Så skal der gøres status over musikåret 2025. Spotify har allerede gjort det for en, hvis man stadig støtter våbenindustrien indirekte gennem dem. Wrapped er blevet pakket ud og bruges igen, som en art pejlemærke og personlig opgørelse af 2025. Der blandt andet talte navne som Katla, Vilma Crow, Strychnos og vildt meget 80er metal?!
Ligesom genudsendelser af Disneys Juleshow, vil jeg starte med en gentagelse af mine forbehold/dobbelt moral med enkelte nye tilføjelser.
Den årlige gave fra Spotify, som man havde glemt, man ønskede sig: overblik over ens lyttevaner.
Og ja, jeg punger ud for premium familie superduper pakken. Og ja, jeg er helt bevidst om de moralske/etiske/kunstneriske gråzoner, der er en del af Spotify og andre streaming platformers forretningsmetoder. Kunstnerne (nogle af dem) får nogle penge for streams, så i princippet betaler jeg for musikken. Men det er ofte håndører med mindre du tilhører en vis elite af musikere.
Sidste år nævnte jeg også indførelsen af et minimum af 1000 afspilninger, inden en kunstner fik udbetalt lidt håndøre. Og jeg mener brøkdel af ører pr. afspilning, og hvordan det er med til at underminere vækstlaget. Det er nærmest ikke en rentabel model for de mindste kunstnere længere.
Til listen over ting, som burde få en til at droppe sin støtte til platformen, kan så tilføjes ejerens investering i våbenindustrien. Hvor meget det var privatperson eller forretningsmanden er lidt en gråzone. Og hvis man skulle fravælge ALT, som på en eller anden måde er fedtet ind i noget, man helst ikke vil støtte mere eller mindre direkte, så får man virkelig travlt.
Skal man så ikke gøre det, eller have det i baghovedet? Nej, men man er nødt til at vælge sine kampe, hvor moralsk og etisk udfordrende det end kan være. Og jeg har valgt stadig at overgive mig til mægtige Spotify.
På opdagelse iført algoritme-spændetrøje
Nå ja, og så er der det faktum, at Spotify jo overvåger en i hoved og røv. Og at man glædeligt deler deres indsamlede informationer og data, samt giver dem gratis omtale ved at dele “Wrapped” på sociale medier – eller skrive om det her. Sociale medier, der så høster DE data og sælger dem videre, så… You just can’t win.
SÅ, ja, der er alle mulige problemer, udfordringer og skrupler ved at bruge en tjeneste som Spotify. Der er dog også fordele, som er med til at mudre hele billedet. Ud over at det er dejligt nemt, og du i teorien kan have “alt musik i verden” med i lommen, så har jeg opdaget meget nyt på Spotify.
Og så kan man forbande algoritmer og spillelister langt væk, hvis man er lidt aktiv og nysgerrig, så kan man forsøge at påvirke dem i positiv forstand. Og komme lidt ud af ens normale boble og lytte-comfort zone.
Der er dermed kunstnere, som jeg aldrig ville have opdaget, store som små. Samtidig giver den nemme adgang mulighed for både at gå på opdagelse, eller dykke ned i musikhistorien – det er næsten som at gå på biblioteket! Altså den slags med bøger, i ved! Her har Spotify virkelig været pengene værd, og jeg forsøger også at FÅ mest muligt for pengene. Så lever jeg med min mulige dobbeltmoral, dårlige samvittighed og moralske skrupler.
De kolde tal og hvad der gemmer sig bag dem
Spotify har igen i år ændret en smule på layout, den data om dig, som de har høstet og valgt at give tilbage og andre småting. Og så er der selve indsamlingsperioden, det dækker jo ikke hele 2025 eftersom Wrapped er tilgængelig fra start-december. Dækker den så fra december sidste år til november i indeværende år?
