5 udvalgte koncerter i København, uge 39

0
1535
views

Det bliver sgu tidligt mørkt nu, hva’? Dæmpet belysning kan du også finde på byens spillesteder, hvor vi endnu engang har været på jagt og valgt 5 koncerter/arrangementer ud, som får en anbefaling med på vejen.

Vi lægger ud med et enkelt arrangement torsdag, der står i sangskrivernes tegn i Studenterhuset – og så er det endda gratis! Amerikanske Graham Weber og danske Esben Kronborg er på turné sammen, efter de mødte hinanden i House Of Blues i Austin, Texas sidste efterår og fandt ud af de havde god kemi.

Kronborg udsendte sidste efterår albummet Trumpets, som fik fine anmeldelser rundt omkring, blandt andet 4 stjerner fra undertegnede. Jeg skrev blandt andet:

“Esben Kronborg er en ung sangskriver, der på debutalbummet ikke er bange for, at besynge velkendte emner, ikke mindst den der forbaskede kærlighed. Men de lyriske klichéer glider temmelig ubesværet ned, på grund af Kronborg’s flair for gode melodier og generelt velsmurte sangskrivning”. Læs hele anmeldelsen HER

Kronborg har desuden en EP på trapperne og har i det hele taget godt fart i karrieren, hvilket du kan læse lidt mere om i interviewet HER

Graham Weber har allerede udsendt 3 plader i eget navn og har turnéret hjemlandet tyndt, både som soloartist og med band – nu er turen altså kommet til Europa sammen med Esben fra Horsens. Lille verden!

Opvarmningen til Kronborg og Webers fælleskoncert står Esben Hegelund for, der tidligere har slået sine musikalskefolder folk-rock folder i My Secret Place, men nu er på vej med solomateriale.

Studenterhuset // d. 24/9 // Kl. 21.00 // Gratis

Vi dribler let og elegant videre til fredag og en noget anden boldgade, her står den nemlig på larm og matchende snotnæsede attituder på KB18, når grunge-punkerne Vokadin kigger forbi. Bandet har efterhånden spillet et hav af koncerter i ind- og udland, fra København til Filippinerne.

Vi har tidligere anmeldt bandet af flere omgange, og kan godt lide deres flabede, rå og skødesløse tilgang til den støjende genre. Hvad bandet muligvis mangler af originalitet kompenseres der for ved rå energi og in your face optræden, der muligvis vil være for meget for nogen.

Der har været lidt stille om bandet på det seneste, så vores anmeldelser ligger noget tilbage i tiden. Faktisk er den allerførste anmeldelse (af en EP) en af de første upcoming udgivelser vi anmeldte her på siden, helt tilbage i marts 2012. Dengang gav vi ikke stjerner, men følgende beskrivelse fra undertegnede er vel malerisk nok i sig selv:

“Jeg har lyttet til Vokadin på computeren, i mørke, imens jeg spillede xbox, på mp3 afspilleren på gaden kl 5 om morgenen, på jobbet og imens jeg sad på lokum, resultatet er det samme: for mig er det her lyden af et små skummelt værelse med dæmpet belysning, på bordet står der tomme ølflasker med cigaretskodder i, en kaffekop der ikke har været vasket i en måned, en tallerken med en halv spist portion pulver kartoffelmos med bacontern, et fedtet Ugens Rapport fra midt 80erne ligger og flyder og på sofaen sidder jeg med gutterne og hygger imens tanken strejfer mig “hvornår var jeg mon sidst i bad?”. Læs hele den gamle sag HER

Lømlerne fulgte op med albummet My Fix Before Yours i januar 2013, hvor Jonas fandt 5 stjerner frem og følgende skudsmål:

“My Fix Before Yours er et album, der især rummer én stor kvalitet – at bandet formår at ramme en legering af destruktiv energi og lytbarhed, der gør at Vokadin leverer noget, man sjældent hører i Danmark. Mørk, tung og hurtig rock’n’roll med desperation, intensitet og integritet”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Med som opvarmning er de (selv)destruktive herrer Junkyard Drive, der spiller en omgang “god gang gammeldags rock og rul, der får folk op af stolene, råbe og drikke øl”, i hvert fald i følge et citat fra Thomas’ 3-stjernede EP-anmeldelse.

