Within Temptation: Let Us Burn (live dvd) **** (4/6)

0
924
views

De symfoniske pop-metallere Within Temptation er klar med en live dvd, timet lige til julesalget, men økonomisk motiveret eller ej, så er det value for money, hvis du er fan af bandet.

Lige en lille disclaimer til start, dette er vores første dvd anmeldelse, og hvem ved måske også vores sidste, men nu vi fik muligheden kunne det være en kærkommen afveksling fra vores “normale” anmeldelser. Om der kommer flere, ja, det må tiden vise. Det betyder også, at både formatet og ordene lidt er en prøveballon, so be gentle.

Hollandske Within Temtation er helt klart et musikalsk foretagende, som deler vandene med deres svulstige, pompøse og alt andet end diskrete stil, hvor der er kæmpe store armbevægelser og højt til loftet. Det er lige dele show og musik, både musikalsk men også rent visuelt – så på den led giver en dvd udgivelse rigtig god mening. Jeg er ikke  fan af bandet som sådan, men finder dem ganske underholdende i mindre mængder, på sådan en lidt guilty pleasure/bad taste/kitchet måde, uden nedladende blikke i øvrigt – men lad os se hvordan denne luksuspakke glider ned.

Er du fan, så får du sgu ret meget for pengene her, den version jeg har fået tilsendt indeholder ikke 1, men 2 koncerter (en med symfoniorkester og en uden), på et stk blueray disc og cd-versioner af samme koncerter, fordelt på hver sin skive. Det hele er pakket rigtig flot ind, ikke noget discount og plastik-agtigt her. Og så medfølger der en lille booklet, med flotte fotos fra koncerterne, hvis du er til den slags.

Der er bestemt ikke sparet på noget, ligesom Within Temptation heller ikke ligefrem er et skrabet band i en livesituation. De 2 koncerter, betitlet Elements og Hydra, er optaget i henholdsvis Sportpaleis i Antwerpen, Belgien 13/11 2012 og på hjemmebane i Heineken Music Hall i Amsterdam, Holland 3/5 2014 (stort set samme show som de leverede på Copenhell i sommers).

Elements

Ved denne koncert falder Within Temptation for fristelsen og går all in på showdelen, og det siger en del for et orkester, hvor showelementet og det visuelle i forvejen fylder ret meget i den samlede pakke. De har allieret sig med Il Novecentro Orchestra og en masse ekstra gæster og et kor, på en aften hvor bandet fejrede deres 15 års jubilæum – og det går, som man nok har gættet, ikke stille eller tilbageholdende for sig!

Overordnet er idéen med at kombinere bandets i forvejen symfoniske musik med et, ja, symfoniorkester naturligvis ganske oplagt, men ligesom med eksempelvis Metallica’a S&M, er symfoniorkestrets bidrag og tilføjelser til numrene ikke altid lige markante og tydelige. Og så bliver det bare en meget flot og prangende gimmick. Men NÅR det fungerer, så er det svært at komme i tanke om noget der kunne lyde meget mere storladent.

Sharon den Adel er, som altid, det normale omdrejningspunkt og i centrum, placeret i spotlyset af bandet, der udmærket er klar over, at hun både som blikfang og i kraft af hendes udstråling og stemmepragt, er bandets trumfkort. De øvrige medlemmer, ikke mindst guitaristerne, gør nu ellers hvad de kan for at se totalt cool og badass ud i randen af spotlyset, men come on dudes, I er ikke Kerry King. I er sikkert lige så kommercielt udspekulerede, men tough guy attituderne virker lidt malplacerede, når der jævnligt går østeuropæisk pop grand prix metal i musikken. Og det gør der skam, fordom eller ej, men i mindre portioner synes jeg nu det er ganske underholdende og medrivende. Selv om koncertens indledende del, med bragende optempo skæringer er lige ved at kamme over.

Og så er der Sharon den Adel, en flot figur på en scene er hun jo unægtelig, og inden nogen spiller sexisme kortet, så bliver hun altså kørt i stilling og iscenesat som det man skal glo på, udover den monstrøse sceneopsætning, hvor scenen er invaderet af hvad der ligner en mindre musikalsk hær. Heldigvis bakker hun kransekagefigurstatus op med, at synge decideret fremragende. Både stemmevidde, teknik og klang imponerer, og så lever man næsten med at hun periodevis er iført noget, der ligner metalskellettet af en lampeskærm, trukket ned til taljen og en overdel så stram, at hun ligner hudfarvet tandpasta på vej ud af tuben…..

Om det er udrustningen, eller bare hele det volumiøse setup der gør udslaget, skal jeg ikke kunne sige, men Sharon den Adel, karisma til trods, virker af og til en lille smule stiv og hæmmet i hendes fysiske udfoldelser. Det bliver lidt ensformigt med den samme tomahawk-bevægelse med armen og hendes vuggen på stedet, men okay, der er også nok at holde styr på, ud over den flotte og spændstige vokal, i dette udstyrsstykke af et show.

Selv om jeg overordnet set godt kan nyde koncerten for hvad den er, et kulørt og let vulgært musical-lignende pop-metalshow, så er der dog øjeblikke, hvor man ruller lidt med øjnene og/eller sidder og smågriner lidt i skægget – alt efter temperament. Ikke mindst under en, selv for hollændernes standard, pompøs og højtragende version af “Our Solemn Ground”. Med fuld skrald på lyd, lys og det store kor, er det hele lige ved at brase sammen under sin egen opsvulmede vægt. Og alligevel er der noget fascinerende og underholdende ved menageriet.

