Alexander Woods: Cold Cancer (EP) ★★★★★☆

0
1366
views

Bag Kunstnernavnet gemmer sig 23-årige Alexander Schou, der med en blændende vokal går navne som Alex Vargas og James Bay i bedene, med en omgang sjælfuld, grå-blålig men alligevel varm, electro-rocket popmusik. Talentet er åbenlyst, potentialet stort og stjernehimlen indenfor rækkevidde.

Vi er altså tæt på at bryde barrieren og nå op i den virkelig strålende ende af stjerne-skalaen for Schou’s vellydende solo-projekt. Det jeg mangler, for lad os starte med det, er at selve den velklingende musik helt kommer til at matche Alexander Woods’ gennemslagskraftige, flotte og overrumplende soul-pop vokal. Jeg vil ikke gå så vidt som at sige, at musikken og de 4 velproducerede numre mangler kant eller personlighed, men den kunne måske få ENDNU mere af det og smide de sidste lænker til de nævnte, og erklærede, inspirationskilder.

Det lyder enormt lækkert og indbydende, lige til at hælde i øregangene på radiolyttere verden rundt, men deri ligger også min eneste anke ved projektet. Eksempelvis hørte jeg et nummer på P4 for et par uger siden, da jeg stadig var i den indledende lyttefase med denne EP, og tænkte, “hey fedt, de spiller Alexander Woods i radioen?”. Det viste sig at være et Alex Vargas nummer. Det er så enten en kompliment, eller et lille problem der kunne arbejdes med.

Vi kommer fornemt fra land med den stemningssættende åbner “Fading Lies”, der indledes med sagte akustisk guitarspil, en elektrisk en af slagsen kigger også frem af det dybe lydbillede i glimt, men det er Woods labre, kontrollerede og spændstige stemmebånd der dominerer det ret nøgne og åbne rum sangen skaber. Hvor er der bare meget sjæl og følelser i det her, men UDEN at det kammer over, bliver svulstigt eller at vokalen mister grebet og bare giver den fuld gas. Det er meget veldoseret og gelinde udført, og vinder på det.

Den mindst lige så gode “Shadows” følger op, en mere afdæmpet sag, hvor gardinerne virker som om de er trukket mere for, Woods trukket tilbage, måske endda siddende med lukkede øjne og forsvundet ind i sig selv. Rumklangseffekten og den endnu mere sparsomme instrumentering, der indledningsvis kun består af nogle elektroniske krusninger, giver i hvert fald en følelse af isolation og at høre en tænkte højt. Lidt guitar og klaver dukker op og bygger ovenpå lydbilledet, uden at det bliver specielt opulent af den grund. Vokalmæssigt er det her næsten en endnu større og mere gribende præstation end det vellykkede åbningsnummer, for pokker det lyder godt, det her!

Titelnummeret “Cold Cancer” er lidt mere pågående, og hitpotentialet stiger proportionelt med dette. Melodien er mere markant, instrumentering og lyden mere dynamisk, næsten lidt afdæmpet vugge-funky. Vokalen fylder stadig meget (heldigvis), og Woods giver den også lidt mere kul og drama, uden at sætte den emotionelle kerne over styr eller forfalde til marineret melodrama. Men hvor “Shadows” hev mig helt med ind i skyggerne, knugede mig tæt og gav mig et eller andet, så nyder jeg det en smule mere på afstand her og “nøjes” med at sætte pris på hvor lækkert udført det hele er.

EP’en lukkes og slukkes med “Another Soul”, hvor rocken og den elektriske guitar indtager spotlyset lidt mere – ikke at vi pludselig befinder os på Sunset Strip og vælter os i whiskey og damer. Vi er mere i stille sjæler-balladeland, måske har vi endda mobilen fremme, ikke for at tjekke ind og ud af koncerten, men for at vifte lidt med den – lightere er totalt yt, mand. Det er igen et nummer der vinder og imponerer med meget diskrete, næsten underspillede, virkemidler, hvor den minimalistiske instrumentering lægger en solid og atmosfærisk bund og så er det ellers Woods og vokalen der skal trække det meste af læsset.

Alexander Woods har en sjælden gave for vokalister i denne genre, jeg TROR ganske enkelt på ham og hans ord. Samtidig er han udstyret med en klædelig mængde selvkontrol, sans for timing og dosering, hvor man nærmest ikke kan sætte en lille, fedtet finger på leveringen. Knægten er vel kort og godt bare musikalsk! Det virker næsten unaturligt godt når man tænker på, at Woods selv har skrevet, indspillet og produceret EP’en – kvalitetsbevidste pladeselskaber burde stå savlende og banke på hans dør.

Men det håber jeg egentlig næsten ikke for, hvis han får tiden og roen til at modne selve musikken yderligere, så er the sky the limit. Indtil da ender vi på 5 højglanspolerede upcoming stjerner til en 6-stjernet vokal.

Af Ken Damgaard Thomsen

Lyt og download HER

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.