Jeg tænker, at perioden er endnu mere forskudt, eller ufuldstændig. Der er nemlig kunstnere, som jeg VED jeg har skamlyttet i usund grad i oktober og november, der nærmest ikke figurerer på de lister, som skulle opgøre mit år – hvilket ganske enkelt ikke kan passe. Hvor ER Carcass?
Og så er der, hvordan og hvad der tælles? Ikke kun, hvor meget af en sang eller podcast, der skal lyttes til, inden det tæller. Jeg lytter også på to forskellige devices, min laptop og telefon, og selvom det er samme profil, som burde være synkroniseret, kan jeg se at der jævnligt er uoverensstemmelser mellem, hvad Spotify har registreret som lyttet til mellem de to enheder.
Kort sagt: Jeg tror ikke det er helt eksakte og nødvendigvis fyldestgørende tal. Det giver en pejling med en masse usikkerhed og forbehold.
Så jeg har måske lyttet til materiale på Spotify i hele 131.057 minutter mod 124.470 i 2024. Til gengæld faldt andelen af podcast minutter en smule, og udgør omkring 51.000 minutter. I 2024 udgjorde podcasts lige knap halvdelen af den samlede lytning. Så jeg har altså lyttet til mere musik kontra snik-snak i 2025.
Underligt nok falder tallet for antallet af forskellige sange, som jeg har afspillet fra 5.520 forskellige sange, fordelt på 3006 forskellige kunstnere i 2024 til 4.732 sange fordelt på “kun” 1917 kunstnere?! Det var da temmelig markant fald i forhold til at jeg har lyttet til mere musik samlet set. Så enten er jeg blevet radikalt mere “konservativ”, har fundet nogle kunstnere jeg lytter mere gentagende til eller også kan man slet ikke stole på de her tal og dataen af ovennævnte grunde?
Toppen af poppen
NUVEL. Jeg HAR nok begrænset min spredning og udforskning af forskellige genrer en smule. Ifølge Spotify har jeg dog trods alt lyttet til “399 forskellige genrer”, hvad pokker det så dækker over, da mange kunstnere sikkert er “tagget” i mange forskellige genrer i alogritmerne?
Top 5 kunstnere domineres ikke overraskende for mig selv hovedsageligt af gamle, hvide mænd, der har haft tykkere hår, men stadig svinger det. Jeg søger mere eller mindre bevidst at udligne alt det nye jeg lytter til i forbindelse med GFR med, at lytte til gammelt lort “privat”.
Mine mest lyttede kunstnere i 2025 var:
1) Kreator
2) Iron Maiden
3) Bruce Springsteen
4) Neil Young
5) Katla
Iron Maiden “vandt” i 2024, og lå fortsat tæt på førstepladsen i 2025. Der er nok noget “carry over” fra 2024 data og efterdønninger fra starten af året i spil her. For jeg gav dem faktisk en pause i en længere periode blot for at dykke ned i de faser af deres lange karriere, som jeg ikke tidligere havde dyrket.
Så nu er jeg blevet fan af Paul DI’Anno og hans korte æra i bandet, han var som bekendt forsanger på de to første plader. Fuck de er fede! Dem havde jeg tidligere skudt til hjørne, da jeg ikke brød mig om, hverken Paul eller bandets lyd dengang. Jeg tog fejl.
Kreator, som tog førstepladsen, har jeg dyrket on/off siden jeg lidt tilfældigt faldt pladask for deres 2012 album Phantom Antichrist. Det er ikke mange metalbands (fra Tyskland!), der nærmest bliver bedre, eller i hvert fald holder niveau over 40 år inde i karrieren. Det gør Kreator. De er ikke kun et fremragende liveband, men deres album, fra de tidlige primitive og rå speed/trash album til de mere melodiske fra start-00eren og frem, er fede.