Den visuelle del, ved begge koncerter, er helt overordnet lækkert udført. I længden bliver øjne og hjerne måske lidt lammede af det konstante sansebombardement. Det er lige før det samlede udtryk når Michaels Bay’ske højder hvad angår pomp, pragt, klipning, endda lidt slowmotion hist og her, men det er jo fint i tråd med bandets samlede stil i øvrigt.

Går man som mig lidt død i det musikalske og visuelle effektjageri halvvejs, så vågner man dog op med fornyet kraft, når bandet ruller det tunge sangskyts frem mod slut , i form af de gamle fuldtræffere “Mother Earth” og “Ice Queen”. Så er det op til en selv at bedømme, om man synes bedste om orkesterudgaverne her, eller de mere “nedbarberede” originaler, som kan opleves under Hydra koncerten.

Man kan godt savner lidt ridser i den højglanspolerede overflade eller lidt fejl i lakken, men Within Temptation bruser frem som en velsmurt, nærmest perfektionistisk maskine. Og det bliver helt tydeligt på Elements, hvor der, ja, er så mange elementer i spil. Det må så være en smagssag om man kan lide det eller ej.

Hydra

I forhold til er Hydra koncerten, på en måde, mere skrabet og “normal”, men trods den knap så æstetisk oppulente sceneopsætning, her barberet ned til en storskærm bag bandet, så er der stadig nok at kigge på. Ikke mindst ild og lys. Masser af ild. Sharon den Adel har også iført sig et outfit, der får hende til at fremstå knap så stiv og stram i betrækket som på dele af Elements, en art læderbrynje/corsage/kort kjole ting, indledningsvis delvist dækket til at en hvid jakke, der med mine modebriller købt i Tiger ikke umiddelbart matcher læderdimsen specielt godt – men det skal ikke skille os ad. Senere ender vi i noget guld-corsage med sort nederdel, og killer boots, det ville ikke klæde undertegnede, men hun bærer det fint.

Sætlistemæssigt er den største forskel, at bandet i mellem de 2 koncerter udsendte albummet Hydra, hvorfra vi naturligvis får nogle numre, som ikke var med på Elements. “Let Us Burn”, “Paradise (What About Us)”, “Dangerous” og “And We Run”, inklusiv en håndfuld gæstesangere “med” på storskærm, ligesom på Copenhell. Det fungerer fint, selv om det ikke ligefrem bidrager til at bandet fremstår særligt organisk. Gengangere er der selvsagt også en del af, da publikum selvfølgelig ikke bliver snydt for hits som “Faster”, “Stand My Ground”, “Sinéad”, “Mother Earth” og altid medrivende “Ice Queen”.

Sharon den Adel synger stadig pragtfuldt, men det er næsten som om hun er i endnu bedre form her end på Elements, måske fordi der simpelthen er mere plads og luft til hende i lydbilledet? Samtidig virker hendes vokal lige en smule ru i versene i optempo numre som “Paradise” og “Faster”, hvilket klæder hende, så det ikke ender i krystalklar englerøst det hele. Den får til gengæld mulighed for rigtig at folde sig helt ud og lette i den afdæmpede (i hvert fald inden den episke afslutning) ballade “Edge of the World”, hvor hun virkelig synger om kap med englene.

Omvendt synes jeg hun presser vokalen og tonelejet lige til grænsen på et nummer som “In The Middle Of The Night”, hvor især det lidt grand prix poppede omkvæd er lige ved at blive en smule skingert. Altså i mens resten af bandet på vanlig uhæmmet vis blæser fremad, højere, vildere, større! Af og til får man fornemmelsen af, at stå foran en meget kraftig vindmaskine, med munden åben, i mens man forsøger at trække vejret normalt. Ja, de tager pusten fra en med jævne mellemrum, uden at de selv virker det mindste besværede, eller har tænkt sig at vente på en stakåndet anmelder/seer.

Momentvis går det så højrøstet og voldsomt for sig, at de totalt overdøver og og jorder det ellers medlevende publikum, eksempelvis under “Dangerous” med Howard Jones på skærmen. Da føles det næsten som, at se en musikvideo med en flok hoppende statister i salen. Heldigvis bløder de det jævnligt op med numre som “Covered By Roses”, der nok er rumlende og STOR i sin klang, men det nedsatte tempo klæder i mine ører bare bandet lidt mere, end de tempomæssigt hæsblæsende numre, hvor jeg har problemer med at holde trit. Særligt en forrygende udgave af den bombastiske og enormt storladne “Mother Earth” tårne sig op som et klimaks i koncertens anden halvdel. Mod slut skruer bandet ned for bulder og brag og leverer fine akustiske versioner af “Whole World Is Watching” og “Sinéad”. Inden det bliver for pænt og kedeligt tager perlen “Ice Queen” stikket hjem (hov, da har hun da været i garderoben igen).

Konklusion:

Som skrevet indledningsvis, så er det her rent juleguf for fans, der virkelig får noget for pengene med den udgivelse, der som samlet pakke ikke bare fremstår som et tarveligt produkt, der skal malkes op til jul. Vi andre kan måske nok ryste lidt på hovedet af og til over bandets, og produktionens, Michael Bay æstetik, med alt hvad de indebærer af audio- og visuelle virkemidler. Men, Within Temptation er dem de er, og vedkender sig det med stolthed og lidt mangel på selvironi, der set udefra kan virke lidt komisk. Det ændrer dog ikke på, at det de gør, gør de fandeme med stil og med 100 % dedikation.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here