Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Ædel Fetich: Ædel Fetich (Album/Anmeldelse)

Ædel Fetich: Ædel Fetich (Album/Anmeldelse)

312
0

Hvad er en Ædel Fetich? I dette tilfælde kunne det være at blive tændt på et band, der insisterer på at gå egne veje. Ujævne veje, der fører til en cabaret klub, hvor der spilles punk, rock og rul, sort metal og opera.

Det er ikke meget information man får, eller kan finde om bandet. Forsanger Skvat har stået i front for Stikkersvin, og resten af bandet er vist også rester derfra? De nåede at flænse vores øregange med den skønt betitlede og de levede ulykkeligt og alt for længe i 2023 (og EP/demoen Kælderens Barn fra 2021). Ikke at de udgivelser og tilhørende materiale afslørede meget om Skvat og kompagni.

Havde jeg ikke haft den overraskende fornøjelse at opleve dem live, og det VAR en oplevelse, ville det måske også være svært at se bagmændene for sig. Ikke at man blev meget klogere af og på bandet af at se dem in the flesh.

De var in your face og lige i skødet og mellemkødet, da jeg så dem i oktober måned 2025 på Richter i ingenmands-industriland mellem Søborg og Gladsaxe. De var første navn på scenen, efterfulgt af Slyngel og hovednavnet Strychnos. Det var Ædel Fetisch, som efterlod det mest blivende indtryk fra den aften.

Det var… sært. Et teatralsk, delvist metallisk, men også punket kærlighedsbarn mellem Möterhead, Judas Priest og flosset black metal. Tilsat en følelse af cabaret, performance kunst og et operatisk element ala System of A Down?! Men også helt sig selv. Med en forsanger i centrum, der formåede at udtrykke musikken og bandets stemning gennem sin lange, magre krop, hvor bukserne blev holdt oppe af 3 bælter – de 2 af dem var nok kun dekorative.

Uden livrem og seler, helt bogstaveligt, men halsbrækkende og fandenivoldsk. En optræden og fremførelse af noget musik, som sagtens kunne være noget rædderligt rod og råddent lort. Ikke at det ikke momentvis flirtede med at være netop det, men det virkede tilstræbt og med fuldt overlæg. Et bevidst sats.

Deres debut EP bærer den meget sigende titel I Aftes I Tunnellen. Det lyder skummelt. Nu er de knap 1 1/2 efter den udkom klar med deres debutplade, der blot bærer navnet Ædel Fetich. Så må det jo være en repræsentation af og forklaring på, hvad en Ædel Fetich er?

Jeg er ikke sikker på, at jeg er kommet svaret meget nærmere efter at have lyttet de 8 numre igennem. Det er nu heller ikke sikkert, at man skal blive klogere på netop det, eller at der findes et klart svar – eller om gruppen har sinde på nogen måde at give det. Ædel Fetich er noget andet, måske er det en tilstand?

“Et Liv Fuld Af Fejl” hedder åbningsnummeret, mens afslutteren kaldes “Her Er Mørkt”. Det kunne være et clue. I midten af det selvbetitlede album finder vi det selvbetitlede nummer “Ædel Fetich”. Midt imellem fejl og mørket?

Ædel Fetich synes at være en sindstilstand, en som bandet er eller sætter sig i, når de med besat energi fræser igennem barok black ‘n roll med de spredte opera-passsager og skæve udsving. Det er ikke nødvendigvis en rar tilstand at opleve andre i, og musikken matcher det i sin gustne lyd og skrællede æstetik. Det er også overgearet og hysterisk, men rummer det ikke samtidig glimt i øjet og grotesk humor?

Jeg kommer i hvert fald til at trække på smilebåndet, når band og frontskråler høvler sig igennem et nummer som “Ildtang”. På en mystisk og fascinerende plade, hvor man ofte sidder forbløffet og prøver at afkode, hvad der egentlig foregår, er “Ildtang” muligvis “bare” herligt primitiv. “Jeg vil ikke røre dig med en ildtang”, man kender følelsen, det er ikke pænt sagt eller et charmerende karaktertræk, men i Ædel Fetich forrykte indpakning og levering lyder det… sjovt?

Er Ædel Fetich så en joke? Nej. De fremstår seriøse omkring musikken og leveringen af den, selvom det på overfladen kan virke fjollet og ude på et overdrev. Det er nok en af grundene til at skidtet fungerer og ikke falder fra hinanden. Du er nødt til at tro på det, stå inde for det og ikke levere det useriøst – her sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved Ædel Fetich og deres motiver.

Ædel Fetich oser samtidig også af lyst, begær og sex. Hånd i hånd med laster, afsky og afvisning. Det er beskidt og frækt. Råt for usødet og frastødende. Det lyder som, og stinker af, noget som er lidt forbudt. Lidt forkert og noget som man ikke burde finde tiltalende på nogen måde, hvis man er et anstændigt menneske. Jeg tror Ædel Fetich vil skide anstændigheden og den gode smag et stykke.

Man kan spørge sig selv om mange ting, når man lytter til Ædel Fetich. Både om bandet, men også om sig selv. Hvorfor kan jeg overhovedet lide det her?! Er det overhovedet godt?? “Mit Billede Af Dig”, hedder en af numrene. Ens selvbillede kan godt blive lidt udfordret af at sidde og få luftet ud i øverste etage med Ædel Fetich, som rystepudser og tæppebanker.

Der trænger jo til at blive luftet ud af og til, og en god gang gennemtræk. Hvis ikke andet, så er Ædel Fetich også et glimrende soundtrack til den slags. Sæt den på, og se hvad fanden det er der sker, når Ædel Fetich kommer væltende og losser dig i løgene. Gennemtræk eller gennemtæsket?

Er det i den forbindelse nødvendigt at nævne at det her ikke vil være for alle? Det skal det heldigvis heller ikke være, i så fald ville Ædel Fetich nok have fejlet og noget af deres mission mislykkedes – såfremt de har en?

Er det et overfald eller et opråb?

Under huden på hele nabolaget
Ikke særligt elegant
ÆDEL FETICH
(“Ædel Fetich”, Ædel Fetich)

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.