Så var der de obligatoriske, Bruce og Onkel Neil, det er bare noget jeg tit vender tilbage til og lige går på opdagelse i, eller rålytter favoritter fra. Den samling gamle mandfolk er sikkert også skyld i, at min “lyttealder” i følge Spotify kan opgøres til at være 59. Jeg ER altså KUN 46.
Men, hvis de tæller den slags fra kunstnernes debutår, ja, så trækker mine udflugter tilbage i tiden voldsomt op. Og overtrumfer tilsyneladende al den nye musik, fra fortrinsvis unge danske kunstnere, som jeg ellers lytter til.
Katla er ikke purunge, men de sniger sig ind på en flot 5. plads. Til gengæld tager de suverænt en førsteplads andetsteds.
Jeg har nemlig afspillet deres single “Taurus”, udsendt i begyndelsen af året, hele 85 gange.
Den samlede top 5 ser ud som følger:
Det var ikke engang tæt, kun mellem resten, hvor Kreator tilsyneladende deler plads 2 og 3 med dem selv? Her er vi virkelig ude i nogle specifikke tal, hvor jeg ikke helt ved om man kan stole på Spotify.
Jeg betvivler ikke, at jeg har hørt de nævnte sange ofte. Men om det lige er 59 eller 56 gange for de enkelte… og Spotify har også spammet mine foreslåede afspilningslister med et nummer, som “Satan Is Real” (der bestemt ikke er mit favorit nummer med bandet), som algoritmen har valgt at inkluderer på nærmest alle metal-relaterede lister der genereres til mig. Så der er en skævvridning, og tendens til at man fodres det samme, hvis man ikke aktivt bryder strømmen.
Er vi live?
Helt tilfældigt så faldt jeg ned i Kreator-hullet igen, de spillede på Copenhell i sommers og jeg overvejede en én-dagsbillet pga. dem. MEN. Det er simpelthen for dyrt og omstændeligt at tage til Refshaleøen for et enkelt band.
Samtidig med Kreator faldt jeg over Exodus, som jeg kun perifert har lyttet til ellers, og genopdagede Carcass. Ved ikke hvorfor, Carcass var og er super fede, men var røget lidt bag i køen hos mig. Og lige da jeg var sovset ind i Kreator, Exodus og Carcass blev det annonceret, at de 3 bands (plus Nails) spiller i Poolen til april 2026! 4 bands for cirka 600 kr., 3 af dem nogle jeg voldlyttede for tiden?! SCORE!!
For jeg kommer jo ellers ikke så meget ud… Faktisk har jeg kun været til en enkelt koncert i år, som ikke blev afviklet på Roskilde Festival. Og det var med Strychnos på Richters i Gladsaxe. Op til den koncert lyttede jeg så meget til deres to plader, at den seneste, Armageddon Patronage, blev mit mest afspillede album på Spotify i 2025
Roskilde Festival har altid stor indflydelse på mine Spotify tal og afspilninger, og kan aflæses i både data og sammensætningen af de spillelister, som algoritmerne sammensætter til mig. Men der er også overlap, både mellem de mange singler og de efterhånden forholdsvis få plader jeg kan tage mig tid til at anmelde.
Her stikker en kunstner som Vilma Crow (her med sangen “Guard Dog”) ud, som en der er fedtet ind i noget data-overlap. Jeg lyttede til hendes EP, “Guard Dog” er en af mine favorit singler og hun gav en glimrende koncert på Roskilde Rising.
Hvor man lidt i samme boldgade havde fornøjelsen af Kajsa Vala og Stine Bramsen under navnet Bye Bye Brenda. De leverede en tjekket, gennem professionel og flot koncert, hvor de viste at man ikke behøver forny americana/country for at imponere. De gjorde det med gode sange og fremragende vokaler.
Til gengæld er der nærmest ingen andre “Roskilde kunstnere”, der har sneget sig ind på listerne eller kan aflæses i data for 2025. I 2024 var “de” drysset ud over opgørelsen. Og jeg er ret sikker på, at jeg IKKE har lyttet hverken mere eller mindre til Roskilde relateret musik i år.
