Igen i år byder Uhørt Festival på 42 spændende navne fra vækstlaget med potentielt vokseværk. I år løber festivalen af stablen d. 6.-8. august, og her følger en række anbefalinger fra programmet.
OK, 42 skal koges ned til kun 10 (plus det løse), har du billet til alle tre dage, så skal du naturligvis bare se så meget som muligt. Uhørt plejer at være gode til at vælge og plukke skud fra vækstlaget, så det meste er som regel værd at tjekke ud – også selvom det muligvis ikke falder i ens personlige smag.
Ellers har man måske snydt sig selv for navne som Baest, Nelson Can, Von Quar, Palace Winter, Get Your Gun, Angående Mig, Vilma Crow, Sonja Hald, Velvet Volume, møl, Rigmor, Minds of 99 og hvad der nu eller har været på plakaten i årenes løb. Ikke alle kan eller skal blive “de nye Minds”, mindre kan også gøre det. Og nogle bliver ikke til “mere” end små glimt og forsvinder igen.
Uhørt er sædvanligvis også en indikator på, hvad du skal holde øje med på eksempelvis Spot Festival næste år. Og ikke så få navne har været at finde som del af Roskilde Festivals Rising program året efter en optræden på Uhørt.
Det er her du kan fange det kommende næste nye et eller andet, eller bare få en glimt af nogen, der har DEN lige i øjeblikket. Lige når jeg skriver dette, afspilles eksempelvis “Den Lille Cowboy” med Anton Cornelius, fra Uhørts officielle spilleliste, som jeg har kørende i baggrunden. Og jeg måtte lige stoppe op og tjekke, hvem der blev afspillet, for det nummer har da et eller andet?
Hvem har mere et eller andet, bare i dette øjeblik eller fremover?
Boblere
Jeg snyder lidt og lægger ud med en bobler eller to, som ikke kom med på must see-listen, da de næææsten er “for” etablerede. Alice Ai har nærmest taget den i omvendt rækkefølge, hun spillede nemlig en rost koncert på Roskilde Rising i slutningen af juni.
Så hun har på en måde overhalet Uhørt, eller har ikke “brug for” festivalen som løftestang til næste niveau. Derfor skal hun dog lige nævnes alligevel, der er krummer og krudt i Alice AIs hyperpop. Fra det blødere til noget ret hårdtpumpet.
Erik Apollo er tidligere forsanger for det alternative indiepopband Tårn, som hittede med numre som “Den Som Alting Drejer Om”, “Solskin Over Tage” og “Farver & Vanvid”. Nå ja, og en af deres medlemmer blev til ham der Guldimund, som vist er ret succesfuld? Apollo er fortsat i Tårn-sporet og som solokunstner med en række fine singler, som jeg tidligere har omtalt her på siden.
Green Tea Bitches
Første navn jeg vil fremhæve var også det første navn, der sprang i øjne (og ører) på mig på årets plakat. Den dansk/kinesiske duo Green Tea Bitches og deres herlige single “I Wanna Live Inside Your Head” har taget bolig i min knold, siden jeg anmeldte nummeret tidligere i år. En røvirriterende øreorm, der straks satte sig fast og begyndte at indrette øverste etage, som var den allerede flyttet ind efter første lyt.
Det er kitsch, dårlig smag og stolt af det. Drilsk pop med punket nerve, en dirrende energi og noget charmerende flabethed. Man kunne måske godt frygte, at fundamentet i en live situation kunne blive lidt usikkert, med en tynd lyd og ikke mange sange ude. Jeg er villig til at lade tvivlen komme dem tilgode, og de har en del goodwill på forhånd, fordi de har hjernevasket mig med den forbandede snylter af en single.
muuk
Så skal vi lige op på de store pop navler, to numre har jeg lyttet til fra Muuk, Det ene større end det andet båret sikkert af en flot vokal. Den er kvart i Titanic level ballade på “into you”, men ingen isbjerge forude så vidt jeg kan se.
Vokalen fra muuk er svævende og atmosfærisk, den luftige musik matcher og puster den yderligere op. Vi skal kort sagt svæve og måske flyve helt op over skyerne her. Der er dog noget jordbundet og organisk over udtrykket samtidig, så vi ikke flyver helt væk eller det bliver for porøst.
Igen er der ikke meget at bedømme ud fra, 2 singler, men begge er stærke og jeg kunne godt forsvinde lidt ind i det her… Bare det ikke bliver kedeligt!
