Anbefalede koncerter i Aarhus, februar 2017

0
1060
views
Anden halvdel af koncerten blev indledt på gulvet - her Jonas Dahl og Telestjernen

Kulturbyåret er blevet skudt ind, og selv om den rytmiske musik måske ikke figurerer så prominent i programmet, så har spillestederne nu alligevel hentet lidt gode sager ind til februar-programmet.  

Onsdag d.1. februar

Vi lægger ud med et math-metallisk brag når The Dillinger Escape Plan besøger Voxhall. Det er den type metal, vi får lidt stress af her på redaktionen, men derfor skal der jo nok være en hel del andre, der glæder sig til at få tævet trommehinderne igennem af amerikanerne, som udgav deres sjette studiealbum, Dissociation, i oktober. Tvivler varmer op.

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 190 kr. 

Torsdag d.2. februar

Puha, ned med tempoet, og ind med jydsk lune og folkede toner fra Jonah Blacksmith. Thyboerne har efterhånden fået sig et gennembrud med deres varme, melodiske folk-rock toner, og har blandt andet spillet på Roskilde og Tønder Festival, og varmet op for Allan Olsen på hans seneste tour. Tilbage i 2014 udsendte de debutalbummet Northern Trail, som jeg blandt andet skrev følgende om: “Det er velspillet, sympatisk og behagelig lyttemusik, der også vil fungere glimrende som underlægning til middagen eller som baggrundsmusik til en aften med gode venner” – resten af anmeldelsen kan læses HER, og nå ja, og så kan jeg da tilføje at de er dygtigt live-band også, med masser af anekdoter i ærmet.

Train, døre kl. 19, start kl. 20, 125 kr + gebyr

Onsdag d.8. februar

Fatter Eskil har gang i et spændende koncept med gode upcoming navne på onsdage, og denne onsdag er det alternativ rock med Samzara, mens Pelican Beach kan noget med ambient pop og fængende guitartemaer.

Fatter Eskil, kl. 21, 56,25 kr. (forsalg)

Fredag d.10/2

Colossal on wheels dækker over et arrangement, hvor det københavnske booking-bureau Colossal hylder den gren af den moderne rock, som går under overskrifter som post-rock og post-metal – med flere. Aftenen byder på tre bands, som er ret forskellige, men alligevel har noget til fælles i lyden.

Det er endda tre bands, vi har omtalt i flere ombæringer. Late Night Venture anmeldte vi senest for deres 2015-album, Tychonians, om hvilket Troels-Henrik skrev: “Det er en forbandet stor kunst at lave instrumentalmusik som man bliver nødt til at vende tilbage til, og Late Night Venture er gået efter en formidabel produktion. Men måske er det netop vildskaben, der ikke bliver vild nok?Måske er Tychonians i lidt for høj grad en repræsentation af den matematiske eller fysiske calculus, der udgør videnskaben om himmellegemerne, end det kaos eller den følelse af at være så ubegribeligt lille, når man kigger mod stjernerne? Det er en god plade, men ét eller andet sted lover den mere end man får. Til trods for mine reservationer ovenfor, vil jeg voldsomt gerne opleve, hvordan musikken leveres live – for min nysgerrighed er vakt!” – resten kan læses HER.

Så får du også lokale Liserstille, som vi har anmeldt i et par omgange, senest da jeg anmeldte Empirical Ghost i 2015 – ” Det er ikke fordi Empirical Ghost er vildere eller mere futuristisk eller mere prog’et end LISERSTILLE plejer at være – eller bryder med bandets stil som sådan. Grundlæggende holder albummet ganske enkelt god kvalitet, som altid hos LISERSTILLE i forhold til det tekniske niveau, men her er kompositionerne også stort set uden undtagelse vellykkede og vedkommende” – resten af anmeldelsen kan læses HER. Og de har forresten også uomtvistelige live-kvaliteter.

Endelig er der københavnske LLNN, som er en lidt grummere space-afart af genren. Ken har anmeldt i et par omgange, senest EP’en Loss, fra 2015: “Musikalsk finder LLNN en perfekt balance mellem det knusende brutale og kaskader af rungende trykbølger og atmosfæriske passager. Samtidig er der klare lysglimt af noget storladent og episk. I den forstand lægger Loss i naturlig forlængelse af Marks, og formår at udvide LLNN’s fascinerende og originale lydunivers” – resten af anmeldelsen kan findes HER.

Nå, det var da vist noget, du skulle tjekke ud, hva’?

Atlas, døre kl. 20, start kl. 20.30, 130 kr. 

Lørdag d.11/2

Er du mere til rimelig traditionelt orienteret country, så skal du nok vente til dagen efter med at gå på Atlas. Her får de nemlig besøg af Ester Brohus, som har holdt country-fanen højt herhjemme i mange år. Jeg anmeldte hendes seneste album, Game for the Gamblers, for et års tid siden, og skrev dengang: “Fra åbneren ‘Freetrain’, som faktisk er albummets længste med sine 4 minutter og 17 sekunder, til lukkeren ‘From the Harbor’ klinger ud 33 minutter senere, er man i gode hænder, kort og godt. Der bliver ikke slået voldsomt ud med armene og tematisk handler sangene blandt andet om farlig kærlighed, at kunne ændre sig med alderen, og livets og kærlighedens gang i det hele taget. Det er lige som det skal være, og selv om der heller ikke lyrisk er de vilde svirp med halen, så holder det, og tåler også flere lyt” – du kan læse hele anmeldelsen HER.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 200 kr. 

Vil du hellere høre noget yngre, dansksproget indie-drømme-pop, så må du en tur på HeadQuarters, hvor Den Fjerde Væg lægger vejen forbi. Du har måske hørt dem på P6 Beat, hvor de har haft en uforskammet fængendende sang, ‘Hinanden’, i rotation den seneste tid? Vil du høre mere af den slags, så må du på HeadQuarters.

HeadQuarters, døre kl. 19, 100 kr (forsalg) 120 kr (i døren)

Onsdag d.15. februar

Onsdagen byder på to forskelligartede bud. Vi lægger ud på Fatter Eskil, hvor Rainbrother er på besøg. Det er Bjarke Bendtsen, tidligere The Migrant, som står bag, og det nye projekt har Ken netop anmeldt debutalbum fra:

“Det er ikke et album, eller et band, der har travlt. Stedvis har det form af en art meditativ rejse eller drøm, hvor tekst og musik bare får lov til at køre i ring, eller flyde med strømmen ud mod horisonten. Rejsen i sig selv virker som målet. Det gør også, at hvis man ikke lige er i humør til det, eller vil have en lidt mere konkret lytteoplevelse, ja, så kan Tales From The Drought godt opleves som havende en slagside til det udsvævende. Jordforbindelsen mistes dog aldrig, da bandet får frembragt en ret indbydende og inkluderende folk-rock lyd, det lyder lækkert og giver en relaterbar kerne i musikken – selv når atmosfæren ellers er til, at man bare svæver væk” – 4 stjerner kvitterede Ken med, og resten af anmeldelsen kan læses HER.

Fatter Eskil, kl. 21, 56,25 kr. 

Samtidig på Tape er Marching Church og Pardans på visit. Her er vi ude i “chic avantgarde punk”, som Ken beskrev det, da han anmeldte Pardans’ minialbum, Heaven, Treason, Women, i september sidste år. Det var han bestemt ikke helt solgt på, men han erkendte også at han var ret subjektiv – tjek selv anmeldelsen HER. Marching Church er Iceage-frontmand Elias Bender Rønnenfelts projekt, og det er jeg ikke synderligt velbevandret i, men er man til Iceage, så bør man nok aflægge Tape et besøg denne onsdag.

Tape, døre kl. 19, start kl. 20, 100 kr. 

Torsdag d.16. februar

Mere folkede toner indtager HeadQuarters om torsdagen samme uge, hvor In Lonely Majesty og Esben Kronborg kigger forbi. Sidstnævnte har spillet masser af koncerter siden debutalbummet Trumpets udkom i 2014, og sidste år udsendte han opfølgeren, A Multitude of Things You Can’t Rehearse, som Troels-Henrik var en smule lunken overfor, men anerkendte det gode pop-håndværk – anmeldelsen kan læses HER.