+ Radio Rabies

KB18 // d. 25/9 // Kl. 20.00 // 50 kr.

Lørdag, ja, vi er allerede videre i teksten. Lørdag finder vi de 3 sidste udvalgte arrangementer denne uge, og det er lidt en blandet landhandel. Vi lægger ud på Stengade, der i sig selv har nogle alsidige navne på programmet denne aften.

Eller de og de, der er nemlig Rusk festival med 5 vidt forskellige upcoming navne der er på plakaten. Og det koster næsten gratis!

Du får “skæbnefortællinger om verdenen set ud fra et nært og selvbiografisk perspektiv”, fra Mathias Kristoffer og hans guitar. Så er der dansabel og energisk disco-rock fra ARTHURD2, høhøh kækt navn – I totally see what you did there! Og så er der no-bullshit amerikanske inspireret punk fra The No Go Girls, som jeg oplevede for nylig på Uhørt Festival. Er du til klassisk amerikaner punk fra 80’erne og 90’erne, med en arrige kvinde i front, så er det her sagen.

De 2 sidste navne er mere ovre i den metalliske afdeling. Marrow spiller efter sigende “med harmonier som Alice in Chains, tyngde som Meshuggah og en atmosfære som Deftones”. Se det lyder jo umiddelbart slet ikke så tosset, så lidt søgen rundt på nettet ledte mig hen til deres video til nummeret “Reality Check” fra den nyligt udsendte debut-ep Half Is Nothing. Begge titler der får lidt af en dobbelt betydning for mig, når jeg lytter til det nummer.

Den instrumentale del synes jeg egentlig lyder ganske vellykket, om end lidt stiv i det, selvom melodien prøver på at ramme noget tungt, energisk boblende. Vokalen synes jeg ikke sidder lige i skabet, og man skal ikke lokke mig med Alice In Chains referencer, hvis man ikke kan ramme nogle vokalharmonier der når Cantrell og co til sokkeholderne. Jeg vil ikke sige, at halvt er ingenting her, der er noget potentiale, men der er et stykke vej endnu. Måske det løfter sig og deres lidt kantede og rå lyd kommer helt til sin ret live?

Sidste navn er Kami, der øver overfor Beta på Amager – for det har jeg selv set de har skrevet på facebook! Vigtig viden eller ligegyldig info? Well… jeg nåede i første omgang ikke at undersøge bandet nærmere end dette tilfældige besøg, men de beskriver selv deres lyd og genre som nærdødsmetal. Den betegnelse prikker til mig på den helt rigtige måde! Nå, klik klik klik, de har en Soundcloud ting med nogle numre. Play

Alright, falsk varebetegnelse er der i hvert fald ikke tale om, vi befinder os nær dødsmetallen i en eller anden afskygning. Formoder der er tale om regulære demoer, de 3 numre de har lagt op? Her skiller især deres længste nummer, “Drying The Tears Of The Sick” sig positivt ud. Næsten 7 minutter boltrer de sig på her, men de formår egentlig at variere godt, uden at sætte følelsen af sammenhæng over styr. Det bevæger sig både over det relativt storslåede og over til det flænsende og tempofyldte – og så lyder det dejligt ondt og ækelt. God nærdødsoplevelse!

Stengade // d. 26/9 // Kl. 20.00 // 20 kr.

Så skal vi til fødselsdag på Loppen, og det er kraftedeme også gratis. Denne weekend er jo en regulær gavebod, og også på Loppen styrer de udenom de bløde pakker.

Udover at der loves gratis fest så er der rock fra Zoo Me Now og Varuna på scenen i det lavloftede lokale. Sidstnævnte kender jeg ikke, men Zoo Me Now har jeg tildelt 4 stjerner for 2 EP’er her på siden.