Sunraker
Flabet. Det var et af de første ord, der poppede op i mit hoved da jeg lyttede til “Red Light” fra Sunraker. Rock må gerne være flabet. Og have noget attitude og swagger. Det havde den første single, jeg anmeldte fra Sunraker tidligere i år egentlig ikke. Ikke på samme måde i hvert fald. Det var bare et helt igennem fint rocknummer af den mere atmosfæriske slags.
Der er mere bid i “Red Light”, der har en snotnæset post-punktet energi og nerve, som klæder Sunraker. Og et ganske godt og mere melodisk omkvæd, hvor lyden åbnes mere op og fremstår knap så sammenbidt. NU er jeg interesseret.
Solipsy
Metal er der også tradition for at være på plakaten til Uhørt, ikke meget, men gerne en 3-4 bands i den tungere ende. I år er det eksperimenterende dødsmetalband Solipsy, der har eksisteret siden 2023, et af de tungere navne.
Fundamentet er god, gammeldaws død, men Solipsy er ikke nærige med krydderier og andre ingredienser. På et nummer som “Bitter End” veksler vokalen (erne) mellem arrig sort/død til noget harmonisk og højstemt i omkvædene, hvor den musikalske stil bliver helt symfonisk.
Jeg er ikke helt sikker på om jeg synes det holder hele vejen, eller bliver en kende kikset, meeeen… Jeg hader det ikke, selvom Solipsy blander nogle genrer og elementer, der normalt ikke falder helt i min metalsmag. Det må være en form for kompliment, der er et eller andet, som får det til at fungere for mig.
Gaslight
Vi bliver i den lidt hårdere del af programmet med punkede Gaslight. Post-punkede. Og gazede. Bandet har tilsyneladende eksisteret i en eller anden form (eller forme?) siden 2015, så helt nye er de jo ikke ligefrem. Og det er referencerne i deres dunkle storby-musik heller ikke.
Jeg var egentlig lidt forbeholden overfor Gaslight alene af den grund, og at der er mange bands, der gør sig i det her soniske krydsfelt. Så det er svært at skille sig ud, der skal i hvert fald en del til. Men der er noget nerve til stede, og musikken har et eller andet, som dufter af at kunne være rigtig fedt live. Eller også bliver det sådan en halv-fesen alibi oplevelse, hvor man står og savner bedre sange eller et bedre band.
Jeg er kort sagt ambivalent, men der MÅ jo være en grund til at Gaslight er på plakaten frem for et af de andre bands, der lyder som om de kan noget af det samme? Er det en underlig anbefaling? Ja ha, men vi skal også blande kortene lidt.
Seoull
Was ist denn das? Det er elektronisk, det er en form for pop, stemmen er forvrænget/moduleret på en eller anden måde. Seoull lyder på samme tid velkendt og fremmedartet, varmt men også køligt. Helt tæt på og fjernt.
Noget organisk møder det “kunstige”. Seuoll har en ganske særlig klang og fremstår ud fra mine sparsomme smagsprøver ret originale.
OKAYNICO
Der skal også være plads til noget rap/hiphop. Som OKAYNICO blander op med tunge beats og noget drum’n’bass klingende, der pumper musikken godt op. Der er ret godt med smæk på her, mens OKAYNICO smider rim og rap med en moderne poppet klang og kant.
Det er et af den slags navne, som man sagtens kunne forestille sig blive et hit hos “de unge”. Der er noget iørefaldende over de poppede melodier, mens den mere bastante bund og rytmerne sørger for at det stadig slår fra sig. Samtidig viser lyrikken en sårbar side af OKAYNICO, som mange sikkert ville kunne spejle sig i.
Kort sagt er det en ret fin “pakke”, som OKAYNICO leverer, der emmer af potentiale. Hvis det kan kombineres med en energisk liveoptræden, så begynder det virkelig at lugte af mere.
Slalum
Slalum har mange ben. Det er det, der står i hendes “OM” på Spotify. Hmm. Hun har i hvert fald et eller flere ben i en del forskellige genrer. Og jeg er ikke helt sikker på at det giver et sammenhængende udtryk?
Det flimrer, skifter retning, vælter lidt over hinanden. Elektroniske strømninger, hiphop, noget sfærisk, pop, en vokal der snakker, synger, snakke-synger, halv-rapper. Melodier, der hakker og hugges op. Det er forvirrende og stressende, men jeg ryger ikke helt af i de mange sving og udskridninger. Det ER slalomløb mellem indtryk at lytte til Slalum.
