster en eneste gang i løbet af Catch The Breeze.”

Endelig er der så The Bowdashes, der blæste den gode Ken omkuld i november sidste år – her et par linier fra anmeldelsen: “Det lyder overordnet forbandet cool, det duoen bestående af Linn Holm (vokal + guitar) og Nana Nørgaard (vokal + keys + autoharpe!) leverer over 5 numre. Vokalerne sidder lige i skabet, mens musikken, der lyder som et truende vulkanudbrud, trods den minimalistiske instrumentering, lægger sig som en tæt støvsky rundt om en” – resten af anmeldelsen får du HER.

Og ved du hvad? Alt det får du for under hunnar jyske dollars. Månedens slagtilbud.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 80 kr. 




Fredag d. 30. marts

Så blev det påske og på Langfredag er der en lille international lækkerbisken i form af australske Alex Cameron, som jeg selv fablede lidt om da vi samlede op på musikåret 2017 og med hvem jeg oplevede en glimrende koncert på et lille spillested i Brighton – den koncert nåede endda med på min koncert top 5. Cameron spidder på albummet Forced Witness forskellige sølle udgaver af os mandfolk, men gør det heldigvis med selvironi og gode 80’er poppede melodier. Live flankeres han, som på plade, af Roy Molloy på saxofon, og et kompetent band, og de er bestemt værd at bevæge sig ud i forårsaftenen for at opleve.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 155 kr. 

Samme aften indtager den gode Bisse, som vi har fulgt siden han begyndte at spy plader ud i rasende tempo i 2015, Voxhall. Vi gav lidt slip på ham, efterhånden som han fik et større gennembrud, men vi følger stadig med i hans gøren og laden. Jeg anmeldte hans Blod-trilogi, bestående af PMS, Umage og Happy Meal, ligesom vi fik dette interview i kassen i 2016. Siden dengang har Bisse fortsat sin sejrsmarch og bliver flittigt spillet i radioen – fuldt fortjent, i øvrigt, for det er ikke mange nutidige dansksprogede sangskrivere, der kan hamle op med Showbissen.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 205 kr. 

Lørdag d. 31. marts

Måneden slutter med to interessante koncerttilbud. Vi starter på HeadQuarters, hvor Værket serverer deres progressive rockmusik (hos HQ klassificeret som “Rock/tryllefløjte”), som blandt andet har bragt dem forbi Roskilde Rising i 2016 og selve festivalen året efter. King Crimson og Yes nævnes i flæng når bandet omtales, så er du til den ende af den progressive rock, så er det med at kigge forbi.

HeadQuarters, døre kl. 19, start kl. 21, 40 kr. i forsalg/60 kr. i døren 

Uffe Lorenzen kigger samme aften forbi Atlas på sin tur rundt i landet med sit rejsekort. Det betyder også at Lorenzen for første gang i en lang karriere i blandt andet Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, står på helt egne ben. Sidste år udgav han sin solo-debut, Galmandsværk, som godt nok indeholdt flere gode sange, men måske ikke helt fremstod som et helstøbt værk. Men Lorenzen er stadig en virkelig dygtig sangskriver, og sanger, og har ud over sit solomateriale også en masse andre godter med i rygsækken når han besøger Aarhus.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 175 kr.




Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Honningbarna på Pitstop, Thomas Bjerregaard Bonde/GFR

Previous articleTusmørkejuvel: Tusmørkejuvel (EP) ★★★★☆☆
Next articleShy Shy Shy – Make Up ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.