In Lonely Majesty har vi endnu ikke anmeldt, men til gengæld har vi både interviewet dem i forbindelse med at de var i finalen i Karrierekanonen i 2014 (HER) og om deres oplevelser med at være en del af Oppenheimer-lineuppet – det interview kan læses HER. Bandet gør sig i en organisk og levende folk, men løftede i det seneste interview sløret for, at de sammen med producer Søren Balsner også er begyndt at eksperimentere med at inddrage synths.

HeadQuarters, døre kl. 19, 60 kr. 

Lørdag d.18. februar

Garage-punkerne Glowkit holder release på deres nye album, Pick Your Fights som følger op på 2012-debuten. Stilen skulle fortsat være ubekymret fusion af punkrock og pophooks, så der kunne være en festlig aften i vente. De har ligeledes lokale Singvogel og Snaredrum med, til at sætte fut i løjerne. Der er i øvrigt gratis øl til de første 30 gæster.

Tape, døre kl. 20, start kl. 21, 50/100 kr (uden/med LP)

Mandag d.20. februar

The DeSoto Caucus holder release for deres nye album, 4, og det er samtidig afslutningen på bandets Europa-turné. Bandet spiller americana/indie-rock og er måske mest kendt som backingband for Howe Gelb. De er dog også et band i egen ret, og med det nye album, skulle de have lagt nye personlige vinkler på deres musikalske univers.

Atlas, døre kl. 19, start kl. 20, 100 kr. 

Tirsdag d.21. februar

Vi skal også omkring hårdtslående, episk instrumental post-rock/metal, leveret af amerikanske Russian Circles, som blandt andet har varmet op for Isis og Tool. Seneste album hedder Guidance, og er fra sidste år, hvor det modtog masser af roser – der skulle både være skønhed og tyngde i deres univers. Cloakroom varmer op.

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 180 kr. 

Onsdag d.22. februar

Fik man ikke nok af tunge toner om tirsdagen, kan man troppe op på Voxhall igen om onsdagen i samme uge, hvor industrial-pioneren Devin Townsend og hans Devin Townsend Project lægger vejen forbi. Det er lige knap to år siden Townsend sidst kiggede forbi Aarhus, samme sted, og der var jeg sørme til stede i salen: “Det var en lidt ujævn aften, med en lidt blandet lyd, men de gode øjeblikke og Devin’s overbevisende showmanship hiver koncerten op på 4 store stjerner, for det var ganske enkelt gennemprofessionelt, det der blev leveret, og samtidig føltes det også personligt” – hele anmeldelsen kan læses HER. Between The Buried And Me er special guest, Leprous er support.

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 270 kr. 

Torsdag d.23. februar

Mark Eitzel har tidligere slået sine folder i det undergrundspopulære American Music Club, men har nu efterhånden været solo-kunstner længe. Han har et nyt, og rost, album i baggagen når han besøger Radar, som har henlagt koncerten til Helsingør Theater, ikke i Helsingør, men i Den Gamle By. Eitzel skulle både være intens og poetisk og en særegen oplevelse live.

Radar/Helsingør Theater, døre kl. 19, start kl. 20, 150 kr. 

Lørdag d.25. februar

Til slut kan vi da lige runde, at Sonja Hald med gæster forlængst har udsolgt deres koncert på Atlas… Måske du var heldig at få billet? Hvis du ikke var, så er arrangementet netop blevet opgraderet til Voxhall, så der er altså stadig mulighed for at opleve de dansksprogede rock-drenge, i selskab med blandt andre Telestjernen og selveste Steffen Brandt.

Jeg oplevede dem med venner (blandt andre Telestjernen) på et udsolgt Radar sidste år, og skrev dengang: “Sonja Hald har hurtigt etableret sig som et spændende navn på den dansksprogede rockscene, og denne aften viste de både stort musikalsk overskud til både at lege med egen og andres sangproduktion og invitere venner med, der kunne twiste bandets lyd i nye retninger. Samtidig demonstrerede bandet, og især Jonas Dahl, god kontrol over seancen, som aldrig løb af sporet, men holdt publikum og gav dem noget særligt” – hele anmeldelsen kan læses HER.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 160 kr. 

Så var det alligevel lige før man blev forpustet… vi vender tilbage omkring d.1. marts.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.