Først var der One Day, der blandt andet fik følgende ord med på vejen:

“Godt og velsmurt lyder det sgu’, det de 5 gutter i bandet får leveret over 3 numre, der alle afvikles tempofyldt, med varierende grader af fart og drive. Udlægget er “Die For Me”, der næsten virker som om den køres lidt for meget i stilling til, at være singlen/hittet. Den rummer åbenlyse hitkvaliteter, som den ultra catchy melodi, et effektivt omkvæd, og en pumpende grundrytme, der bringer minder om bølgen af bands der skyllede ud fra de britiske øer i start/midt 00’erne (Franz Ferdinand, Arctic Monkeys, etc. – såfremt de spillede hardrock, hvis I kan følge mig)”. Hele anmeldelsen kan læses HER

De fulgte op med EP nummer 2, High On Speed, tidligere i år, hvor udtrykket var blevet yderligere fintunet:

“Generelt synes jeg, at man fornemmer en udvikling, nogen ville måske kalde det modning, i sangskrivningen. Ikke at numrene fra One Day var dårlige på nogen måde, men det er som om det hele lige flyder endnu bedre og mere elegant på den 5 numre lange High On Speed. Desuden er der skruet lidt op for hardrocken, og lidt ned for “festen”, hvilket falder lidt bedre i tråd med min personlige smag, end det var tilfældet med de fleste numre på forrige EP”. Resten af den anmeldelse kan læses HER

Så der er sgu’ dømt catchy rock med rock på!

Loppen // d. 26/9 // Kl. 21.00 // Gratis

Vi lukker og slukker med at bevæge os lidt længere ud af byen, hvor Lygten Station er ved at være godt oppe i omdrejninger efter en længere sommerferie. Lørdag aften har de hele 4 bands på tapetet, hvor af vi tidligere har anmeldt de 3. Eller, det er faktisk mig der har lagt ører til i samtlige tilfælde.

Den ubekendte faktor er Black Door Parole, der åbenbart gør sig i noget progressiv hardrock med “hurtigt tempo og energi”. God energi finder man også hos LittleFish der efter næsten 20 års ventetid fik færdiggjort og udsendt deres debutalbum, The Gordian Knot, sidste sommer.

Vi er i afdelingen for radiovenlig rock af 90’er skolen, hvilket blandt andet har medført lidt airplay på P4. I min 4 stjernede anmeldelse skrev jeg blandt andet:

“LittleFish kunne nemt være blevet en lidt for poleret omgang middle of the road radiorock, der er små tendenser til det hist og her, men helt overordnet synes jeg bandet klarer balancegangen fornemt. Søen LittleFish svømmer rundt i er godt nok velkendt og måske ikke voldsomt dyb, men hvad gør det hvis man kan skrive sange og ellers bare føle sig fri og svømme rundt som det passer en?”. Læs hele anmeldelsen HER

Vi bliver i det rockede, men går i en lidt mere stoner/hardrock/grunget retning med Spoil, som jeg ligeledes har sendt 4 stjerner efter. Tilbage i oktober måned sidste år rockede jeg lidt ud til bandets EP Let It All Burn:

“Lyden er ikke alt for poleret og “computer” glat, hvilket er herligt! Sammen med bandets lyst til at udforske deres klang og lege lidt med udtrykket giver det en EP, der ikke skinner i kraft af sin strømlinede sammenhæng (der er dog en rød tråd til stede), men på grund af dens variation og nysgerrighed. Diversitet er dejligt, det kan vi godt lide en gang imellem, men det gør selvfølgelig også, at det ikke er alle numre der lige falder i éns smag”. Læs hele anmeldelsen HER

Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi Stonebird, der er endnu er dansk band der prøver kræfter med slut 60’er/start 70’er tungrock, men helt klart er blandt de mere talentfulde og spændende bands i den lidt overrendte genre.

Jeg måtte op med 5 stjerner for deres glimrende EP Who Wil Slay The Beast? tidligere i år, hvor bandet måske nok ikke vandt priser for originaliteten, men til gengæld viste at de kunne skrive fede sange:

“Allerede fra første nummer, den mægtigt medrivende og fuldfede blues-rocker, “Blues On The Rise”, synes jeg man kan høre og fornemme, at det her band bare har et eller andet. Det kan jo være de bare lige har ramt den helt rette nerve og stemning hos mig, men det her nummer har det der udefinerbare “noget”, der gør at det brænder sig fast. Det er både catchy, tilpas tungt, det svinger, det lyder kraftfuldt og dybtfølt – en af den slags numre, hvor man tænker, at det bare flyder ustoppeligt og uimodståeligt ud af bandmedlemmerne. Fordi det VIL ud”. Læs resten af anmeldelsen HER

Fuld tryk på, på Lygten!

Lygten Station // d. 26/9 // Kl. 20.00 // 70 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.