We Like We: A New Age of Sensibility **** (4/6)

0
962
views

Kvartetten We Like We er måske ikke rock i traditionel forstand – de kalder sig selv en “eksperimenterende performance og lydkvartet”, og musikken leveres på vokal, cello, violin og slagtøj. Det skaber et udtryk som er markant anderledes end hvad man ellers hører på den danske scene for rytmisk musik.

De fire kvinder bag We Like We har en baggrund i klassisk musik, og selv om albummet også nogle steder ligger i forlængelse af klassisk musik, er der også noget, der minder om strukturer fra rytmisk musik, herunder rocken, og flere steder en fælleshed med den mere eksperimenterende del af post-rocken (som igen finder inspiration i den klassiske musik, med mere). Kvartetten arbejder ud fra improvisationer (eller jamming, på rocksprog) og leger  musikken frem. Men det er en alvorlig leg.

Det begynder med en sirenelydende vokal og strygere på ‘I Follow Your Sigh’, inden ‘Anticipation’ lader celloen nærmest riffe, mens violinen og vokalen svæver ildevarslende over vandene. Trommerne buldrer under det hele, som en undersøisk bølge. Intensiteten falder en smule og det er som opbygningen ender lidt antiklimaktisk. Den vokale konstruktion ‘Wakey Wakey Beast’ har en ildevarslende karakter og klang, der lyder som noget fra et æstetiseret mareridt. Det er ment som en kompliment. Det er uhyre stemningsfuldt og særpræget. Det er i øjeblikke som første del af ‘Anticipation’ og ‘Wakey Wakey Beast’ at We Like We for alvor fremmaner et musikalsk bæst.

Heldigvis er der flere øjeblikke som disse at finde på A New Age of Sensibility. Der er også mere forglemmelige, for eksempel strygerstykket ‘I’, mens ‘The Sound of My Own Voice’ også er i fare for at blive for statisk, trods meget smukke vokalstykker. Der er ingen tvivl om at Katinka Fogh Vindelev har en meget smuk vokal, og Katrine Grarup Elbo (violin), Josefine Opsahl (cello) og Sara Nigard Rosendal (slagtøj) alle mestrer deres instrumenter på et meget højt niveau. Alligevel, eller måske netop derfor, føler jeg mig ind i mellem distanceret fra musikken, som foregik den på en scene langt væk.

På ‘Entropi’ svøber cello og violin sig om lytteren i en langsom, sørgmodig dans, hvor lydpaletten langsomt udvides. ‘Separation’ lader vokal og slagtøj udfolde sig i et dirrende musikalsk landskab, et landskab hvor dramatiske strygere tordner ind og skaber en særdeles medrivende tordensky af følelser. Her rammer We Like We igen et helt eget univers, som samtidig inviterer lytteren tilstrækkeligt indenfor til at denne lytter i hvert fald bliver skyllet med den musikalske flodbølge.

Jeg flyder også med på ‘Tango’, der improviserer ud fra en nedskrællet tango-rytme, mens ‘I Began To Fall Apart’ har lidt karakter af requiem – et requiem over selvet, måske? Som meget andet på A New Age of Sensibility tangerer det klassisk musik, her med dæmpede strenge som diskret underlægning til Vindelevs vokal.

Dunkelt og dæmpet er det på ‘Tisina’, der mest har karakter af lydcollage hvor vokalen svæver æterisk mellem strengeinstrumenterne, men det trækker lidt for langt ud til min tålmodighed med sine mere end 8 minutters spilletid. ‘Unite Me’, som afslutter albummet, åbner med dirrende violin- og cellospil, og himmelstræbende vokal, som langsomt skubber nummeret frem som en sørgemarch. Og så er det hele forbi.

Samlet set oplever jeg A New Age of Sensibility som et mere interessant end medrivende værk. På parametre som originalitet og teknisk niveau er vi meget højt på skalaen, men på den anden side kunne jeg personligt godt ønske mig flere bredsider som dem, der periodevis afsendes i blandt andet ‘Anticipation’ og ‘Separation’. Er det rock? Ikke i gængs forstand, men der er elementer som vil tiltale oplevelseslystne post-rock lyttere, og dem, som også værdsætter klassisk musik, og jeg er fuld af respekt for initiativet.

Jeg ender dog alligevel på lidt ambivalente (og et eller andet sted også meget arbitrære) 4 stjerner for et album, som i perioder er en overvældende og original musikalsk oplevelse, men andre (og lidt for mange) steder går lidt for meget i stå i dvælende lydcollager. Højt er niveauet dog uanset fremdrift, men jeg føler mig simpelthen periodevis lidt drevet på afstand af musikken uden helt at kunne finde vejen ind i den. Der skal dog uanset lyde en anbefaling af We Like We, som fortjener at man giver dem et lyt på egne præmisser og med egne antenner slået ud.

Læs mere om We Like We på deres hjemmeside.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here