Godt Gået Frej
Underligt kunstnernavn til noget, som på sin vis er ret ligetil: moderne dansksproget poprock. I stil og klang minder det lidt om et nyere navn som Von Quars stadionpop/rock. Ører for melodi og opbygning, stort omkvæd og nogle tekster, der kredser om hverdagens trummerum.
“I min seng, lige nu, second screener jeg en video og glemmer dig, lille pige // Jeg er måske en idiot”, lyder det i det synge-med-venlige omkvæd i “Nak og Æd”. Det lugter af et radiohit og noget, som man sagtens kunne forestille sig et ungt publikum stå og skråle med på. Ganske godt gået, Frej, er der mere af samme kaliber i posen?
Røverdatter
Et navn og lyden af en stemme, nogle gange skal der ikke så meget mere til. Det er i hvert fald tilfældet for mit “forhold” til Røverdatter. Jeg faldt over navnet tidligere i år da Spotify algorimerne smed hende på min ugentlige liste med nye udgivelser. Og jeg blev straks nysgerrig alene pga. kunstnernavnet, der naturligvis satte gang i billeder og referencer relateret til Ronja Røverdatter.
Stemmen kan noget af det samme. Det er svært helt at forklare følelserne og billederne, den sætter i gang. Det er stemmen, lyden og stemningen af en Røverdatter! Det er dansk, det er singer songwriter/folk/pop. Giv eksempelvis nummeret “Tidevand” et lyt og se om det ikke er noget for dig.
Havtorn
Nu vi er ved navne, hvor der er noget ved navnet. Havtorn… det er en busk, der vokser i kystnære områder. Der er noget vindblæst og råt over navnet, noget der signalerer slidstyrke og holdbarhed. Jeg skulle lige lytte mig varm på Havtorn, der blander det bløde fra indie med noget mere hårdt og forblæst.
En blanding af Ulige Numre og Deftones, kaldes de i beskrivelsen. Den betegnelse er jeg ikke afvisende overfor. Der er følelser i spil her, noget drama og store armbevægelser, hvor man ikke er bange for, at det kammer over og bliver svulstigt. Selvhøjtideligheden ligger på lur, som noget der føles tilstræbt, den slags kan give bagslag – i det jeg har hørt vinder Havtorn på det i længden.
Når jeg har fået lyttet mig varm, glæder jeg mig til at se hvad der venter. Det kunne indikere noget havtorn’sk slidstyrke. Eller også har de ikke blotte eventuelle svagheder sammen med de store følelser endnu?
Og en lottokupon at gå hjem på
hun R
Old school rapduo bestående af to kvinder i 30erne, er måske ikke hverdagskost. Måske derfor at hun R, trods det gammeldags 90er-klingende udgangspunkt virker ret friske. Med nogle fine tekster om hverdagslivet set fra deres udkigspost i 30erne, hvor man har nået at samle noget op på vejen, men ikke er blevet satte fossiler, som os andre. Ahem!
Nu er jeg en 47 år gammel mand, så jeg ved ikke lige om hun Rs univers og lyrik er rettet til folk som mig. Selvom jeg muligvis befinder mig udenfor den primære målgruppe, er jeg dog med på deres beat. Altså, det er også lidt “dumt” med titler som “Jysk Safari”, “Hvorfor svarer du ikke, Mathias”, “Ikke så nice Theis” og “Flyt dig fra mit ansigt”. Og bevidst gumpetunge beats og de damers old school snakke-flow… måske er det en helkikser live, men det skal have et skud.
Jeg kunne uden større vanskeligheder have fundet og udvalgt 10 andre navne på Uhørt. Det er en af fordelene ved et kompakt og kvalitetsbevidst program, der igen virker nøjes udvalgt. Men vi befinder os heldigvis også helt nede i mulden af vækstlaget, hvor der er plads til en svipser eller to. Noget jeg nogle gange kommer til at savne lidt på eksempelvis Roskilde Rising.
Ikke at jeg håber at nogen falder igennem, men det kan og burde bare ske lidt oftere. Det kan man godt opleve på Uhørt, selvom de fleste navne på papiret virker som solide bookinger. “Alle” kan efterhånden lave musik, der i det mindste fremstår hæderligt på en indspilning. Det er ikke alle, der kan stå og levere på en scene.
Det får man lov til at opleve på Uhørt, der igen i år forløber over 3 dage. Torsdag d. 6. til lørdag. d. 8, partoutbilletter koster 425 kr., mens enkeltdagsbilletter kan erhverves for 245 af slagsen. Billetter kan købes HER.
Spilleplanen er i skrivende stund ikke ude, men dukker op på Uhørts hjemmeside og Facebook snart.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