Hvorfor kunstnere som Allie X, Fat Dog, Olivia Rodrigo, Doochie, ikke optræder mere, ved jeg ikke. Meeen, hvis man går lidt på opdagelse udenfor selve Wrapped-funktionen, så kan man få en playliste med ens mest afspillede sange for året. Det er der jeg har de ovennævnte antal afspilninger fra. Og her tegner der sig et mere nuanceret billede af ens lyttevaner.
Alle de netop nævnte kunstnere, som alle spillede på Roskilde, og andre navne dukker frem fra algoritmernes tåger. Pludselig har jeg også lyttet en del til Uden Ord, Pleaser, Fenja, The Sandmen, Bænch, Decorate. Decorate., Marie Swane, Debbie Sings, Skt. DeLarge, Skyggesøn, Salver, Marc Facchini… nå ja, og Kreator og Carcass og hvad det så har affødt af ting algoritmen har fodret mig med. På den måde kan man genopdage eller endelig få lyttet til forsømte navne som Death, Sacred Reich, Destruction og andre behagelige navne.
En herlig blanding af Roskilde-musik, det jeg har anmeldt og de historiske huller jeg er faldet ned i.
Det nye kuld
BÆNCH er et eksempel på et navn, der er brudt ud fra feltet i 2025. Vi taler ikke Minds of 99 eller Apacha, bevares. Mindre kan heldigvis gøre det. Måske bliver Von Quar det næste band, som laver “en Apacha”, selvom den slags udbrud plejer at være mere sjældne efterhånden og ikke ske tæt på hinanden.
Netop Bænch og Von Quar spillede begge på Rising, og havde faktisk været på tour sammen, eller med sidstnævnte som opvarmning var det vidst, inden Roskilde. Så der var allerede noget i gære på den front, og efterfølgende har Von Quar nok “overhalet” Bænch i bredere omtale. Selvom det ikke skal lyde som en hype-konkurrence.
Den “taber” de begge til Apacha, som jeg har afspillet lige nøjagtig ingen gange i 2025. Jeg fik rigeligt i både radio, og især udenoms omtale og dækning af det, som årets musikalske “fænomen”. Fred være med, at jeg synes det er ganske uinteressant, hvis ikke skrækkeligt. Det er smag og behag. Det der går mig mest på er markedets mekanismer, den selvforstærkende hype, når man virkelig rammer den rette bølge og den ulmende kynisme.
(De skulle forresten nok have spillet på Orange…)
Et eksempel, som gav mig en underlig smag i munden, var gruppens stunt med en gratis “pop-up” koncert i KBH i september måned. Som en “gave” til deres mange fans. Og i hvert fald ikke en del af en kalkuleret plan og markedsføring, som jeg ikke siger bandet stod bag, men dog var en væsentlig del af. For kærlighedserklæringen fra band til publikum blev SLET IKKE lavet for at genere omtale og resultere i akut FOMO hos alle de fans, der ikke kunne møde op til det gratis arrangement.
Så var det da heldigt og tilfældigt, at bandet dagen efter kunne annoncerer deres hidtil største koncert til dato. Og du kunne nu blive en del af kærlighedsfællesskabet for kun 500 kr. i Parken! Kom, vi gør det sgu’ sammen (I betaler denne gang bye the way)!! Er det ikke fantastisk?!?!
Måske tillægger jeg folk motiver, som de slet ikke har haft. “Måske”.
Ikke at jeg ikke under dem succes, og at det ikke er voldsomt imponerende at sælge Parken ud på så kort tid og så tidligt i karrieren. Det er vel nærmest uhørt? Og så for et dansk band! Så de har tydeligvis ramt noget, som folk kan lide. Men også noget, der har fået meget hype og dækning, hvilket så bliver en selvforstærkende cyklus.
Hvis man spredte opmærksomheden lidt ud og gav flere lignende omtale, så ville flere måske få chancen? Hvilket jeg også har tænkt om eksempelvis en platform som P6, der burde og kunne gøre mere. Jovist, de dækker vækstlaget og lukker nogle navne ind i varmen, men ofte tager jeg mig selv i at tænke “hvorfor ikke flere?!”.
Nu kører de med noget, hvor de har fokus på et dansk navn i en måned. For nylig var det bandet Spawner, der på en eller anden måde har vundet kanalens gunst. Bevares, det er skam udmærket rockmusik. Men en hel måned?!
Hvorfor ikke fordele sol og vind lidt mere jævnt, og give en ny kunstner opmærksomhed i en uge? Så kunne man også undgå bagslag, hvor de stakkels kunstnere i fokus ikke bliver mistænkt for at få en forlomme, blive overhypet eller på anden måde forfordelt i forhold til andre – eller at lytterne bliver trætte af dem. Jeg gider eksempelvis ikke rigtig høre mere om Spawner, eller give dem opmærksomhed her på siden. Og det er da synd.
Dem der blev overset
Dykker jeg tilbage i Wrapped, så er der ud over spredte glimt hist og her ikke mange afspilninger til en række ret markante danske metalbands. Ud over omtalte Katla, og nogle singler fra Bersærk og Baest, så gled et navn som eksempelvis ORM lidt i baggrunden.
De har ellers alle sammen udsendt plader. Katlas Scandinavian Pain havde jeg set frem til. Både pga. deres bagkatalog, som er sparsomt men feeee, og singlerne der udkom inden albummet. Så kom pladen, jeg lyttede. Og lyttede en gang til. Og så valgte jeg at sende den til hjørne. De gode singler ER der jo, og der er flere fine numre derudover, men som samlet album, så fængede det bare ikke rigtig.
Baest gik nye veje på Colossal, større og mere rocket/heavy-lyd smeltet sammen med deres velkendte dødsmetal. Egentlig ikke en tosset idé, eller noget jeg har noget imod. En slags Baests The Black Album, hvor man gør sin musik lidt mere spiselig for et bredere publikum. Hvis man vil længere ud og ikke spille i den samme fine boble resten af karrieren, så er det nok et nødvendigt træk.
Om det så fungerede eller solgte, er en anden snak? Lykkes manøvren? Kunstnerisk synes jeg det er en rigtig fin plade, men jeg ved sgu’ ikke om den havde den tiltænkte effekt?
Det ved jeg heller ikke om ORMs Guld havde. Jo, hvis det var meningen at få raset ud, afreageret, tømt tanken og så trække stikket og gentænke band og lyd (som de så gjorde lige efter). Men rent kunstnerisk er det ikke en plade for mig. Faktisk kan jeg hverken lide den eller synes den er god. Den larmer, det vil jeg give dem. Og jeg håber den har den ønskede effekt, så bandet vender tilbage for fuld styrke efter den selvvalgte pause.
Bersærks plade har jeg ikke nået at høre mere end en enkelt gang, singler har jeg som nævnt anmeldt og synes godt om. Den har fået en lidt blandet modtagelse, men nogle af kritikpunkterne, som den nye vokalist (bandet og tidligere forsanger Casper Popp gik hver til sit inden pladen udkom), er fundet internt i bandet, der nu er en trio. Eller at “det lyder ikke som Bersærk længere”, synes jeg er forfejlede. Jeg kan egentlig godt lide den nye stil og lyd – men, altså, pladen ligger lige i syltekrukken.
Sidste år led et band som Vulvatorious samme skæbne. Jeg synes der debut var et godt album, men efter et par lyt røg det lidt i glemmebogen. Til gengæld har en række sange derfra “overlevet” og sneget sig ind på spillelisterne fra i år på Spotify. Ikke nok til at ligge i toppen, men dermed holdes bandet i live for mig.
Til gengæld har bandet frontfigur Ditte Krøyer lavet noget af en kursændring med hendes solomateriale, der er begyndt at udkomme her i efteråret. Det er mere rave/techno end metal, men mindst lige så skræmmende! Til gengæld finder du det IKKE på Spotify
Spotifydomme om fremtiden
Er det en tendens fra 2025? At kunstnere i større grad undlader at gøre deres musik tilgængelig på Spotify, eller ligefrem er begyndt at fjerne musikken i protest?
Protest mod forretningsmodellen, politiske årsager eller andre moralske og etiske kvababbelser… men nytter det overhovedet noget, eller ender man med at snyde sig selv eller ens fans/afskære sig fra at få nye?
Det er vist en mere omsiggribende og indviklet diskussion og analyse end der er plads eller hjernekapacitet til her. Jeg mener DET HELE.
Ja, det er prisværdigt at nogle kunstnere står op for det de tror på og går mod THE MAN. Og jeg burde sørme selv gøre det samme, som nævnt indledningsvist. Men ligesom med min lille protest, hvis jeg trak mig, så nytter det kun noget (om noget), hvis vi er MANGE. Det samme gælder kunstnerne.
Det er glædeligt at nogle har så meget kunstnerisk integritet (af hvilke årsager det så måtte være), som eksempelvis Krøyer, at man styrer uden om Spotify. Med al respekt, så gør det dog ingen forskel for Spotify. Ej heller hvis en række mellemstore eller store kunstnere trækker deres musik. Se: Young, Neil. Han gav op og kan igen høres på Spotify.
Vi skal ud i en massiv boykot fra de helt store stjerner. Og deres pladeselskaber. Sidstnævntes moral eller mangel på samme kan man dog (groft sagt og skåret over en kam) sætte i samme bås som Spotify selv. Og så er jeg stadig i tvivl om at Spotify ikke er too big too fail medmindre nogle af dem de MÅ skylde penge, trækker stikket?
Ellers udfylder de sikkert bare hullerne på platformen med AI-musik. Mange unge og deres mest aktive lyttere er i virkeligheden sikkert lidt ligeglade, hvor musikken kommer fra om hvem der spiller – bare den spiller. Det er ligemeget, det er bare et produkt, som skal forbruges, ligesom meget andet, og ikke nødvendigvis noget man har et forhold eller følelsesmæssig forbindelse til.
Hvis det bliver fremtiden på Spotify, og jeg ved at jeg maler fanden på væggen, så fortvivl ej! Man kan bare opsige sit abonnement og søge andre steder hen. Så kan dem, som har andre bekymringer i livet end, hvor og hvordan deres musik laves, nyde TikTok soundbites og AI-Spotify med lidt længere numre, der nemt kan klippes op i mindre hapsere.
Der opstår sikkert et fint alternativ, hvor al den “rigtige musik” trives og kan findes. Hvor os nørder og bogorme kan gå på opdagelse i bibliotekets bløde lys og støvede reoler. Det findes sikkert allerede, men Spotify er bare ikke blevet uattraktivt nok for mig endnu til at smække med døren?
Sker det i 2026 eller kan jeg igen nyde et år med masser af musik, podcast (og nu lydbøger) og gentagende irritation over, at algoritmerne insisterer på at fodre mig med de samme sange – indtil jeg kommer til at hade dem? Selvom Wrapped engang kategoriserede mig som en “eventyrlysten” lytter. Yeah, ikke pga. “jer”, Spotify!
Der er gået lidt over en uge siden Wrapped blev tilgængelig, og funktionen er allerede forsvundet fra min brugerflade. Det siger måske noget om, hvor hurtigt ting går, hvor meget værdi der er i det og hvor meget man skal tillægge det… og således kværner fremskridtets Granulating Dark Satanic Mills videre…
Af Ken Damgaard Thomsen
