Pop er noget ukompliceret noget: Er det populært, så er det pop – det ligger ligesom i navnet.
Samtidig har vi så også undergenrer som tyggegummi-pop, indie-pop (?) og som hos Alt Det Der Drukner.
Det virker næsten selvmodsigende at tage forbehold fra poppens imperativ om at være populær ved at tilføje noget mindre umiddelbart, mere tankekrævende reflekterende.
Men det lykkes rigtig godt for Alt Det Der Drukner.
Jeg skal være ærlig at indrømme at jeg er lidt påvirket af PR-materialet, hvor der beskrives hvordan medlemmerne i projektet begge er præstesønner.
Som præstesøn selv, falder det mig meget naturligt at reflektere over teksterne (i hvert fald dem, der er noget at reflektere over i) og det sætter en vis ramme for forståelsen.
Når der tales om hav og at drukne, er det så de 70.000 favne? Den slags…
Giver det mening for andre? Måske…
Hvad er det så for noget musik? Jeg finder det klædeligt med den fortællende vokal. Ikke noget af tidens tendens til at synge med sådan en Morten Bruun-agtigt stemmeføring. Her virker det som om, det egentlig bare er en sangstemme, der får lov at bære projektet. En fin sangstemme, ja, måske sådan én man forventer af en præst, der jo så kan synge med på salmerne?
Ej, nu bliver det vist lidt søgt.
Under disse vokaler ligger så… Ja. Altså. Ikke nogen særlig god produktion. Der er valgt syntetiske blæsere, der hvor det er valgt, syntetiske strygere og hele underlægningen har en vis lød af poppens hastighed, hvor det ikke handler om narrativer om Telecasters fra ’68, men bare at få skudt nogle hurtige hooks af sted.
Det sjove er, at det et langt stykke hen af vejen fungerer for Alt Det Der Drukner. Det er faktisk OK, at det ikke lyder så… ’godt’?
Det trækker om noget i retning af poppens dekadence, der så bliver en del af hele indtrykket.
Dualiteten i at på den ene side mane til refleksion og på den anden have en hurtig, ofte ret overfladisk platform at formidle på, fungerer.
Pladen åbner med Digterens Litani – Litani er lånt fra teorlogien og handler om et bøn-fæstet ønske til guden. Så er vi ligesom i gang, men det sætter også rammen for en plade, hvor der er flere lag.
Nærværende digter ønsker sig inspiration – hvilket er en underfundig måde at starte en plade på.
Uptempo, fortællende vokal. Vi er i gang og der følges op med ’Stil dig foran mig’ – måske et tvist på ’get behind me, Satan’?
Men netop som man kan grave sig ned i tolkninger på den ellers effektive pop, så havner vi i et banalt Drive In Resort, der er en samfundskritisk satire grebet i egen barm om charterrejsen.
Hm.
Det er altså både let og tungt, det her.
Den største overraskelse er nok Det Lysner Så Langsomt.
Med halv-tunge klaverfjerdedele og en roligt melodiføring, kunne nummeret godt have budt ind på Højskolesangbogen. Men afvikles så med ophøjet ro til et grand refrain og som nummeret udvikler sig, står det klart, at vi her har at gøre med den største powerballade i mands minde.
Overraskende! Fremragende! Men stadig også high praise for et nummer med en syntetisk saxofon, der kigger ind med modtema…
Igen: Det fungerer!
Skal du kun høre ét nummer på pladen, bør det være det. For det rummer netop en poetisk dybde, en virkelig stærk pop-appeal. Og så den der produktion, der tangerer til det tarvelige.
Tag et lyt!
Jeg var ved at skrive, at hvis du spillede i et power-metal, -pop eller -rock band, burde du lave et cover af dette nummer for så havde du straks et stort hit. Men lad være! Det er netop i kombinationen af det hele, og især den fortællende vokal, at nummeret har sin force.
Pladen slutter med en fin ballade, der også trækker på de poetiske aner hvilket binder en fin sløjfe på åbnerens tema om poesi. Men samtidig også har salme-kvaliteter i at have tekst, der kredser om døden og en form for genopstandelse – i blomster og nyt liv.
Alt Det Der Drukner er ikke ukompliceret. De laver dog alligevel uomtvistligt pop. Pladen fremstår med langt mere dybde og underlig oprigtighed end meget andet dansksproget pop i dag.
Der balanceres mellem det meget hverdagsnære og den form for vrøvl der er så fint skruet sammen, at vi kalder det poesi. Oven på uomtvistlige melodiske hooks, ofte store refræner – og så på en produktion, der ret ofte får én til at tænke: ”Gjorde de lige det?”. Og ja. Det gjorde de så.
Ikke hver gang, men der er lige dele 80ernes guitarsolo som i outroen på Rute 1A og plastik-sax’er som i åbneren og andre steder.
Alt dette kan regnes sammen til at man sidder med en god, intelligent popplade. Det bliver nok akilesscennen for bandet: Det kræver nok lidt mere eftertanke end det meste andet pop.
Men det er også fint – dansksproget pop er klart inde i en guldalder og der må der også gerne være nogen, der leverer lidt dybde. Og den største power-ballade i mands minde!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Det Lysner så Langsomt her:
