Singlejul! Ja, de skal da også føle at det er jul. Der er blevet lyttet til en masse på repeat og nu er de blevet kogt ned til en art favoritliste for 2025. Her finder man blandt andet numre fra Zar Paulo, Kejer, Vilma Crow, Løvehjerte, Katla, Julie Pavon, Mathilde Falch, Syvsover, Downtown July, Von Quar, Uden Ord, Bye Bye Brenda og Decorate.Decorate.
I år klarede hele 54 numre cuttet mod 45 i 2024, hvilket jo kunne tyde på, at det var et bedre år for singler? Eller tilfældigheder, måske har jeg været mere “gavmild”, flere singler har ramt min smag eller noget helt andet? Det er vist ikke en eksakt videnskab
Frem for de foregående års 12, vil jeg forsøge at koge de 54 singler ned til 13 personlige favoritter. Hvorfor 1 mere? Tja, fordi der var flere i puljen i år og fordi jeg talte forkert da jeg “låste” toplisten og ikke gad skære flere fra!
Engang gjorde vi ligesom mange andre musikmedier, kårede vores favorit plader og EPer, de største koncertoplevelser, eller skrev artikler i mere løs form om musikåret. Det har vi stille og roligt udfaset, som tiden blev mere knap. Og i den forbindelse faldt vores anmeldelses/lyttefrekvens (og koncertbesøg) faldt. Det gav ligesom ikke rigtig mening længere.
Jeg har dog stædigt holdt fast i, at kåre mine favoritsingler (et lidt mere neutralt ordvalg frem for “bedste), men…). Både fordi, at det er det format jeg suverænt får hørt og anmeldt mest forskelligt af, og fordi at det måske giver en form for pejling af, hvad der har været med til at definere musikåret. I hvert fald i smagsprøve form.
Genredominans og den slags er én ting, musikmarkedet er, som altid i streamingalderen, voldsomt fragmenteret. Tiden hvor en enkelt genre lader til at sætte sig på det hele synes for evigt at være fortid. Der ER selvfølgelig visse tendenser, men helt overordnet lader det til, at mange nyere kunstnere låner fra, lader sig inspirere og blander frit som de lyster.
En tendens indenfor album og singler synes dog at være, at mange udsender 3-4 (måske flere!) singler INDEN en plade overhovedet er udkommet. Og ofte med få ugers mellemrum. Det resulterer, i hvert fald for mig, i lidt intens overeksponering med en vis træthed til følge, så jeg tit ikke rigtig er interesseret i at lytte til en plade, når den endelig lander. Man er blevet tæppebombet med singler i en måned eller to op til, og i mit tilfælde har jeg så også anmeldt flere af dem. Selvom jeg forsøger at sortere, så Repeat artiklerne ikke bliver “spammet” med den samme gruppe kunstnere indenfor kort tid.
Grunden er nok, at der skal laves en masse larm for at trænge igennem. Og at få så mange sange i rotation, og på diverse playlister, inden pladen lander. Men i stedet for at skabe mere sult, føler jeg mig stopfodret og mæt. Desuden er det langtfra alle kunstnere, som på et album har SÅ mange numre, der også egner sig som single. En single, i sin essens, skal for mig netop være enten en appetitvækker eller noget, som bare fanger – og dermed smager af mere.
Der er regler! Sådan da…
Hvad smagte så af mere for mig i år? En del! Da jeg gjorde Repeatlisten op stod jeg tilbage med 54 numre, som er blevet føjet til blandt de mange hundrede jeg har lyttet til i år. Og der var ikke umiddelbart mange, der røg fra da jeg lavede den første grovsortering. Nogle vandt ved gentagne lyt, andre havde jeg lidt glemt og blev mindet om kvaliteten igen. Andre var jeg helt sikker på skulle med, når listen skulle koges ned til 13.
Det var sgu’ ikke helt nemt, så stort skulderklap til alle, som ikke lige kom med i det endelige dusin. Jeg har valgt ud fra en subjektiv og upræcis formel, der er en herlig blanding af personlig smag, “hvad gør en god single?”, variation (jeg er dybt genre-utro) og det som man “objektivt” kunne kalde godt håndværk. Det er ikke ligefrem en eksakt videnskab, så tag det ikke for mere end det er.
Nok snak, mere musik. Nogle kunstnere har to numre på repeatlisten, kun en kommer med her. Jeg kårer en førsteplads, bare fordi, og resten er i nogenlunde vilkårlig rækkefølge. Og alligevel ikke, men sådan cirka… næsten. På en måde.
Årets singler på repeat
Lad os kører omvendt rækkefølge i år, så vi starter med boblerne, dem jeg havde svært ved at skære fra:
Debbie Sings – “High”, Bersærk – “Dårlige Tider”, Fenja – “Brænder For Noget II”, Knægt – “Ild I Januar”, “atom” Chris Dall & Powerband – “amagerfræser”, he is tall- “i miss you and america”, The Sandmen – “Hvis Jeg Nogensinde Dør” og Kira Skov – “Scream It Out”.
Og så en håndfuld som det var VIRKELIG svært at se misse slutspurten:
Jacob Aksglæde – “Dem Der Forsvandt”
Rasmus Matthiesen – “Noget Har Forandret Sig”
Selina Gin – “Oh My Heart”
Pleaser – “Ride”
Juncker – “Astronaut Mogensen”
Endelig er vi nået frem til det sidste dusin… plus en
Julie Pavon – “Passenger”
Dramatisk fald i slutspurten, Julie Pavon mistede pusten mod slut. Da jeg hørte “Passenger” første gang, tænkte jeg: Shit, her er en klar kandidat til årets single. Hårdtpumpet, dansabel, fræk, foruroligende, bastant og forbandet fængende electro-rock’ish banger.
Der er ikke meget kød på ud over et fremragende omkvæd i et nummer, der generelt er ret monotont i sin udformning og lyd. Det starter med at være en styrke og tale til Pavons fordel, du er straks fanget og vil bare have mere af det, der fungerer så godt i sangen. Det er hook på hook på hook.
Men sangen taber på sin slidstyrke, eller mangel på samme. Pludselig er man mæt. Og der er ikke rigtig mere at komme efter, dykke ned i eller fastholde interessen, når fikset mister sin virkning. Men sikken er sus, så længe det varer.
Giver man nummeret en pause, så vender noget af effekten tilbage.
Mathilde Falch – “Vi Er Én”
Et anti-krigsnummer om forbrødring, fred og medmenneskelighed, som nok ikke vil være for alle. Det kunne næsten være en slags alternativ julesang?
Falch skriver og synger sig ind i en lang tradition af semi-banale, nogle vil sige naive og sentimentale, sange om frihed og fordragelighed blandt jordens folk – vi er alle søskende. Det er det hele, men det gør ikke budskabet mindre velment eller sandt. Pakker man kynismen væk, sænker paraderne og lader Falch folde stemmen ud, så går det her rent ind.
Et nummer fyldt med varme, kærlighed og håb, fornemt leveret af Falch, der uden store armbevægelser og stemmeakrobatik leverer budskabet på rørende vis.
Onde tunger (kollega Jonas også kaldet Judas – med god grund) har kaldt den hendes “We Are The World”. Så “slemt” ER det altså ikke, og jeg er ret sikker på at det kommer fra et noget mindre “phony” sted! Men jeg kan sagtens forstå, hvis man ikke er til denne form for peace, love and understanding sang.
Den går rent ind her i butikken. Og måske vigtigst af alt – jeg TROR på, at HUN mener det.
Syvsover – “Hudsulten”
Den lever op til titlen. Det emmer af lyst og trang til at være intim, i et intimt nummer, der svæver rundt et sted mellem noget semi-jazzet og art-poppet. Musikken holder sig mestendels i baggrunden, og vokalen får lov til at være i fokus og trække læsset.
Og det ER en stærk vokalpræstation, hvor det dirrer og længslen hænger tykt i luften. Det bliver aldrig lummert eller lignende, sangen kunne sådan set handle om mange forskellige former for afsavn og lyst til noget. Men sammen med den luskende musik, er der alligevel en stemning af.. ja… hudsult. Og begær.
At det ikke altid er sundt hænger ligesom også i luften. Hvis drifterne tager over og alt andet slår fra, så kan man miste sig selv. Det kunne også være et tema i dette velskrevne og veludførte, lille og på overfladen sagte nummer. Et oplagt hit er det ikke, men jeg synes stadig at det er en stærk single – en af den slags, der giver lyst efter mere.
Decorate. Decorate. – “A Sun”
Det skulle tage Decorate.Decorate. over 15 år at følge op på deres andet album med ny musik. Forsmagen på deres nu ret aktuelle tredje plade, Swerve Of Atoms, var åbningsnummeret fra selvsamme, “A Sun”. Et monumentalt nummer, der lyste op i det tidlige forår.
Et af den slags numre, hvor man tænker, “hvor faen har de været henne de seneste 15 år?!”. Mørk rock med undertoner af post-punk, som på skiftende tidspunkter har været på mode siden 00erne og op til nu. Om Decorate.Decorate. lige rammer ned mellem to af den slags bølger, kan diskuteres, men “A Sun” er og bliver et STORT nummer.
Det lyder stort over hele linjen, godt med drama, teatralsk og emotionel vokal og et band, der bare lyder som om de skal af med noget opsparet energi. Her manifesterer det sig som noget af et massivt lydtryk.
Overraskende vellykket og overrumplende comeback.
Downtown July – “Lyst Til”
Downtown July har ulmet i slipstrømmen på et band som eksempelvis Blæst succes, og i deres egen ret leveret nogle lovende, dansable popnumre. Den foreløbige kulmination er “Lyst Til.” Apropos hudsulten nævnt hos Syvsover, men Downtown July har lyst til mere – mest af alt på livet og alt der hører til?
Det er et nummer, hvor der bygges op, hvor pulsen og intensiteten hele tiden stiger. Der er tale om en lidt atypiske opbygning, hvor der ikke er et decideret “hit-omkvæd”, eller skarpskåret skabelon. I stedet danser og leger de omkring popskabelonen og bygger effektivt op mod et klimaks og en outro, der er nummerets mest fængende passage.
“Lyst Til” er dermed ikke umiddelbart et hit, når man lige sætter den på. Et eller andet fænger dog, man er med og effekten er stigende sangen igennem. Det er næsten perfekt at stå og glæde sig til at synge og råbe med, når vi når afslutningen. Dermed skal det også nok blive netop et hit live.
Von Quar – “Hæng En Mand”
HOOLIGANROCK er det Von Quar har kaldt deres stil, sådan noget bøllesang, man kan brøle på et fodboldstadion. Men “Hæng En Mand” viser en anderledes afdæmpet, eftertænksom og gribende side af fodboldslænget. Og det klæder dem virkelig.
Det burde være sangen/singlen, som får bredt dem mere ud og hiver nye lyttere ind. Folk, der nok er 20-25 år yngre end mig, bevares, men jeg kan godt være med her. Endda selvom den får så meget FØLELSE, at det kammer over for mig i sidste del af sangen – jeg har lært at leve med den noget teatralske levering.
Hvilket egentlig er et stort kompliment til sangens øvrige kvaliteter, jeg plejer ikke at kunne “tilgive”, når en sang på den måde irriterer mig. Måske irriterer den passage mig på den rigtige måde? Der er endda brugt saxofon, hvilket i 9 ud 10 tilfælde burde være direkte rødt kort. Hmm… eller resten af lejerbålshymnen er bare for god til at ignorere.
En hymne med en atmosfære af noget eksistentielt. Jeg ved ikke helt præcis HVAD sangen handler om, men alligevel gør jeg – hvis I kan følge mig? Det er en virkelig god ting. Handler den om drømme? Altså mål i livet og den slags?
Frem med guitaren, så skal der smeltes drenge og pigehjerter. Ja, vi går ind for ligestilling, også omkring lejrbålet, her i firmaet.
Zar Paulo – “We Are One”
Så er de kraftedeme tilbage på Repeatlisten, de sneaky bastards fra Zar Paulo. Efter et års fravær og pause, hvor de ikke sad på en af pladserne i den bedre halvdel af listen, kom de bragende ind i slutspurten.
Eller bragende og bragende, indledningsvis virker “We Are One” faktisk en smule underspillet, og måske også undervældende. Da jeg hørte den live til en form for urpræmiere på Roskilde Festival 2024 var jeg lidt “meh” over for sangen. Det samme første gang jeg hørte singleudgivelsen her.
Anden gang sang jeg med. For helvede. Ikke igen. Jo, de har gjort det igen, og denne gang får de en til at skråle med på noget så snedigt som en anti-fælles fællessang. Som det alligevel er fedt at synge med på?! Tillykke til DK og os, længe leve grisefestmentalitet, ulighed og andre sociale og samfundsmæssige slagsider, we are one, klap for fædrelandet, for helvede!
KOM SÅ ALLESAMMEN, SYNG:
Lider du af mindreværd
Er der traumefrizone her
Hvis du ikke er os til besvær
Her er ingen fattigdom
For det taler vi ikke om
We are one.
Løvehjerte – “Landekendt”
SOUVENIRS! Det er DEM Løvehjerte minder mig om! Det har plaget mig siden jeg måtte overgive mig til “Landekendt”. Trods mine forbehold og modstridende følelser. Det samme gjorde sig gældende for netop Souvenirs i 90erne, dem kunne jeg godt nok ikke holde ud. Så hørte jeg hits som “Jeg Hader Susanne”, “Jeg Troed´du var hos Mikael” og “Han Tog Et Nattog” mange år senere og måtte indrømme, at det var sgu nogle reeeet gode popsange.
“Landekendt” er også et glimrende popnummer. Med nogle af de samme kvaliteter som hos Souvenirs. Let og ret lys vokal, en enkelt med forbandet catchy melodi, en lidt “tynd” lyd og en tekst, der er ligedele sødmefuld, syrlig og lidt en undskyldning for sig selv.
Og så var du pludselig der // måske vidste jeg godt at du arbejde her
Ja, jeg ved da godt at du ik´er et røvhul // Sagde jeg, da jeg nærstuderede dit kontorgulv
Det lyder ikke af stor poesi, men det er indbegrebet af og indkapsler stemningen og tonen i sangen perfekt! Meget ligger i den lidt “snublende” levering, der først lyder nølende og så får travlt med at slå blikket ned. Sange kan være mere end ord og stemme, Løvehjerte formår at løfte hele sangen og gør den til noget særligt i kraft af hendes evne til, at give den liv og personlighed – og sige mere end det der står på linjerne.
En lille perle og en stor popsang.
Uden Ord – “ISO Igen”
Måske opdagede jeg først hvor kæmpe en sang “ISO Igen” er, da Uden Ord lod den gjalde og brage ud i eftermiddagssolen fra open air skrumlet Eos, på Roskilde Festival i sommers? Jeg har haft det lidt ambivalent med Uden Ord, et af den slags bands, hvor jeg har tænkt, at det burde være mig og at jeg burde kunne lide det mere end tilfældet var.
Jeg har ikke decideret hadet deres kunstneriske og eksperimenterende prog-pop, men var vist blevet enig med mig selv om, at vi ikke ligefrem skulle være kærester. Men jeg kunne alligevel ikke helt slippe “ISO Igen”, den blev ved med at poppe op hist og her på streaming, og jeg trykkede ikke skip.
Og nu kan jeg ikke komme af med den. Den hænger fast, og har arbejdet sig ind under huden på mig. Selve musikken er noget man skal høre, det er svært at forklare. Det er stort, det er aparte, det er smukt, det er skævt, der er autotune, der er skønsang… det er lyden af solskin på Roskilde sammen med en masse smilende mennesker, der synger med på en sang om at sidde i nogle bakker… eller et eller andet.
Bye Bye Brenda – “The Man”
Nu vi er på Roskilde, viste Bye Bye Brenda, hvem der havde bukserne på i forholdet mellem upcoming navne og mere etablerede og rutinerede performere, som de damer Kajsa Vala og Stine Bramsen. De skulle aldrig have spillet under Warm Up-dagene, det er de med al respekt for de andre optrædende alt for dygtige til.
Professionalisme og erfaring kan også være en faldgrube, hvor rutine bliver lig med rutinepræget. Når man så endda gør sig i klassisk duo-format country/cana, som Bye Bye Brenda, så skal der ikke meget til før det støver. Det gør det bare ikke her, hverken på deres debutalbum fra tidligere i år og denne nye single.
Det er et musikalsk ret tyst nummer, hvor tekst og vokaler er i centrum. En stille melodi, som gør hvad den skal, driver sangen frem og leverer solid bund for ordene. Det er forsimplet sagt en sang om at være kvinde, og tænke, at “det” mon var nemmere, hvis man var en mand, “would I get there quicker if I was a man”.
Den handler også konkret om at være kvinde i musikbranchen, men temaet passer ind i tolkningen af at det kunne være livet generelt. Hvad “må” mænd, hvad slipper de afsted med i forhold til kvinder? Hvad hvis og når kvinder gør det samme? Hykler, dobbelt moral og manglende ligestilling bliver udstillet på rigtig fornem vis her med en god balance mellem at være subtil og direkte.
Nå ja, og så synger Vala og Bramsen fremragende, hver for sig og især sammen.
Kejser – “Åndssvage Mandag”
Nu skal jeg jo ikke citere eller gentage mig selv mere end godt er, men:
“Nu skal vi ikke tage juleglæderne på forskud, men når jeg om en måneds tid samler op og vælger nogle favorit singler for 2025, så ville det overraske mig meget, hvis Kejser ikke var imellem. “Åndssvage Mandag” gør nærmest alt det, som man kan forlange af en single.”
Det skrev jeg i Repeatlisten #11 midt i november, og jeg er ikke nået at blive træt af Kejser og hans såkaldte første verdens problemer på “Åndssvage Mandag”. Ud over mangel på tyvekoster og narko, så involverer det trælse ting, som ensomhed og at ens gode røv sidder fast i døren, når man er på vej ud.
Livet i en nøddeskal. I hvert fald for popdrengen Kejser, der har “lånt” og fundet inspiration til dele af melodien fra et kasseapparat i et supermarked, hvor han stod i kø. Sikkert en åndssvag mandag, hvor disse første verdens problemer hobede sig op.
Det lyder på samme tid lalleglad og glad i låget, og så temmelig nedtrykt og opgivende. Vattet og festent leveret, så man har lyst til at råbe “så mand dig dog op!”. Det er helt fantastisk. Godt skrevet, perfekt leveret i tone og klang, en klagende klagesang, som, lur mig, nok er ironisk ment, mig narrer man ikke!
Kejser har tilsyneladende tøj på, selvom han gør alt for at udlevere sig selv og klæde sig af til skindet her.
Vilma Crow – “Guard Dog”
Og så noget helt andet. Nu skrev jeg, at Bye Bye Brenda lagde afstand til de fleste andre jeg oplevede på Rising. OK, jeg skrev ikke hvor meget afstand, og nogle gange er disse sammenligninger dumme, for det handler også om “øjeblikket”.
Det greb Vilma Crow, og hun leverede i sin egen ret en overbevisende præstation på Roskilde. Blandet med materiale fra den roste EP hun udsendte tidligere i år, hvor man også finder singlen “Guard Dog”. Et nummer, der ligesom de øvrige numre på EPen kredser om en form for overgreb.
Fysisk, psykisk, grooming, et ønske om at føle sig ældre og mere voksen end man er, som udnyttes af en meget ældre mand. Der er mange nuancer, facetter og problematikker i spil hos Crow. Der peges ikke kun fingre, eller smides de svin under bussen, som fortjener det. Det er også reflekterende og søgende. Og hudløst ærligt, så man kan få det helt dårligt af at lytte til nogle af teksterne.
“Guard Dog” er nok “hittet” på EPen, men alle numre er stærke på hver deres måde. Giv det et lyt, lyt til ordene, de er væsentlige og relevante og fortjener at blive hørt. Lige som dem fra mennesker i samme situationer, der endnu ikke er blevet hørt.
1) Katla ft. Ole Luk – “Taurus”
NÅ. Skal vi ikke bare få det overstået? Årets single er hverken subtil, raffineret eller leverer et budskab, som sikkert kunne ændre mennesker eller verden til det bedre. Det har vi ikke brug for, når lortet brænder ned alligevel.
Vi har bare brug for et fedt soundtrack til dommedag.
Katla var liiiiige ved at tabe pusten og blive hentet på målstregen efter at have været mit valg, som årets single, siden jeg hørte sangen tilbage i januar. Det er længe, det slider lidt og andet kommer naturligt til at presse sig på .
Men så kom jeg til fornuft og “Taurus” fortjener en personlig førsteplads, selvom der var tæt løb. Godt hold ud, de herrer, og lad os så tromle Repeatlisten 2025 i smadder!
Og lige for god ordens skyld så er her listen med samtlige numre, der røg på repeat i 2025.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Bye Bye Brenda Roskilde Festival 2025
